På Korsika findes både Napoleon-entusiaster og graffitimalere, som beder franskmaendene smutte hjem
Middelhavsøen består af dramatiske bjerglandskaber og vidtstrakte strande, men under den idylliske overflade ligger også klankonflikter, korruption og splittelse med rødder i historien.
Der er en udbredt klientilisme på Korsika, hvor byggetilladelser angiveligt bliver handlet på lyssky måder. Den, der sidder på byggemarkedet, kan virkelig tjene gode penge. Jørn Boisen, lektor ved Københavns Universitet
Elegante modebutikker ligger side om side med caféer, konditorier og restauranter. Man kan købe figen- og myrtemarmelade, kager bagt på kastanjemel samt fåreost, og der er lokaldyrkede klementiner af den saerlige art, som man kan kende på bladene, der ikke er pillet af. På restauranterne serveres kød- og pastaretter og indimellem også specialiteter som søpindsvin og blaeksprutter.
I Bastia, Korsikas naeststørste by, er der som i alle middelhavsøens kystbyer en atmosfaere af noget fransk, men også noget andet, som har mere med den faelles middelhavskultur at gøre. De fleste korsikanere vil sige, at Korsika ikke bare er fransk, men sin egen. Mange vil naturligvis pege på historien, for øen blev først i 1769 indlemmet i Frankrig og var i mange af de foregående årtusinder under kontrol af Genova.
Sproget er naturligvis også oplagt at pege på. Korsikansk har mere til faelles med den slags italiensk, der taltes i Middelalderens Toscana, selv om fransk er det officielle sprog.
Mange gadeskilte er tosprogede, og graffitien, der ses på afskallede mure i byernes mere mørke gader, er ofte på korsikansk og består af slagord som ”Corsica Libera” eller det mere aggressive ”French go home”, som også ses ved byggepladser, formodentlig som en hentydning til, at
mange korsikanere oplever byggeindustrien som en korrupt branche, hvor indtaegterne sjaeldent komme lokalbefolkningen til gode.
Et faelles fransk fodfaeste
Korsika er kendt for organiseret, mafialignende kriminalitet med bander og gangsterbosser, som styrer dele af forretningslivet og siges at have infiltreret en stor del af de officielle magtstrukturer – fra borgmesterkontorer til retsvaesen.
»Der er en udbredt klientilisme på Korsika, hvor byggetilladelser angiveligt bliver handlet på lyssky måder. Den, der sidder på byggemarkedet, kan virkelig tjene gode penge, og den omgåelse af reglerne, der finder sted, involverer det politiske lag på øen,« siger Jørn Boisen, der er lektor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet, og uddyber:
»Et typisk eksempel kunne vaere, at der opføres en restaurant på en strand i strid med lokalplanerne, og ingen kan komme igennem med at klage over det.«
Jørn Boisen understreger, at Frankrig er praeget af store regionale forskelle, og at det netop derfor altid har vaeret et tema i fransk politik og selvforståelse, at det faelles franske skulle saettes først.
»Der står i den franske forfatning, at den franske republik er unik og udelelig. Det betyder
også, at det at naevne en region som noget saerligt – eventuelt med saerlige rettigheder – for mange franskmaend er en meget stor kamel at sluge. Derfor er der generelt blevet slået ret hårdt ned på regionale bevaegelser,« siger han.
Jørn Boisen tilføjer, at Frankrig er et kludetaeppe af forskellige regioner, og at Korsikas egenart derfor ikke kan siges at vaere noget unikt i en fransk sammenhaeng.
»Frankrig er praeget af store regionale forskelle – fra fransk Flandern til Baskerlandet og til kelterne i Bretagne og italienerne ved Grenoble. I den sammenhaeng er Korsika ikke mindre fransk end så meget andet, men korsikanerne har også måttet acceptere det, som mange franskmaend ser som den eneste garant for landets overlevelse: en staerk stat.«
Magtskifte i Middelhavet
Dog kan staten synes laengere vaek på Korsika end mange andre steder i Frankrig – alene den geografiske placering, som er over 200 km fra fastlandet.
»Fordi Korsika ligger så langt vaek fra hovedlandet, er det svaerere at holde styr på netop denne region, og som et øsamfund har man også lidt lettere ved at fastholde den regionale identitet. Desuden er Korsika praeget af en middelhavs
kultur, hvor staten generelt er svag og typisk bliver udfordret af de lokale magtstrukturer,« siger Jørn Boisen.
Han tilføjer, at Korsika imidlertid ikke har nogen historisk tradition for uafhaengighed. Tvaertimod har øen vaeret under fremmed herredømme fra skiftende magter omkring Middelhavet. Den tradition, der kan siges at gå ned gennem historien, handler altså snarere om at gøre modstand mod den til enhver tid siddende udefrakommende magt.
»Den staerke regionalisme fylder ret meget på Korsika nu, men det er noget forholdsvis nyt. Under Anden Verdenskrig var der en regionalisme på den ekstreme højrefløj, sådan som man også så det i Bretagne. Men ellers er det først i 1960’erne og 1970’erne, at regionalismen på Korsika får en vis succes og bred forankring,« siger Jørn Boisen.
Når man rejser rundt på Korsika, fra Bastia på den nordøstlige side af øen, hen over den centrale del og videre til Ajaccio, hovedstaden på vestkysten, passerer man små landsbyer, hvor hyrdekulturen stadig lever, og hvor man fornemmer, at afstanden til fastlandet er stor.
Hyldest til ”Korsikas hjerte”
Det er også midt på øen, at man oppe i højderne finder den tidligere hovedstad Corte. Her ligger øens første universitet, og trods byens begraensede størrelse fornemmer man en ungdommelig stemning, ikke mindst om sommeren, når vandrere samles her.
I Corte står regionalismen også staerkt, for det var her, nationalisterne med Pascal Paoli i spidsen etablerede sig med eget parlament efter at have gjort oprør mod Genova. Paoli forbød blodhaevn, indførte et moderne retssystem og skabte Europas første demokratiske forfatning, der sikrede kvinder stemmeret.
Succesen blev dog kort, for allerede i 1768 solgte Genova Korsika til Frankrig, og Ludvig XV’s haer rykkede ind og aflivede det korsikanske demokrati. Paoli er dog langtfra glemt. Mange steder på øen ser man gader, caféer, skoler og andet opkaldt efter ham, og også det korsikanske flag, med den mauriske mand med et tørklaede om hovedet, vajer mange steder.
»Paoli er vores helt; han er Korsikas hjerte,« som en aeldre mand siger.
Han ønsker ikke at få sit navn i avisen – ikke fordi Paolis navn i sig selv er kontroversielt, men al snak, der har med regionalisme og nationalisme at gøre, er potentielt også forbundet til de kriminelle netvaerks magtkampe, og derfor kan det vaere risikabelt at gå laengere ind i en samtale.
»Da jeg boede i Frankrig i 1990’erne, fyldte det en del i de nationale medier, når der var uro på
Korsika med konkurrerende klaner og kriminelle netvaerk, som bekrigede hinanden. Siden er det blevet fredeligere, og det var afgørende, at Le Front de libération nationale corse (FLNC) i 2014 efter naesten 40 års voldelig kamp valgte at laegge våbnene og i stedet gå over til forhandlinger,« siger Jørn Boisen.
»Både på det politiske og økonomiske plan er der fortsat gamle magtstrukturer, som det har vaeret vanskeligt for centralmagten i Paris at gøre noget ved.«
Da man for årtier siden begyndte at give større regionalt tilskud til at udvikle fattige områder i Frankrig, blev den nye strøm af penge anledning til endnu hårdere magtkampe:
»Frankrig forsøgte at udvikle Korsika ved at give infrastrukturtilskud. Det lykkedes til dels at øge levestandarden og modernisere forholdene, men lidt som man kan se det ske med ulandsstøtte, blev det også anledning til, at lokale magthavere skummede fløden og delte lunser ud til deres egne. Derfor kan man også se dele af den politiske mobilisering, som har fundet sted som en modreaktion mod disse magtstrukturer,« siger han.
Han tilføjer, at Korsika med sine ca. 330.000 indbyggere og et areal på omkring 8.700 kvadratkilometer naeppe vil kunne klare sig som selvstaendig stat. Derfor opfatter han også den egent
Da jeg boede i Frankrig i 1990’erne, fyldte det en del i de nationale medier, når der var uro på Korsika med konkurrerende klaner og kriminelle netvaerk, som bekrigede hinanden. Jørn Boisen, lektor ved Københavns Universitet
E lige korsikanske nationalisme som en lidt naiv drøm.
Mord i magtens centrum
Alvoren i de politiske magtkampe har dog vaeret til at tage og føle på. I 1998 blev praefekten Claude Érignac (statens repraesentant på øen, red.) myrdet af korsikanske nationalister. En af morderne, Yvan Colonna, fik livstidsstraf og blev naegtet at afsone straffen på Korsika. I stedet sad han faengslet i Sydfrankrig, indtil han i 2022 døde efter at vaere blevet overfaldet af en medfange.
Da praesident Emmanuel Macron i 2018 besøgte Korsika for at markere 20-årsdagen for drabet på praefekten, samledes tusindvis af korsikanere for at demonstrere for større selvstaendighed. Korsikas parlament har dog fortsat meget begraenset magt, og så sent som i marts 2023 slog Macrons regering fast, at det er forbudt at tale korsikansk i parlamentet i Ajaccio.
»Drabet på praefekten står stadig som nulpunktet for den korsikanske nationalisme, og det gav også lokal modstand mod den vaebnede kamp. En del af de kriminelle netvaerk, som er forbundet med det politiske niveau, ønskede også, at der blev lagt en daemper på den politiske vold, så de bedre kunne operere uden for meget opmaerksomhed fra centralmagten i Frankrig,« siger Jørn Boisen.
I dag ønsker mange unge korsikanere at gøre op med de gamle magtstrukturer. De føler sig som korsikanske, men er også kritiske over for størstedelen af de nationalistiske partier. For selv om de ved de seneste to valg har haft stort flertal i det regionale parlament, er kriminalitet og nepotisme stadig et problem.
En sag, som tydeligt viser, at magthavernes kamp mod centralmagten i Paris ikke nødvendigvis er til de lokales bedste, er sagen om drabet på den 36-årige klimaaktivist, militante nationalist og restauratør Massimo Susini. Han blev myrdet af en snigskytte i 2019, da han var på vej hen for at åbne sin strandrestaurant naer byen Cargese. Massimo Susini blev formodentlig draebt, fordi han talte åbent om korruption, de mange kystbyggerier uden byggetilladelser og narkohandlen på øen.
Drabet på Massimo Susini blev opfattet som et vendepunkt, fordi Susini angiveligt ikke selv var involveret i lyssky affaerer, men af idealistiske årsager talte magten imod. Efter hans død blev der arrangeret demonstrationer, og flere kulturpersonligheder offentliggjorde et faelles brev som en protest mod de mafialignende tilstande.
Kejseren, der aldrig vendte tilbage
Mange sagde dog også i kølvandet på drabet, at den tavshedskultur, der er typisk på Korsika, ikke vil blive brudt, og at traditionen for blodhaevn og for at ordne konflikter uden om det formelle retsvaesen vil fortsaette. Selv sympatisører med
Susini udtrykte skepsis over for det, de opfatter som ”fransk kolonialisme”, også inden for retssystemet.
Ikke desto mindre pryder graffiti til minde om Susini og hans ”martyrdød” bybilledet i flere korsikanske byer, bl.a. Bastia. I Ajaccio, som Napoleon gjorde til øens hovedstad i stedet for Corte, står korsikansk regionalisme og nationalisme imidlertid mindre staerkt, og Massimo Susinis navn er svaert at finde i bybilledet.
I stedet er et utal af biografer, caféer, hoteller, restauranter og gader opkaldt efter Napoleon Bonaparte og hans naermeste familiemedlemmer. Og museet, som er indrettet i Napoleons barndomshjem, er en populaer sevaerdighed både blandt turister og lokale.
»Vi er franske, og vi er korsikanske. Vi er jo en middelhavsø, og det er en del af vores kultur og identitet. Men vi er stolte af Napoleon,« siger en midaldrende kvindelig kustode på museet.
Hun tilføjer, at den britiske filminstruktør Ridley Scotts portraet af Napoleon, der havde premiere i 2023, var ”en katastrofe, fordi det portraetterede Napoleon som en svag og maerkelig lille mand”. På museet i Ajaccio fremhaeves Napoleons korsikanske rødder, og kustoden understreger, at Napoleon faktisk vendte tilbage til øen flere gange, efter at han havde forladt den for at gå på militaerskole i Frankrig.
Hun går lidt lettere hen over, at han aldrig vendte tilbage, efter at han var blevet kejser. Han tilgodeså sin egen familie ved at tildele den titler og landområder, men hans fødeby maerkede ikke meget til kejserens ambitioner – eller til det faktum,
at Napoleons egen far støttede Pascal Paolis korsikanske nationalisme.
»Vi lever med en ambivalens. Vi er både-og, og nationalisme på Korsika kan vaere både lokal og fransk,« siger kustoden med et smil og en understregning af, at hun ikke udtaler sig som museets
medarbejder og ikke vil have sit navn i avisen.
Og når man i dag sidder på en café i Ajaccio og skal vaelge mellem lokale kager med kastanjemel og citrussmag og en pain au chocolat, forstår man nok en lille bid af, hvad denne ambivalens handler om.