To uenigheder i regeringen afslører vanskeligheder i nyt aeldreudspil
Regeringen er i gang med en af sine allerstørste politiske satsninger, når den om kort tid løfter sløret for en omkalfatring af aeldreplejen i Danmark. Men der er stadig ikke fuld enighed i regeringen om, hvordan det bedst føres ud i livet.
Det lyder måske som udgangspunkt lidt tørt og kedeligt, når vi i disse uger igen og igen hører om regeringens planer for fremtidens aeldrepleje:
Tilsynsfrekvenser. Kvalitetsstandarder. Institutionsstrukturer og den slags.
Men under den knastørre overflade er det alt andet.
Det kommende aeldreudspil bliver en af de største politiske satsninger overhovedet for SVM-regeringen i denne valgperiode.
Om det bliver en succes, vil ikke alene afgøre, hvordan hverdagen kommer til at se ud for tusindvis af aeldre danskere i de naeste mange år. Det kan også blive afgørende for, om det kan lykkes regeringen at få et tiltraengt comeback hos vaelgerne.
Der er dog mange forhindringer på vejen, før det kan lykkes for regeringen.
Mindre kontrol
Lad os begynde med en kort overflyvning over reformens indhold, som den ser ud netop nu:
Statsminister Mette Frederiksen (S) varslede i et interview i Berlingske i denne uge, at regeringen ønsker at indføre det, den kalder for helhedspleje.
Det vil sige, at man i fremtiden som aeldre medborger ikke laengere skal have tildelt specifikke ydelser af kommunen som f.eks. et brusebad eller hjaelp til madlavningen, men at opgaverne fra gang til gang skal aftales mellem den enkelte og det faste team, som regeringen ønsker skal tilknyttes de aeldre.
De aeldre skal have mere frit valg, så de fra dag 1 skal kunne vaelge en privat leverandør i stedet for den kommunale, og samtidig skal dokumentationskravene til medarbejderne vaek, så de ikke skal bruge tid på at skrive ned, hvilke opgaver de har udført – eller ikke udført.
Regeringen vil også skaere ned på antallet af tilsyn med f.eks. plejehjemmene, og med en ny plejehjemsform, de såkaldte lokalplejehjem, vil den åbne for større frihedsgrader til det enkelte plejehjem.
Stort sats
Reformen af aeldreområdet er det første store skud i bøssen fra regeringen i den ambition, som den i regeringsgrundlaget kaldte »den mest omfattende frisaettelse af den offentlige sektor i velfaerdssamfundets historie«.
Den kommer oven på årtiers kritik af, at hele den offentlige sektor er ved at sande til i bureaukrati og krav om uendelige kontroller og dokumentationer, og utilfredshed og sygefravaer blandt medarbejderne, ligesom der har vaeret afsløret skraekindjagende skandalesager fra nogle plejehjem, f.eks. sagen om plejehjemsbeboeren Else Marie Larsen, der blev udsat for ydmygende behandling og bl.a. efterladt i sin egen afføring.
Regeringstoppen er blevet overbevist om, at vejen frem for den offentlige sektor ikke er at styre den mere, men at styre den mindre. Kan man frigøre arbejdskraft fra papirnusseri og dokumentation, kan den naere omsorg blive bedre, håber regeringen.
Det er en modig, men svaer ambition at indfri. Naermest samtlige regeringer i de seneste mere end 40 år har haft en målsaetning om at skaere i bureaukratiet, men har kun opnået det modsatte. På den anden side kan gevinsten vaere stor. Målinger viser, at en mere velfungerende offentlig sektor står meget højt på danskernes politiske ønskesedler.
Problemer i kø
Men der er mange problemer, før det kan ske:
Den helt grundlaeggende vanskelighed er, at ambitionen om mindre styring og mindre kontrol ganske enkelt er kontraintuitiv og går imod den måde, politikerne gennem mange år har vaennet danskerne til at taenke.
Når vi ser en aeldre dame blive mishandlet på et plejehjem, er den første tanke hos de fleste ikke, at der er brug for at give endnu mere frihed til hendes plejere, men tvaertimod at holde bedre øje med dem.
Det er naturligvis uretfaerdigt over for det store flertal af medarbejdere, der gør deres job ordentligt og samvittighedsfuldt, men kontroller og regler har jo aldrig vaeret opfundet for det retskafne flertals skyld, men altid på grund af de brodne kar.
Det er da heller ikke sådan, politikerne plejer at argumentere. Ser vi på daginstitutionerne, er man i de senere år jo netop gået i retning af flere konkrete krav i form af minimumsnormeringer, som et stort flertal i Folketinget i dag bakker op. Her taenker ingen åbenbart, at kommunerne og institutionerne da selv kan finde ud af, hvor mange der skal vaere på arbejde hvornår.
Og selv hvis idéen om helhedspleje faktisk ender med at blive til virkelighed, så kan man vaere sikker på, at der på et eller andet tidspunkt i en eller anden kommune vil opstå en ny skandalesag, fordi det ikke fungerer lige praecis dér.
Hvad gør regeringen så? Vil den så kunne modstå det pres, der vil komme fra både borgere, medier og opposition for at indføre nye kontrolmekanismer?
To uenigheder
Derudover har de interne forhandlinger om reformen også åbenbaret to uenigheder, som kan vaere med til at haemme virkningerne af den.
Den ene handler om, at helhedsplejen for de aeldre indtil videre ikke kommer til at påvirke sundhedsydelserne, men kun den praktiske del af plejen samt det, der handler om genoptraening og rehabilitering. Men f.eks. de sygeplejersker, der skal laegge et drop eller give medicin til den aeldre, er ikke omfattet endnu. Her er der stadig både kvalitetsstandarder og dokumentationskrav.
Med andre ord: Det, regeringen kalder helhedspleje, er i virkeligheden indtil videre kun en halvhedspleje.
Det er stadig ambitionen fra regeringstoppen, at sundhedsdelen også skal omfattes, når reformerne på sundhedsområdet kommer i gang efter afrapporteringen fra den såkaldte Sundhedsstrukturkommission.
Men det er stødt på skepsis, saerligt i Sundhedsministeriet, hvor man ganske enkelt er bekymret for, om det kan gå ud over kvaliteten af behandlingen af de aeldre, der meget ofte også er syge. Her vil man gerne se, hvordan det mon går med den praktiske del, før man også eksperimenterer alt for meget med sundheden.
Den anden handler om borgernes frie valg. Her er regeringens forslag endt sådan, at borgeren enten skal vaelge hele helhedsplejen hos kommunen, eller hele helhedsplejen hos en privat leverandør.
Det kan for det første betyde, at den enkelte aeldre kan opleve at få et mindre frit valg, fordi man ikke laengere vil kunne nøjes med at vaelge en privat leverandør til f.eks. rengøring. Og for det andet kan det betyde, at der vil komme faerre private leverandører på markedet, fordi de med helhedsplejen skal kunne levere mange flere slags ydelser.
Saerligt Venstre kaempede internt for muligheden for at tilvaelge mindre leverandører, men forgaeves.
Blå reform
Til gengaeld kan Venstre glaede sig over, at reformens samlede udtryk bliver ganske blåt. Fokus på mindre kontrol og mere frit valg er i sin essens borgerlige maerkesager.
AEldrereformen er derudover også et af de forslag, der kan understøtte Venstres argument om, at en midterregering er i stand til at gennemføre ting, som hverken en rød eller en blå regering tidligere har vaeret i stand til.
Hvis altså den faktisk når succesfuldt helt hen til målstregen og ud i de aeldste danskeres hjem.
Det er en modig, men svaer ambition at indfri.