Det store hykleri om danskernes pension

Der er noget råddent i forvaltningen af danskernes pensioner. På overfladen har pensionsbranchen travlt med at forsikre, at den tilstraeber de højeste standarder, når vores penge skal yngle. At den er helt på det rene med, at opsparingen skal investeres på en måde, der gavner samfundet, f.eks. ved at bakke op om Paris-aftalens klimamål og presse erhvervslivets forurenere til at gøre mere og bedre for at begraense klimaskadelig virksomhed.

Tidens mantra i sektoren er, at det udfald sikres bedst ved at arbejde indefra – som aktionaer i dialog med virksomhedernes ledelser – frem for at boykotte investering i klimasyndere. Men pensionsselskaberne er ualmindeligt dårlige til at følge de fine ord op med handling.

Klimaorganisationen Ansvarlig Fremtid har kortlagt, at 8 af 15 undersøgte danske pensionsselskaber decideret stemte imod klimapositive tiltag på generalforsamlinger i olie- og gasselskaber i 2023.

Det er ikke holdbart, hvilket flere af selskaberne åbent erkender. Men svaret er ikke – som de mere rabiate graesrødder mener – at bede vores pensionsforvalter boykotte de kulsorte virksomheder. Det er en tom demonstration uden praktisk betydning.

Forskere fra Stanford-universitetet har påvist, at såfremt en investorboykot skal gøre det maerkbart dyrere for klimasyndere at skaffe finansiering, skal 86 pct. af alle investorer vende den pågaeldende virksomhed ryggen. Dét scenarie kommer aldrig til at udspille sig i den virkelige verden. Derimod har det bl.a. over for oliegiganten Shell vist sig at vaere ganske effektivt, når pensionskasser opkøber aktier og efterfølgende konkret stemmer imod miljøskadelig adfaerd på generalforsamlingen. Ledelser har det svaert med offentligt at blive underkendt af ejerne – det kunne jo ende med, at ledelsen bliver skiftet ud. Ergo aendrer bestyrelserne oftest adfaerd, inden de personligt skal betale prisen for en samfundsskadelig ledelsesstil.

Pensionskasserne har altså en pointe i, at det er bedst at straebe efter at aendre tingenes tilstand indefra. Men herfra hopper kaeden af. For når forvalterne af vores pension lover, at de skam tager de nødvendige samtaler på lukkede møder med denne eller hin ledelse, ryger al gennemsigtighed på møddingen og haemmer muligheden for at bruge det mest effektive våben: den offentlige stemmeafgivelse på generalforsamlingen. Vi kan som opsparere naturligvis ikke leve med, at de mennesker, vi har betroet ansvaret for vores penge, siger et og gør noget helt andet. Ansvarlig Fremtids undersøgelse løfter sløret for en praksis, der er i bedste fald doven, i vaerste decideret svigagtig over for de kunder, som pensionsselskaberne lever af. Vi bør kraeve mere.

En udfordring er, at en stor del af danskernes opsparing er tvunget ind i arbejdsmarkedsstyrede monopolselskaber. Derfor er der naeppe nogen vej uden om via lovgivningen at pålaegge selskaberne skaerpede oplysningskrav i rapporteringen til den enkelte kunde: Hvilken politik for samfundsansvarlige investeringer følger pensionskassen? Hvordan har den taenkt sig at leve op til den politik? Hvor ofte og hvorfor har den stemt imod den siddende ledelses forprogrammerede dagsorden på diverse generalforsamlinger? Hvad betyder det konkret for kundens afkast?

Oplysningerne findes i forvejen – det handler alene om at skaerpe pligten til at kommunikere dem direkte, så den enkelte kunde har en reel mulighed for at tage kritisk stilling til, hvordan de betroede rådgivere praesterer. Det er altid og uden undtagelse et ansvar, der skal tages alvorligt af de finansmaend og -kvinder, der lever af at forvalte andre menneskers penge.

Svaret er ikke – som de mere rabiate graesrødder mener – at bede vores pensionsforvalter boykotte de kulsorte virksomheder. Det er en tom demonstration uden praktisk betydning.