Hvorfor skal jeg klimakompensere diktatorer?
Den vestlige verden kan haelde formuer i at kompensere de fattige landes udfordringer, men det nytter ingenting, så laenge befolkningerne ikke selv formår at bryde onde cirkler.
Følger man med i nyhederne og ser på, hvad der foregår rundtomkring i verden, vil de fleste enten blive nedtrykte eller oprørte – og med god grund.
Naturkatastrofer driver folk fra hus og hjem, og børnearbejde er et vilkår i mange dele af verden. Selvom ekstrem fattigdom er blevet mere end halveret de seneste 25 år, er det stadig omtrent hver 10. på verdensplan, der lever i ekstrem fattigdom. Mennesker, der grundet deres fattigdom ikke kan tilpasse sig klimaforandringerne.
sådan en verden er det naturligt at undre sig over, hvordan det kan vaere, at vi er så rige og har det så godt i Vesten, imens det står så grelt til i den tredje verden.
Almindeligvis konkluderer de fleste, at det må skyldes levn fra kolonitiden eller en form for neoimperialisme, hvor Vesten fastholder de fattige lande i fattigdom.
Det er i hvert fald den underliggende praemis i medierne og gymnasieundervisningen. Skammen, som den konklusion uundgåeligt medfører, synes også at vaere udbredt. Senest manifesterede skammen sig internationalt i den nye klimafond, der blev vedtaget på COP28, som skulle støtte ulande, der rammes hårdt af klimaforandringerne. Raesonnementet lød, at det kun er rimeligt, at vi kompenserer ulandene, eftersom deres fattigdom skyldes, at Vesten har udnyttet deres lokalbefolkninger, ressourcer og arbejdskraft.
I lyset af
Men selvom langt de flest af os vil ulandene det bedste, og intentionerne bag tiltag som klimafonden er gode, aendrer ulandsbistand sjaeldent status quo. I vaerste fald fastholdes den, hvilket 50 års bistand til isaer Afrika vidner om. Grundlaeggende skyldes det, at tankeraekken bag ofte hviler på den falske antagelse, at det er Vestens skyld, at ulandene stadig er fattige i dag.
I tiltag som klimafonden er der indlejret en forkert forståelse af fattigdommens egentlige årsager. Verdens fattige ligger ikke laengere, som vores forfaedre har redt; de ligger som deres ledere reder. Når diktatorer stadig påberåber sig kolonitidens arv som årsag til deres nationers ulykke i dag, svarer det mere eller mindre til at haevde, at man som ung opfører sig hensynsløst, fordi ens oldefar fik bank. Kolonitiden har uden tvivl sat sig spor, men det er ikke en undskyldning for, at ulandene stadig er fanget i fattigdom i dag.
og MIT-professorerne James A. Robinson og Daron Acemoglu konkluderer i deres nyklassiker ”Why Nations Fail ”(2012), skyldes fattigdom grundlaeggende institutionelle forhold – politiske og økonomiske. Forfatterne
Som Harvard
skelner mellem ”undertrykkende” og ”inkluderende” institutioner som vaerende roden til henholdsvis fattigdom og velstand.
På kort sigt kan undertrykkende institutioner godt generere vaekst, hvilket Kina og Sovjetunionen er eksempler på. Men på lang sigt er det en uholdbar model. Vedvarende vaekst kraever ”kreativ destruktion”– det er, når innovation overflødiggør nogle typer job på kort sigt, men forbedre levestandarden for alle på lang, hvilket kun er muligt under inkluderende institutioner.
I dag ”fejler” nationer, fordi de har undertrykkende institutioner, der ikke giver grunde eller incitamenter til at spare op, investere og innovere. Magteliternes frygt for den kreative destruktion er, hvad der historisk har udgjort den største barriere mellem almindelige mennesker og velstand og fortsat gør det i dag.
er det tydeligere end i Afrika, hvor jeg selv har boet i to et halvt år. Gang på gang oplevede min familie og jeg, hvordan de autoriteter, der burde skabe rammerne for, at almindelige mennesker kan forbedre deres kår og haeve deres levestandard, i stedet ofte kvalte den mulighed.
Et banalt, men sigende eksempel fra min tid i Afrika, hvor eliternes frygt for den kreative destruktion kom min familie naer, var da mine foraeldre sponsorerede en motorcykel til en bekendt, så han kunne tjene penge på taxikørsel. Der gik ikke mere end to måneder, før han nedslået måtte meddele, at den var blevet stjålet af det lokale politi i Bujumbura.
Det er den barske realitet bag undertrykkende institutioner og eliternes frygt for kreativ destruktion – den egentlige rod til fattigdom.
Intet sted
er desvaerre kun et enkelt eksempel på et faenomen, der er utrolig udbredt. Overalt i Afrika lever almindelige mennesker under undertrykkende institutioner, der effektivt frarøver dem muligheden for at forbedre deres levevilkår. Der er ingen mangel på destruktion i Afrika, men den kreative type har i den grad vaeret en mangelvare de seneste 70 år.
Magteliternes dilemma består i, at den frihed og uddannelse, der muliggør kreativ destruktion, ofte også medfører politisk uro. Og for eliter betyder politisk uro en svaekkelse af deres magt og privilegier, hvilket de selvsagt er imod.
I sin bog ”The Fate of Africa” fra 2005 dokumenterede historikeren Martin Meredith, hvordan leder efter leder gik fra frihedskaemper til despot i kølvandet på uafhaengighedsbølgerne, der skyllede ind over kontinentet i 1950-60’erne. En ond cirkel, de stadig er fanget i den dag i dag.
I samfund underlagt undertrykkende institutionerne er der ikke mange veje, der fører til Rom.
Hvad angår rigdom og velstand faktisk kun en: politisk magt. Og når politisk magt er den eneste måde at blive velhavende på, er der ikke noget at sige til, at eliterne kaemper om og klynger sig til den. Men magten korrumperer.
Ovenstående
har eliterne nul grund til at gøre op med de undertrykkende institutioner i deres
På privat plan
samfund, tvaertimod. For imens diktatorernes egne befolkninger sulter, bor de selv i paladser og sender deres børn på universiteter og hospitaler i Vesten.
Som Martin Meredith haefter sig ved, har Vestens bistand langt hen ad vejen vaeret med til at underminere behovet hos afrikanske eliter til at investere i deres egne befolkninger. Det giver dem blot endnu en passiv indtaegtskilde. Det samme gør vores klimakompensation.
De fleste af os vil gerne yde ulandsbistand, men i reglen nytter det ikke. Ifølge ”Why Nations Fail” er det kun omkring 10-20 pct. af ulandsbistanden, der generelt går til at forbedre kårene for almindelige mennesker. At gøre bistand betinget virker heller ikke, da det naeppe kan betale sig for diktatorer at reformere de undertrykkende, lukrative institutioner, der holder dem ved magten, til gengaeld for relativt små beløb.
mig, at jeg som ung skal laere at føle skyld og skam og kompensere nogle diktatorer, der i forvejen har alle muligheder for at tackle klimaforandringerne og gøre op med fattigdommen i deres egne lande – hvis de altså vil det.
Hvis vi vil en bedre verden, er det vigtigt med en forståelse af, at fattigdom grundlaeggende skyldes manglen på inkluderende institutioner som demokrati, ejendomsretten, frie markeder og menneskerettigheder. Fattigdom i dag skyldes ikke kolonitiden eller neoimperialisme.
I forhold til at generere vaekst og velstand er de vestlige institutioner deres alternativer overlegne, hvilket flygtningestrømmene tydeligt illustrerer. Det er ikke tilfaeldigt, at alle flygtninge uden undtagelse søger mod Europa og USA. Folk stemmer med fødderne.
Derfor irriterer det
skrev engang: »Fattigdom har ingen årsager. Velstand har årsager.« Velstand afhaenger grundlaeggende af liberale, demokratiske institutioner og kreativ destruktion, hvilket kontrasten mellem Vesten og resten tydeligt illustrerer.
Medmindre ulandene selv formår at bryde den onde cirkel, eliternes frygt for den kreative destruktion har fanget dem i, og implementerer liberale, demokratiske institutioner, vil verdens fattige fortsat vaere dømt til elendighed, uanset hvor meget vi kompenserer dem.