Da Emil Nielsen lå alvorligt syg i mørket, gav han sig selv to løfter

Der er to versioner af Emil Nielsen. Danmarks nye håndbolddarling er efter den offentlige kritik af landstraeneren blevet mere professionel, men distraetheden findes stadig uden for banen.

For godt tre år siden ringede jeg til Stinne Nielsen.

Vi skulle tale om den ene af hendes to sønner. En blond fyr med skaegstubbe og milde øjne. Efter nogle bøvlede slingreture i det, vi kalder livet, havde han fået sit store gennembrud i håndbold.

Forinden var han droppet ud af gymnasiet og havde ligget tre måneder i mørket på sit vaerelse på grund af en alvorlig hjernesygdom. Han var også blevet offentligt sat på plads af landstraeneren, der kaldte ham useriøs.

Stinne Nielsen fortalte dengang, at hun indimellem lå vågen om natten og spekulerede på, om hendes aeldste – og meget distraete – søn mon var i stand til at klare det hele. Planlaegning og struktur for eksempel.

Hans håndboldevner bekymrede hende dog ikke. Overhovedet. Emil med efternavnet Nielsen er gjort af et saerligt stof, sagde hun. Han giver aldrig op.

»Han gør mig enormt stolt, men jeg har altid undret mig over, at jeg fik et barn som ham,« sagde Stinne Nielsen dengang.

Den saetning har jeg taenkt over nogle gange de seneste år, når jeg har set Emil Nielsen spille håndbold.

Sådan var det også søndag aften. Her sang knap 12.000 mennesker hans fornavn igen og igen i Hamborg. Emil Nielsens praestationer ved EM i Tyskland har gjort ham til en ny, dansk håndbolddarling.

For tre år siden fik vi Mathias Gidsel. I fjor var det Simon Pytlick. Nu er det Emil Nielsen, den 26-årige målmand, der fik sin håndboldopdragelse i Aarhus, tog til Skjern, videre til franske Nantes og nu er en nøglespiller i Barcelona, verdens største håndboldklub.

»Da jeg skiftede til Barcelona, fik jeg at vide, at trøjen er den tungeste i verden at baere. Så stort er presset, men det kan jeg godt lide. Det har hjulpet mig til at blive mere konstant i mine praestationer,« siger Emil Nielsen.

Hans foraeldre gik fra hinanden, før han blev født, så han voksede op med sin lillebror og mor. Hun ofrede alt for sine to sønner. Gav dem alt, hun havde – undtagen kundskaberne til at praestere i elitesport.

»Min mor er paedagog og har absolut intet konkurrencegen i sig på nogen måde. Vi er så forskellige det på punkt. Vi kan simpelthen ikke forstå hinanden. Hun er blevet leder i en børnehave nu, så måske aendrer hun sig lidt, men jeg tvivler. Selv hvis hun havde evnerne, ville hun ikke kunne klare fem minutter som håndboldspiller i Skjern, Nantes eller Barcelona. Jeg ville nok heller ikke trives i hendes verden,« siger han.

Mor og søn havde engang en samtale i bilen, hvor hun spurgte ham, om det ikke var hårdt at vaere i et felt, der altid beror på praestationen. Hvor man aldrig bare er god nok, fordi man er den, man er.

Emil Nielsen forstod naesten ikke spørgsmålet. Det var helt uden for hans tankegang at stille sig tilfreds og ikke kaempe for at blive den allerbedste.

»Det er ret interessant. Forklaringen må vaere miljøer. Siden jeg var 12 år, har jeg spillet håndbold seks gange om ugen. Jeg har altid bevaeget mig i konkurrencemiljøer. Når jeg er sammen med mine venner, går der også altid sport i den. Kortspil, computerspil eller bordtennis her på landsholdet. Det er liv eller død for mig.«

Hvordan håndterer din mor det, når I er sammen?

»Vi kan jo ikke spille spil derhjemme henover julen. Taber jeg, er dagen slut, fordi jeg bliver sur. Så det gider vi ikke. Jo, jeg kan godt spille holdspil, for så kan jeg give skylden videre, hvis mit hold taber.«

Hvad har du fra din mor?

»Nogle staerke, sociale vaerdier. Kaerlighed, venlighed og forhåbentlig en forståelse og en omfavnelse af andre mennesker. Det håber jeg da, folk taenker.«

Emil Nielsens mor har en vaesentlig andel i, at Danmarks nyeste håndboldstjerne søndag aften ikke kunne skjule sit smil i Hamborg. Hun hjalp ham bl.a. gennem den meningitisvirus, der vaeltede ham omkuld i slutningen af teenageårene, og hun var en af hans støtter, da Nikolaj Jacobsen i 2019 over for TV 2 kritiserede Emil Nielsens disciplin og seriøsitet.

Du var med til VM i 2021 naesten uden at få spilletid, så dette EM er på sin vis din første rigtige slutrunde. Er der noget i dig, der har brug for at bevise noget ekstra over for landstraeneren eller andre?

»Nej, nej, slet ikke. Sket er sket. Jeg tror ikke, jeg er blevet dårligere af kritikken. Måske havde jeg brug for det spark i røven. Det var så ikke på den paeneste måde, men det var måske rigtig fint for mig. Jeg vil i højere grad bevise over for mig selv, at jeg kan praestere godt på landsholdet. Da jeg fik meningitis og var i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kom til at spille håndbold igen, lavede jeg to løfter til mig selv. Jeg ville vinde enten VM eller EM og så OL. Der braender en ild i mig for at vinde de titler.«

Du har boet i Frankrig og Spanien siden 2019. Hvad har det gjort ved dig? Hvad er der sket med den Emil Nielsen, der blev kaldt useriøs for fem år siden?

»Jeg er blevet mere moden, mere kontant

og ved, hvad jeg vil. Kynisk. Det er nok ordet. Det er en anden måde at leve på i Sydeuropa. Det er direkte. I Danmark omfavner vi hinanden og giver plads til alle. Jeg kunne aldrig finde på at råbe ad en anden bilist i Danmark, men det gjorde jeg i Frankrig, fordi sådan var kulturen, og det smittede af på mig. Det er jeg da ikke stolt af i øvrigt. Men det siger noget om, at jeg ikke finder mig i alt muligt.«

Gaelder det også i sportsregi?

»Ja. Men det ville aldrig vaeret sket i

Skjern for fem år siden. Aldrig, aldrig, aldrig. Jeg har altid vaeret en soldat og har aldrig haft en ambition om at blive anfører på et hold, men i dag kan jeg godt se mig selv som leder på et tidspunkt. Som en af dem, der går forrest på et hold og har en stor stemme i omklaedningsrummet. Enten når jeg skal hjem til Danmark igen eller i naeste step af karrieren. Jeg tror ikke, jeg får en lederrolle i Barcelona. Så skal jeg i hvert fald blive bedre til spansk.«

Det er der nok ikke mange af dine tidligere holdkammerater og traenere i Danmark, der havde troet, at de nogensinde skulle høre dig sige det?

»Ha ha, jeg vil også hurtigt understrege, at jeg heller ikke har vist endnu, at jeg er en ledertype. Men jeg har en anden iver efter, at andre vil vinde lige så meget som mig. Det giver jeg udtryk for. Jeg er ikke bleg for at rejse mig op og sige noget. Jeg ved ikke, om jeg engang var en lille mus, men jeg forsøgte mest at gøre, hvad der blev sagt. Fordi jeg har vaeret fokuseret på mig selv. Nu kan jeg fokusere på holdet og de andre. Nu er jeg ikke bange for at gå til traeneren og spørge, hvad i alverden han har gang i, eller bede min anfører om at gøre noget andet på banen.«

Hører jeg dig sige, at man bør tegne et nyt billede af dig? Findes den Emil Nielsen, der indimellem sov over sig og glemte sine sko på vej til kamp, ikke laengere?

»Han er vaek. Han findes ikke mere. I Skjern parkerede jeg bilen tre minutter før traeningsstart og havde ikke den ene sko på. Nu kommer jeg 45 minutter før traeningsstart, drikker en kop kaffe og cykler lidt, før vi begynder. Jeg er ikke kommet for sent en eneste gang i Barcelona. Jeg er en af de første, der møder ind og er en af de sidste, der tager hjem. Hele mit mindset har aendret sig. Jeg har lavet en stor livsaendring, hvad det angår.«

Så hvis jeg ringer til din mor nu, hvad vil hun så sige?

»Vi skal lige skelne mellem håndbold-Emil og hverdags-Emil. Det er håndbold-Emil, der har aendret sig markant. Han er ikke distraet laengere. Han passer sine ting. Han er blevet mere disciplineret og er blevet bedre til at styre følelserne. Uden for banen er jeg stadig bare mig selv. Bare rolig. Jeg glemmer stadig mine ting og dobbeltbooker aftaler.«