Topborgmestre ser et hul i finansieringen af velfaerden – et hul, der ikke findes
Formandskabet i KL tegner – med afsaet i økonomen William Baumols tanker – et billede af, at vores velfaerdsmodel er på vej mod graven. Men de har fået den økonomiske teori galt i halsen.
i Jyllands-Posten den 11. januar skriver KL’s formandskab, Martin Damm og Jacob Bundsgaard, at der er behov for grundlaeggende reformer af velfaerdssamfundet, hvis den offentlige service skal følge med borgernes stigende forventninger i fremtiden. Men de to borgmestre har fået den økonomiske teori galt i halsen.
Damm og Bundsgaards bekymring handler om det såkaldte Baumol-problem: Produktivitetsfremgangen i vareproducerende erhverv er typisk højere end i serviceerhverv, men alligevel har brancherne cirka samme lønfremgang.
kan en landmand eller industriarbejder i dag producere langt flere varer på en arbejdsdag end for 100 år siden, mens en frisør ikke kan klippe vaesentligt flere kunder. Men lønningerne har fulgtes ad. Derfor er prisen på en klipning blevet vaesentligt dyrere i forhold til andre varer. Denne problematik gaelder også den offentlige sektor, hvis produktion i høj grad består af serviceydelser.
Det bliver altså ganske rigtig dyrere at drive den offentlige sektor
For eksempel
over tid. Men de to borgmestre glemmer en vigtig pointe:
Finansministeriets fremskrivninger indregner allerede både de voksende lønomkostninger og borgernes stigende forventninger. Derfor ser vi ikke ind i et finansieringshul for de kommende generationer.
indregner Finansministeriet, at lønningerne i det offentlige kan stige i takt med lønningerne i det private – på trods af
For det første
lavere produktivitetsfremgang.
For det andet er det indregnet, at det offentlige forbrug af varer kan følge med den generelle velstandsfremgang. Det betyder, at der er råd til at lade forbruget følge med, når der for eksempel udvikles nye og dyrere behandlingsmetoder i sundhedsvaesenet, eller når skoleundervisningen rykker fra tavlekridt til tablets.
For det tredje er det indregnet, at befolkningstallet vokser, og at en stigende andel vil vaere aeldre
og plejekraevende i de kommende årtier.
Bundlinjen er, at de offentlige finanser er overholdbare, selv når alle de ovenstående faktorer er regnet ind. Vi har altså råd til vores velfaerdsmodel – også i fremtiden. Det er nemlig ikke blot udgifterne til velfaerd, der stiger, i takt med at vi bliver rigere. Det gør skatteindtaegterne også.
Når de to KL-formaend oplever, at det er svaerere for kommunerne at leve op til borgernes forventninger i dag end i 2010, skyldes det ikke Baumol-problemet. Kommunernes problem er snarere, at man ikke har daekket udgiftsbehovet i denne periode. Derfor har borgere – og borgmestre – oplevet velfaerdsforringelser. Siden 2010 er kommunerne blevet underfinansieret med 28,5 mia. kr. i forhold til det neutrale udgiftsbehov, som Finansministeriet har opgjort. Det er altså ikke Finansministeriet, der har regnet udgiftsbehovet galt, men politikerne, der ikke har fulgt det. Det er selvsagt noget, der kan maerkes i de kommunale budgetter.
Også Damm og Bundsgaards bekymringer om voksende brug af private forsikringer er staerkt overdrevne.
Selvom flere danskere for eksempel har fået en privat sundhedsforsikring det seneste årti, så viste Finansministeriet for nylig, at disse forsikringer kun finansierer omkring 2 pct. af sundhedsvaesenet. Et tal, som ikke har rykket sig siden 2010. I øvrigt er det vigtigt at bemaerke, at disse forsikringer i stor udstraekning finansierer en raekke tjenester, som der er brugerbetaling på (for eksempel tandpleje, fysioterapi og psykologbehandling).
Der er dog én central forudsaetning i Finansministeriets beregninger, som er afgørende for, at vi har råd til velfaerden i fremtiden: at skattetrykket holdes uaendret.
er blevet økonomisk udsultet de seneste år, skyldes det netop, at man aktivt har valgt at bruge pengene på at lempe skatterne i stedet for velfaerd. Den udvikling kan ikke fortsaette, hvis vi vil sikre et velfaerdssamfund til de naeste generationer.