Anders Winnerskjold, det her kan du ikke vaere bekendt
Aarhus Byråd har vedtaget besparelser, der skal traede i kraft i 2025. I Bofaelleskabet Skovhøj er der udsigt til nedsat tryghed, større ensomhed, forvirring, og manglende støtte. Det er ikke til at holde ud at taenke på.
Torsdag den 18. januar var jeg til møde i Bofaellesskabet Skovhøj, hvor min datter på 39 år bor på 15. år.
Temaet var besparelser: Der skal spares 2,8 mio. kr. i de seks lette bofaellesskaber i Aarhus Kommune vedtaget af et enigt byråd, får vi at vide ved mødet. Dette skal traede i kraft i 2025.
Vi, pårørende og beboere, fik en time til at komme med input til en analyse, som socialrådmand Anders Winnerskjold (S) har ønsket, hvor alle skal høres.
Flot tanke at høre alle, men gad vide, hvad det mon fører til? Det er ikke let at pynte på en besparelse på 2,8 mio. kr. fordelt på bare seks bofaellesskaber. Det vil jo få konsekvenser, det kan ikke gøres uden.
Konsekvenserne af tidligere besparelser er allerede – og vil i større grad blive – ringere livskvalitet, sundhed, faellesskab, glaede, oplevelser m.m. Alt det, der driver livet og giver mening for beboerne i bofaellesskaberne.
Realistisk kommer det vel til at svare til, at der mindst skal spares en paedagog i hvert bofaellesskab eller måske lukkes et helt bofaellesskab, hvem ved?
Lige nu har byrådet og Anders Winnerskjold fået spredt uvisheden, utrygheden og angsten for, hvad det vil gøre ved livet som beboer. Nu skal beboerne så leve med mange ubesvarede spørgsmål hvor laenge? Måske det naeste år?
Det er svaert at gengive, hvad der skete på mødet, men der var rift om at få ordet. Det gjaldt både beboerne og de pårørende.
Det, som kom frem, var så massivt hjerteskaerende, at det nok ikke kan gengives. I skulle have vaeret der, Anders Winnerskjold og alle byrødder, som har stemt for denne besparelse.
Mange beboere gav sig til kende, og de havde forberedt sig. Der blev peget på, hvilken effekt tidligere besparelser havde haft på deres liv i bofaellesskabet:
Nedsat tryghed, større ensomhed, forvirring, ikke altid at kunne få den støtte, man har brug for, da personalet går tidligere hjem og/eller ikke er der i weekender og på helligdage. Afskaffelse af faelles ture og ferier, faerre faellesspisninger. I det hele taget nedsat glaede og livskvalitet, ensomhed. Alle gav udtryk for ikke at kunne baere, at der skulle spares igen. Der blev graedt. Hvad bliver der tilbage af mit liv?
gav sig til kende. Vi oplever, at vores voksne børn og for nogles vedkommende bror eller søster bruger os mere og mere. Det er os, der tager over, når der er problemer, og der ikke er personale, når der er uforudsete ting eller nedtrykthed og ensomhed, når livet ikke kan overskues alene. Sådan var det ikke tidligere.
Vores børn, søstre eller brødre er flyttet hjemmefra for 10, 15, 20 år siden. De har vaeret glade og haft deres eget liv. Men efterhånden som besparelserne er kommet, er vi igen blevet ”foraeldre”. Vi må traede til i mange situationer, vaere til rådighed, er nødt til at sikre os, at vi kan kontaktes når som helst. Vi har fået den foraeldreopgave tilbage, som vi har båret gennem vores handicappede barns barndom, med alt hvad det indebaerer. Men vi er blevet 10, 15, 20 år aeldre, nogle er over 80 år. Vi har svaert ved at se os ud af dette, hvor gerne vi end ville.
Det er ikke vaerdigt for vores børn, brødre, søstre.
Også mange pårørende
og Aarhus Byråd. Mon I har gjort jer klart, hvad det er, I sparer på? Ved I overhovedet, hvordan det er at leve med et udviklingshandicap? For borgeren selv? For familien? Hvor mange af jer har besøgt og talt med disse borgere? Det skulle I prøve.
Det er allerede svaert at få livet til at haenge sammen i bofaellesskaberne, der har allerede vaeret sparet meget. De lette bofaellesskaber er ikke så lette endda. De bebos af borgere, som har brug for daglig støtte i hverdagen i form af trygheden ved at have et faellesskab.
I sparer på menneskers vilkår og muligheder for at kunne vaere selvbestemmende i eget liv.
I beder faktisk mennesker, som er udviklingshandicappede, om lige at tage sig lidt mere sammen, lige at kunne lidt mere selv, lige at have brug for mindre støtte.
Kaere Anders Winnerskjold
Tror I, at deres hjerner pludselig får større kapacitet, fordi der skaeres og spares? Tror I, at de så kan mere? Eller hvordan forestiller I jer, at disse menneskers liv skal se ud? Hvordan forestiller I jer, at de skal kunne tackle det? Hvem skal hjaelpe dem med dette?
Det, I gør nu, kommer til at praege beboernes liv i bofaellesskaberne negativt hver eneste dag, ikke bare en gang imellem. Er det virkelig jeres alvor?
Det kan I simpelthen ikke vaere bekendt.