Der er Putin og så alle de andre i nøje iscenesat russisk valgkamp
Modkandidater med bare det mindste bid er forment adgang til Ruslands praesidentvalg, hvor en håndfuld svage opponenter skal illudere konkurrenter til Vladimir Putin.
Jekaterina Duntsovas karriere som russisk praesidentkandidat var kort, men opsigtsvaekkende.
Den 40-årige tv-journalist fra Tver-regionen 180 km nordvest for Moskva lancerede i november sit kandidatur til det kommende russiske praesidentvalg.
Med et program, der kraevede fred i Ukraine og hjemlige reformer, vakte den velformulerede Duntsova hurtigt opmaerksomhed, selvom hun ikke var bredt kendt i den russiske offentlighed, og tusinder flokkedes for at støtte hendes kandidatur.
Det varede dog ikke laenge, før myndighederne fik faerten af, at hun kunne vaere en uvelkommen fredsforstyrrer i forhold til den siddende praesidents planlagte triumftog, så allerede i december bremsede den Kreml-loyale centrale valgkommission Duntsovas kandidatur.
»Med denne politiske beslutning er vi blevet frarøvet muligheden for at have vores egen repraesentant og udtrykke synspunkter, der adskiller sig fra den officielle aggressive linje,« skrev Jekaterina Duntsova på det sociale medie Telegram, efter hun var blevet diskvalificeret af myndighederne.
Episoden understreger, at praesidentvalget, der afholdes i marts, ikke kan forventes at blive frit og fair.
Manuskriptet til årets udgave af Ruslands valg er for laengst skrevet: »Kremls politiske funktionaerer har laenge vidst, hvad de ønsker sig fra praesidentvalget i 2024: en rekorddeltagelse, og at praesident Vladimir Putin skal have den største andel af stemmerne nogen sinde,« skrev Andrej Pertsev, en uafhaengig russisk kommentator hos taenketanken Carnegie.
Det er en paent ambitiøs målsaetning, man har sat sig. Ved det seneste praesidentvalg i 2018 var valgdeltagelsen officielt 67,5 pct., og Putin vandt angiveligt ca. 77 pct. af stemmerne. Men Kreml satser på, at en blanding af massiv statslig propaganda og egentlig valgsvindel igen vil producere det ønskede udfald.
Magtesløse liberale
Man har gjort opgaven en del lettere for sig selv ved at tillade elektronisk afstemning og ved at straekke valghandlingen ud over tre dage, fra den 15. til den 17. marts, hvilket øger muligheden for at manipulere med resultaterne.
Det hjaelper også, at man på forhånd har kørt alle seriøse modkandidater blandt både liberale, nationalister og kommunister af banen.
Oppositionslederen Aleksej Navalnyj, den eneste russiske politiker med format og opbakning til reelt at udfordre Putin, sidder i en fangelejr nord for polarcirklen og afsoner en årelang dom for sin politiske virksomhed.
Andre kritiske stemmer fra både højre- og venstrefløjen i russisk politik er ligeledes bag tremmer eller i eksil.
Nogle liberale samler i disse dage underskrifter til fordel for en opstilling af Boris Nadezjdin, et fhv. medlem af Statsdumaen, der tidligere både har repraesenteret oppositionelle og Kreml-loyale kraefter, mens andre argumenterer for en boykot af valget.
Skulle Nadezjdin i modsaetning til Duntsova slippe gennem Kremls nåleøje, vil han have dårligere odds end nogen anden tidligere oppositionskandidat.
Ved valget i 2018 var der stadig udstrakt ytrings- og forsamlingsfrihed i Rusland, og en raekke oppositionsmedier gjorde det muligt i noget omfang at sprede synspunkter, der var kritiske over for Putin. Alligevel fik feltets mest prominente liberale kandidat, Ksenia Sobtjak, som på forhånd var blevet målt og vejet i Kreml, under 2 pct. af stemmerne.
Putins sløje rolleliste
For Kreml har det fortsat høj prioritet at opretholde fiktionen om en konkurrencebetonet valghandling, da det styrker Putins legitimitet. Men det er svaert at haevde, at der er tale om et valg, hvis der ikke figurerer modkandidater af bare nogenlunde statur.
Indtil videre ser feltet usaedvanlig sløjt ud – selv efter moderne russiske standarder.
Lederen af Kommunistpartiet, Gennadij Zjuganov, der har kandideret ved fire praesidentvalg siden 1996, har denne gang sagt nej tak til fornøjelsen, og partiet, der formelt er Ruslands største oppositionsparti, stiller i stedet med landbrugspolitikeren Nikolaj Kharitonov, der allerede prøvede lykken i 2004.
Den 75-årige Kharitonov, der hører til på partiets mest moderate og følgagtige fløj, er som kandidat betragtet håbløst ukarismatisk.
Han har endda lovet ikke at kritisere praesidenten under valgkampen: »Hvad skulle jeg kritisere ham for? Han svarer for sine resultater i arbejdet. Hvorfor skulle jeg kritisere ham? Jeg er ikke den, der kritiserer kolleger,« sagde Kharitonov til russiske journalister for nylig.
Kandidaten for det naeststørste oppositionsparti, det nationalistiske Ruslands Liberal-Demokratiske Parti (LDPR), Leonid Slutskij, er i den brede offentlighed primaert kendt – eller berygtet – for, at flere kvindelige journalister i det russiske parlament i 2018 anklagede ham for seksuel chikane.
Slutskij overtog tjansen som partiformand i 2022, da partiets flamboyante grundlaegger, Vladimir Zjirinovskij, døde, men han har haft svaert ved at løfte arven – selvom han ved mindst én lejlighed har optrådt offentligt sammen med en Zjirinovskij-avatar genereret med kunstig intelligens.
»Han har ingenting, som han kan bruge uafhaengigt. I den forstand er han helt afhaengig af Kreml, mere end han var af Zjirinovskij,« sagde den politiske analytiker Nikolaj Petrov til eksilmediet Novaja Gazeta.
Med så ringe en besaetning af birollerne er Kreml måske sig egen vaerste modstander under det forestående valg, konstaterer Andrej Pertsev: »Putins modstanderes ringe kaliber devaluerer alle anstrengelser og kan endda kaste en skygge over hans uundgåelige sejr. Hele processen risikerer at ligne en farce.«