Netanyahu trodser Biden og splitter sit eget krigskabinet for at redde sit eget politiske skind
Med 24 draebte led Israels haer mandag det højeste tab på en enkelt dag siden invasionen af Gaza begyndte. Det øger presset på Netanyahu, som har lagt sig ud med både allierede og sit eget krigskabinet. Den israelske premierminister har sine egne egoistis
Det er ikke svaert at forstå, hvis USA’s praesident, Joe Biden, er frustreret over Israels premierminister, Benjamin Netanyahu. Eller hvorfor Israels udenrigsminister, Yisrael Katz, fik en kold skulder fra sine EU-kolleger i Bruxelles mandag.
Biden var en af de første udenlandske ledere, der dukkede op i Tel Aviv efter Hamas-angrebet den 7. oktober. Allerede i lufthavnen gav han Netanyahu en varm omfavnelse, selvom de to maend laenge har haft et anstrengt forhold til hinanden, og gav basalt set grønt lys til Israels militaeroffensiv i Gaza for at destruere Hamas. Mange europaeiske ledere har gjort det samme.
Siden har USA også støttet med ekstra våbenhjaelp for milliarder og holdt hånden over Israel i FN’s Sikkerhedsråd, mens krigen i Gaza er blevet stadig mere upopulaer globalt og i praesidentens eget demokratiske bagland.
Men Netanyahu føler ikke, at han skylder nogen noget.
Han har sagt nej til et amerikansk modkrav om israelsk støtte til at indlede trovaerdige forhandlinger om oprettelse af en palaestinensisk stat. USA mener, at det vil bane vejen for en mere langsigtet løsning, der kan ske med opbakning fra Europa og den arabiske verden og punktere fortaellingen fra Hamas, Hizbollah og andre Iran-støttede grupper om, at Israels brutale offensiv handler om haevn og en generobring af enklaven. Saudi-Arabien har signaleret, at det parallelt er villig til at normalisere sit forhold til Israel.
Men Netanyahu har i stedet sat en fed streg under sit nej. I en tv-transmitteret pressebriefing portraetterede han sig i sidste uge som den eneste israelske politiker, der er staerk nok til at saette sig op mod USA’s forsøg på at tvinge Israel til at gå med til at gøre Gaza til en del af en palaestinensisk stat sammen med den besatte Vestbred.
»En premierminister skal vaere i stand til at sige nej til sine venner,« meddelte han.
Netanyahu står ikke alene
Netanyahu har sine egne egoistiske grunde til at vaere så kontant. Hans regeringskoalition er afhaengig af støtte fra partier på Israels ekstreme højrefløj, som er fortalere for at masseudvise palaestinensere fra Gaza og etablere nye israelske bosaettelser. Et ja til forhandlinger om en tostatsløsning vil få hans regering til at kollapse, og Netanyahu vil miste sit job, som også beskytter ham fra faengsel, hvis han bliver dømt skyldig i en igangvaerende korruptionssag. Det har fået iagttagere til at beskylde Netanyahu for at prioritere egne interesser over alt andet.
Netanyahu står dog ikke alene med sin modstand. Mange israelere ser Hamasangrebet den 7. oktober som en konsekvens af, at Israel trak sig fra Gaza i 2005. Davaerende premierminister Ariel Sharon fremlagde det selv som en test af, om et palaestinensisk styre med tiden kunne blive udvidet til at omfatte Vestbredden. Det gik vaerre, end nogen havde kunnet forestillet sig, og det gør det urealistisk overhovedet at tale om en tostatsløsning netop nu, skriver Alon Pinkas, en tidligere diplomat og klummeskribent for den israelske avis Haaretz.
Det ses på meningsmålingerne. Allerede inden angrebet, hvor Hamas draebte 1.200 og tog 240 som gidsler, troede kun 35 pct. af israelerne på et scenarie med to stater i fredelig sameksistens.
I mange andre lande ses konflikten i en anden kontekst. Den er vokset ud af 1990’ernes kollapsede fredsproces. Den blev for alvor sat helt i stå, da Hamas i 2006 fik kontrollen i Gaza, men skiftende regeringer under Netanyahu har bidraget med en sikkerhedsdoktrin om, at konflikten kunne fastholdes på et lavt intensitetsniveau og håndteres uden at gøre mere. Det efterlod mange palaestinensere uden håb og uden økonomiske muligheder.
Et ja til forhandlinger om en tostatsløsning vil få hans regering til at kollapse, og Netanyahu vil miste sit job, som også beskytter ham fra faengsel, hvis han bliver dømt skyldig i en igangvaerende korruptionssag.
Spraekker i krigskabinettet
Problemet er, at mens Netanyahu afviser idéen om en tostatsløsning, fremlaegger han ingen alternativer. Han er kun kommet med overordnede udmeldinger, men ingen detaljerede planer: Israel skal fastholde sikkerhedskontrollen på både Vestbredden, i Israel og Gaza. Målet med offensiven i enklaven er at smadre Hamas, så gruppen aldrig igen kan udgøre en trussel mod Israel.
Krigsindsatsen går imidlertid dårligt og vurderes at vil tage mange måneder endnu. Efter mere end tre måneders kampe fortsaetter Hamas med dagligt at affyre raketter mod Israel, og det
israelske forsvar (IDF) estimeres ifølge amerikanske efterretninger ”kun” at have draebt op mod 6.000 Hamasmilitser svarende til omkring en femtedel af gruppens styrker. IDF saetter selv tallet til omkring 9.000. Mandag blev 24 israelske soldater draebt - det højeste tabstal på en dag siden offensiven begyndte.
Netanyahu har insisteret på, at et militaert pres er den eneste måde at sikre frigivelsen af de sidste over 100 gidsler på. Men det er ikke sket, og det har udløst voksende modstand mod Netanyahu, øget spekulationerne om et nyvalg i 2024 og skabt spraekker i hans krigskabinet. I sidste uge beskyldte Gadi Eisenkot, en tidligere topgeneral og nu minister, premierministeren for at stikke israelerne blår i øjnene:
»Jeg tror, at vi er nødt til at indse, at det er umuligt at få gidslerne tilbage i live i naer fremtid uden en aftale,« sagde han.
Ifølge amerikanske medier har Israel siden foreslået en våbenhvile på to måneder, mod at alle de resterende gidsler frigives.
I mellemtiden vokser dødstallet i Gaza, der ifølge de Hamas-kontrollerede myndigheder har rundet over 25.000.
Det puster til uroen i regionen og støtten til de Iranstøttede grupper. Det har også isoleret Israel internationalt mere end nogensinde og bidrager til usikkerheden om, hvad der skal ske i Gaza bagefter. For uden forhandlinger om en palaestinensisk stat vil arabiske lande ikke betale for at genopbygge. Men Israel har dårligt selv råd, og det kan meget vel traekke krisen i langdrag og puste til støtten til ekstreme grupper.
Så hvad skal der så ske? Raphael S. Cohen, programdirektør ved den amerikanske taenketank Rand, citerer Israels praesident, Isaac Herzog, der på det netop overståede økonomiske topmøde i Davos sagde, at den gennemsnitlige israeler ønsker at vide, hvordan hans sikkerhed i fremtiden kan garanteres.
»Måske er vejen frem at begynde med noget mindre. Herzogs udlaegning er et hint om, hvor man skal tage fat først,« skriver han.