Er der en plan for den kollektive trafiks overlevelse?
»Toget ankommer om få minutter.« Jo tak. Men har vi råd? Forleden blev det 10 pct. dyrere at benytte den kollektive trafik, og der blev dermed lejlighed til at føje endnu et begraedeligt kapitel til undergangsfortaellingen om den kollektive trafik i Danmark. For er det ikke takstforhøjelser, er det lukning af busruter i landdistrikterne, indsaettelse af togbusser på grund af nye sporarbejder – eller bare blade på skinnerne, der gør det umuligt for DSB’s aldrende vognpark at komme frem.
Den kollektive trafik er blevet en ansigtsløs prügelknabe, hvor det er blevet en folkesport at gøre sig lystig over noget, som vi i samme åndedrag bedyrer, at det er vaesentligt for os alle at have i naerheden. Takstforhøjelserne kommer denne gang som et forsinket minde om inflationen i Ukrainekrigens første år, hvor trafikselskabernes øgede udgifter dengang først rammer brugerne nu takket vaere et maerkvaerdigt afregningssystem. Men den hovedrystende reaktion fra danskerne stikker dybere end en 50’er mere for en billet til København. For den kollektive trafik kaemper noget, der minder om en dødskamp, de steder, hvor en bus eller et tog kan betyde forskellen for et mindre bysamfunds fortsatte eksistens. Hvis bussen – der mange steder i realiteten er skolebus med en morgenog eftermiddagsafgang – forsvinder, skal børnene køres i skole. Hver dag. Og hvis den forsvinder, kan den sidste køreplan passende ligge lit de parade på den lokale kirkegård sammen med skiltet fra den lukkede købmand og lågen til skolen, der også er vaek.
Hvis luften lukkes endegyldigt ud af den kollektive trafik i udkantsområderne – forbløffende få kilometer uden for de større byer – fjerner man incitamentet for at flytte til området. Husene bliver umulige at saelge – og man kan i forvejen dårligt nok låne til at købe dem på grund af et uhensigtsmaessigt postnummer. Det er med andre ord den rene jammer og undergang uden ende.
Men virkeligheden er også, at faerre bruger den kollektive trafik i disse områder. Det er ikke et sjaeldent syn at se en stor rutebil køre mere end halvtom forbi. Og det er ikke kun de høje prisers skyld.
Den kollektive trafik er blevet en kolos på lerfødder i de tyndere befolkede egne, og alternativer som flex-taxa har aldrig for alvor slået igennem som et brugbart alternativ. Alternativet er kun bilen. Situationen for den kollektive trafik tegner endnu en brudflade mellem land og by.
Hvor man uden for byerne kigger laengere og laengere efter en bus, kan det stadig bringe en københavner i lettere affekt, hvis bussen eller metroen går fra 5- til 10-minutters drift. I hovedstadsområdet er der efterhånden et taetmasket metronet til at supplere S-tog og busser.
Hvilket også saetter en tyk streg under, at kollektiv trafik først og fremmest er en rigtig god idé, når der er passagerer nok. Ikke engang i Danmarks naeststørste by skønner man, at en yderligere udbygning af letbanen kan betale sig.
Med det resultat, at Aarhus nu har en kollektiv trafik-torso, som efterhånden vinder flere og flere passagerer, selv om rygtet har vaeret blakket, og ruterne kun daekker en del af kommunen.
Den kollektive trafik kaemper noget, der minder om en dødskamp, de steder, hvor en bus eller et tog kan betyde forskellen for et mindre bysamfunds fortsatte eksistens.
det endeløse lapperi af den kollektive trafik, der har vaeret løsningen gennem snart mange år, er der brug for, at politikerne saetter sig ned og finder ud af, hvad de egentlig vil med tog og busser i Danmark. Den kollektive trafik er vital for sammenhaengskraften. Endnu.
Vil man have, at det fortsat skal vaere sådan? Eller vil man sende endnu flere hen til bilforhandlerne?