Skulle jeg vaere udvandret, fordi imamen havde det tørklaede på? Nej, kirken er ingen politisk arena

Jeg var til festgudstjenesten i søndags i Aarhus Domkirke. En gudstjeneste, der blev holdt i anledning af tronskiftet og kong Frederik X’s udråbelse som Danmarks konge.

Gudstjenesten var en evangeliskluthersk gudstjeneste uden staffage, men med stor musik, fremragende og naervaerende praediken af Aarhus’ biskop og mange indbudte gaester.

lige i naerheden af den nu meget omtalte imam fra Aarhus. Jeg bemaerkede ham kort siddende sammen med metodistkirkens gode biskop og også formanden for Det jødiske samfund. Godt de var med, taenkte jeg, men ellers bemaerkede jeg ikke noget.

Bagefter har der vaeret vild debat, for imamen bar et tørklaede med ordene ”Free Palestine” og et billede, der ikke levnede meget plads til Israel.

Jeg sad i koret

at det var da upassende, men der er så meget, der er upassende. Jeg har vaeret

Min første tanke var,

praest i mange år og har virkelig set meget, bl.a. folk, der er mødt op med T-shirts med politiske budskaber til dåbsgudstjenester og begravelser. Tit har jeg taenkt på den reformatoriske biskop Peder Palladius, der skriver i sin berømt visitatsbog, at folk skal ikke rejse sig op i kirkebaenkene og vise praesten deres bare. Og så har jeg taenkt, at der er vi da ikke endnu.

For påklaedning er en del af tilvaerelsen. Hvis folk har stået foran spejlet om morgenen i en T-shirt med vild påskrift og taenkt: ”Det sidder lige i skabet!” Så skal jeg da ikke blande mig i deres påklaedning.

er et frit rum, og i kirkerummet har vi ingen påklaedningsregler. Man kan sagtens synes, at tøjet er upassende, men det hører også under almindelig høflighed ikke at påtale det.

Således så jeg også på imamens tørklaede. Hvis han havde hevet et skilt frem med sit politiske budskab under gudstjenesten, havde vi haft en anden sag. Så havde det vaeret forstyrrende for gudstjenesten, og det måtte påtales. Her var det bare malplaceret, men inden for rammerne af, hvad vi ellers oplever i kirkerummet.

Jeg taenkte dog, da jeg så billedet fra kirken i medierne, at det var lidt saerligt, at der, hvor imamen

Folkekirken

havde et politisk budskab, der havde jeg et kors. Korset er jo netop udtryk for, at man ikke kan drive religiøs politik.

Jeg er helt med på, at der gennem historien er drevet politik i religionens navn, og at det stadig finder sted i dag, men man kan altså ikke drive politik på et kors, der lukker for ethvert absolut synspunkt og tvinger os til at dele os efter anskuelse ude på torvet.

For korset kaster os tilbage på det menneskelige, hvor vi ikke kan have absolut ret, men er nødt til at mødes med de andre i en samtale om, hvad vi vil og kan. For korset er jo ophør af absolut straeben, hvilket der kunne skrives meget om, men her blot bemaerkes, at kristendom ved dette adskiller tro og politik, og der skal ikke tales politik fra praedikestolen, men nåde og tilgivelse over alle os, der forsøger at leve dette besvaerlige liv.

At tale politik fra praedikestolen placerer jo nogen på den rigtige og andre på den forkerte side, og lige der er vi alle lige under korset.

på Facebook spurgte mig, hvorfor jeg ikke forlod kirken, da jeg så budskabet.

Nu opdagede jeg det som sagt ikke, men modspørgsmålet skulle vel vaere: Skulle jeg forlade kirken, hver gang et budskab på en T-shirt gik mig imod? Det ville hurtigt efterlade kirken som en politisk kampplads. I stedet skal vi da blive og forkynde det glaedelige budskab, at vi trods alle vores forskelle står under Guds nåde. Det relativerer på alle politiske budskaber, men det er faktisk pointen.

En tastaturkriger

Cand.theol., biskop over Aalborg Stift

Det var en smuk og meget opløftende gudstjeneste. Ordet blev forkyndt tvaers gennem alle holdninger og meninger. Vi står alle under nåde og tilgivelse, lige fra konge til imam. Det er jeg egentlig ret glad for. Spørgsmålet er, om vi helt til bunds forstår, hvad det egentlig betyder – også for politiske slogans og budskaber?