Paris-afstemt lobbyisme er det nye grønt
Byggebranchen beskrives ofte som reaktionaer, også når det kommer til grøn omstilling. Men visionaere aktører er fundet sammen om at insistere på hårdere lovgivning af sig selv.
Vi er vant til at taenke brancher og virksomheder som nogen, der helst vil vaere fri for politisk indblanding. I hvert fald hvis den indblanding kommer i form af lovstramninger, afgifter og andre begraensninger på den frie, forretningsmaessige udfoldelse.
Den traditionelle arbejdsdeling er ellers logisk: Virksomheder er sat i verden for at drive indtjening til deres ejere, og i den forbindelse skabe arbejdspladser, innovation og produkter, til alles bedste. Lovgiverne har til gengaeld til opgave at sikre, at firmaer ikke agerer på en måde, der forårsager skade på det omkringliggende samfund, på kort og langt sigt.
Men hvad nu, hvis lovgiverne ikke ved egen kraft er sig opgaven voksen og f.eks. nøler med at definere de rammer, der sikrer at CO2eudledningerne holder sig inden for Parisaftalens krav?
Umiddelbart ville man taenke, at resultatet var lettede virksomheder, som dermed kunne få lov til at gøre, som de altid havde gjort og overlade den grønne omstilling til ”nogle andre”.
Det er imidlertid ikke tingenes tilstand i store dele af byggebranchen. Flere end 500 danske entreprenører, materialeproducenter, arkitekter og bygherrer har med hjaelp fra Villum Fonden og Realdania fundet sammen under overskriften ”Reduction Roadmap” (RR).
Ved at regne baglaens er de kommet frem til, at der er et stort gab i mellem hvor grønt byggeriet er nødt til at blive, og hvad der kraeves fra politisk side. Første milepael er 2025, hvor RR, kommer frem til, at vi skal kunne nøjes med 5,8 kg CO2e pr. kvadratmeter pr. år for nybyggeri, hvis vi skal holde os inden for de planetaere graenser. I dag ligger vi i
Danmark gennemsnitligt på 9,5 kg. pr. m2, og lovgivningskravet i 2025 ligger på
10 kg – altså betydeligt under hvad Parisaftalen kraever.
Så lovgivningen skal strammes gevaldigt, er kravet i RR’s lobbykampagne. Tunge spillere som FLSmidth, Cowi, Dansk Erhverv og Københavns Kommune er med.
Udover den positive klimagevinst ville en stramning give forretningsmening for de mange medinitiativtagere. Ved skrappere krav får innovative materialeproducenter sikkerhed for, at der vil vaere et aftagermarked, hvis de investerer i f.eks. udvikling af alternativer til eksisterende byggematerialer.
De store ingeniørfirmaer, som ofte har oplevet manglende betalingsvillighed hos kunderne, får slagkraftige argumenter for, at der skal taenkes nyt. Arkitektfirmaerne får adkomst til at foreslå projekter med nye måder at gøre tingene på, og derved bliver deres grundydelse endnu mere vaerdiskabende.
er også, at skrappe (og ensartede) krav på hjemmemarkedet kan oversaettes til international konkurrencekraft. Store bygherrer som pensionskasser og kommuner vil stimulere det marked, som er en forudsaetning for at de kan nå deres egne klimamålsaetninger.
Som forventet kritiseres RR fra nogle sider for at vaere for ambitiøst, fra andre for at vaere det modsatte. Men under alle omstaendigheder er det nytaenkning, at virksomheder samles om at udnytte deres politiske indflydelse til at lobby for den grøn omstilling.
Det er mere normalt at man finder sammen om at forhale eller endda modarbejde klimaambitiøs politik. Eller underskriver flotte, men uforpligtende hensigtserklaeringer, for derefter at
Håbet for leverandørerne
KOMMENTAR gå tilbage til ”som vi plejer”, mens man venter på at kunderne efterspørger noget andet af helt egen kraft.
Det er nytaenkning, at virksomheder samles om at udnytte deres politiske indflydelse til at lobby for den grøn omstilling. CHRISTIAN SPARREVOHN
brancher lod sig inspirere. Hvad ville vaere graensevaerdierne, hvis f.eks. de førende aktører i landbruget, modebranchen eller den tunge vejtransport lavede den samme analyse og advokerede for lovgivning, der faktisk sikrede, at deres brancher holdt sig inden for de planetaere graenser?
Hvad ville der ske hvis den finansielle sektor, kommunikationsbranchen eller sågar konsulenter (gulp!) udregnede hvad 1,5 grads-målsaetningen kraevede af deres forretningsmaessige beslutninger og derefter efterspurgte strammere regler for deres virke?
Dét har måske karakter af drømmerier i begyndelsen af 2024, så flygtige som nytårsforsaetter. Men de benhårde realiteter er, at de faerreste virksomheder kan eller vil kunne kombinere tilstraekkelig klimaambition med sund forretning, hvis ikke en ensartet lovgivning tilskynder det.
Der burde vaere rigelig motivation til at gentaenke branchefaellesskaber i nye og mere ambitiøse retninger. 2023 var som bekendt med laengder både det varmeste og vådeste år, vi har oplevet.