Ambitioner for borgere med handicap og økonomi kan godt gå hånd i hånd
Det er helt afgørende for mig at understrege, at ingen efterlades uden den støtte, de har brug for, når botilbud omlaegges. Den skal vi give. Og den giver vi.
Det gør indtryk på mig, når en mor her i JP Aarhus (d. 23. januar) giver udtryk for utryghed og frustration over den omlaegning på nogle af vores letteste botilbud til mennesker med handicap, som er en del af den samlede budgetaftale, der blev lavet for Aarhus i 2024. Jeg har fuld forståelse for, at man som pårørende oplever, at det er utrygt, når vi indleder en dialog om, hvordan tingene kan komme til at se anderledes ud på det område, hvor ens kaere lever og bor.
Og samtalen går forud for alt – det er netop årsagen til, at borgere, pårørende og interesseorganisationer bliver inviteret med til at forme den løsning, vi nu skal finde. Alternativet ville jo vaere, at jeg og mine politiske kolleger trak af på en beslutning og meddelte, at ”sådan bliver det”.
Sådan vil jeg ikke vaere rådmand. Det gør mig derfor noget aergerlig, at initiativet til inddragelse bliver oplevet som ”at leve med ubesvarede spørgsmål laenge” – det modsatte er sådan set tilfaeldet. Demokrati er ikke perfekt – men alternativet er vaerre.
samtalen, der får mig til tasterne her. For selvom jeg til fulde anerkender, at bekymringerne om det ukendte fylder, så er det både fagligt og – for mig menneskeligt – en grundlaeggende vaerdi, at vi tror på det enkelte menneske. På handicapområdet i Aarhus står vi i disse år staerkt på, at borgere skal støttes til at kunne mestre mest muligt selv.
Det betyder også, at vi gør ting på en anden måde end tidligere, fordi vi betragter borgere med handicap som mennesker med potentialer, der kan udvikles.
Vi insisterer på, at faellesskab ikke kun er noget, der er muligt med mennesker, der ligesom dig selv har et handicap. Vi skal holde fast i, at det store faellesskab også skal inkludere og rumme flere.
Det gaelder, når vi beder virksomhederne i Aarhus om at tage et
Det er også
ansvar for at skabe et arbejdsmarked med rummelighed. Når vi arbejder for et foreningsliv, som inkluderer og rummer mennesker, der sparker skaevt. Og det gaelder, når vi laver boligformer, hvor vi møder hinanden og lever sammen trods forskelligheder.
Alle aarhusianere skal have den støtte, som de har brug for og krav på. Måske ser den støtte anderledes ud i fremtiden, end den gør i dag. Mennesker udvikler sig. Og så skal de tilbud, vi har, naturligvis også gøre det. Men det er helt afgørende for mig at understrege, at ingen efterlades uden den støtte, de har brug for. Den skal vi give. Og den giver vi.
i beslutningen om, at vi laver aendringer i forhold til bofaellesskaberne for handicappede? Naturligvis. Det vil jeg hverken forklejne eller gemme vaek. Men noget kan godt vaere både fagligt rigtigt og menneskeligt vaerdifuldt, samtidig med at det er klog brug af socialområdets meget stramme økonomi.
For det er et faktum, der ikke kan ignoreres, at der er langt faerre penge på socialområdet, end der er aarhusianere med ønsker og behov. Og hvad gør man så?
Man lader i hvert fald ikke bare stå til.
Antallet af danskere og aarhusianere med brug for støtte og hjaelp spraenger år efter år alle kurver. Og økonomien følger ikke med. Ikke kun i Aarhus, men på tvaers af Danmark. Det er en bunden opgave, at vi finder de løsninger, der kan sikre, at de udsatte, de syge og de unge også i fremtiden gribes – for budgetterne kan ikke følge med stigningen i antallet af borgere med brug for hjaelp.
Laver vi ikke de kloge løsninger nu – i faellesskab med jer borgere
Er der økonomi
og pårørende – så er der til sidst ingen samtale at have. For så bliver det hårde økonomiske opbremsninger, statslige beslutninger og ufleksible krav. Det vil jeg gå langt for at undgå.
Det er et faktum, der ikke kan ignoreres, at der er langt faerre penge på socialområdet, end der er aarhusianere med ønsker og behov.
Jeg forstår, at det er utrygt at stå i, når man som borger eller pårørende får at vide, at de løsninger, vi har i dag, kan vaere nødvendige at justere for at finde de løsninger, der også kan rumme i morgen. Det skal vi blive ved med at kunne tale om.
Men jeg håber også, at I som aarhusianere, brugere og familier har lyst til at gå lidt ad vejen sammen med mig. Det er ikke en tur, vi selv har valgt, men når nu ruten er lagt, så skal vi finde en vej frem, hvor vi får alle med.