Kendelse fra FN-domstol mod Israel har betydning for hele verden
En dolk i hjertet på mange israelere, en sejr for palaestinenserne og en test af det internationale retssystem. Men intet er hugget i sten endnu.
Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) beordrede ikke en våbenhvile i Gaza.
Den tog heller ikke stilling til, om Israel har begået folkemord.
Men ved en høring fredag, som blev live-transmitteret til hele verden, ville FN’s højeste domstol heller ikke afvise anklagen og går derfor videre med den politisk eksplosive sag.
Det vil for mange israelere uden tvivl føles som en dolk i hjertet, men som en sejr for palaestinenserne, og det er en beslutning, som kan skabe bølger kloden rundt.
Den foreløbige kendelse, som vedrører en af de laengste og mest uløselige konflikter i verden, handlede udelukkende om, hvorvidt rettens 17 dommere fandt sagen begrundet. Da det var afgjort, tog de også stilling til, om de kunne støtte en anmodning fra Sydafrika, der har rejst sagen, om hasteforanstaltninger, mens retssagen kører. En endelig afgørelse ventes først at komme om flere år.
Men alene det faktum, at Den Internationale Domstol viste sig villig til at tvinge et vestligt støttet demokrati til at forsvare sig selv for en af de vaerste internationale forbrydelser, har givet globalt genlyd. For Israel og mange af dens allierede er anklagen grundløs og en skandale. Men for palaestinenserne og deres støtter er sagen en test af trovaerdigheden af det internationale system, som lande i det globale syd laenge har kritiseret for at have slagside imod dem.
En liste af krav til Israel
»Retten er meget opmaerksom på omfanget af den menneskelige tragedie, der udspiller sig i regionen, og er dybt bekymret for det fortsatte tab af menneskeliv,« sagde Joan Donoghue, domstolens amerikanske retspraesident, inden hun udpenslede rettens foreløbige krav til Israel.
Regeringen i Tel Aviv skal tage »alle tiltag, der står i landets magt« for at undgå folkedrab i Gaza. Den skal sikre, at soldater ikke begår folkedrabshandlinger og retsforfølge personer, der ytrer sig på en måde, som kan betragtes som en opfordring til folkedrab. Israel skal desuden forbedre den humanitaere situation i den lille kystenklave og forhindre, at bevismateriale, der er relevant for retssagen, bliver ødelagt.
Det mest vidtraekkende krav fra Sydafrika, om at Israel skulle stoppe kamphandlingerne, blev afvist.
Men uanset hvordan man vender og drejer det, er der tale om en syngende lussing til Israel og dens krigsindsats, der foreløbigt har draebt flere end 26.000 palaestinensere og drevet 85 pct. af Gazas 2,3 millioner indbyggere på flugt. Det øger det internationale pres mod premierminister Benjamin Netanyahu og hans regering for at stoppe offensiven eller i hvert fald gå mindre brutalt til vaerks.
Domstolens ordre, som blev støttet af et overvaeldende flertal af dommerne, er juridisk bindende. Men det er uklart, om Israel, der har insisteret på, at det kun har handlet i selvforsvar, vil følge dem. Der er ingen mekanisme til at tvinge israelerne til det.
Netanyahu sagde efter kendelsen, at Israels »opbakning til international lov er urokkelig«, men at den militaere kampagne vil fortsaette, mens Israel gør sit »yderste for at holde civile vaek fra fare«. Han kaldte samtidig anklagen »om folkedrab for ikke bare falsk, men skandaløs«.
Riyad al-Maliki, udenrigsminister for Det Palaestinensiske Selvstyre, fremhaevede til gengaeld kendelsen som et bevis på, at »intet land står over loven«, og kaldte det »et wakeupcall« for Israel. Fra Sydafrika portraetterede praesident Cyril Ramaphosa afgørelsen som »en milepael i det palaestinensiske folks søgen efter retfaerdighed«, mens medlemmer af hans regeringsparti fejrede det i en konferencesal ved at råbe »Befri! Befri! Palaestina!«.
Selvom ingen er blevet dømt endnu, kan sagen give Israel, der allerede er internationalt isoleret, problemer. Flere menneskeretsorganisationer som Amnesty International har med reference til kendelsen gentaget deres opfordringer til allierede af Israel om at stoppe våbeneksport til landet. USA, som traditionelt har holdt hånden over Israel i FN’s Sikkerhedsråd, vil blive udsat for endnu mere kritik.
Vanskeligt at bevise
De glade miner blandt Israels kritikere holder dog ikke nødvendigvis hele vejen til den endelige dom. Kendelsen siger intet om, hvor stor muligheden er for, at den israelske stat også bliver dømt, fortaeller Frederik Harhoff, tidligere dommer ved Den Internationale Domstol og nu professor emeritus ved Syddansk Universitet.
Ifølge ham er folkedrab vanskeligt at bevise, fordi det kraever, at et land har forsaet. Der skal med andre ord vaere sammenhaeng mellem, hvad der bliver sagt, hvad en regering vedtager, og hvad der rent faktisk sker på jorden. Det er en misforståelse at tro, at det kun handler om, at mange mennesker bliver draebt.
»I det her tilfaelde skal det bevises, at Israel havde til hensigt at udrydde eller fjerne de fleste palaestinensere fra Gaza.«
Sagen har provokeret mange israelere. Mange bløder stadig over Hamas-angrebet den 7. oktober, der var det største massemord på jøder siden Holocaust. 1.200 blev draebt, og 240 blev taget gidsler, hvoraf over 100 stadig er fanget i tunnelerne under Gaza. Men mens Israel fortsaetter kampen mod Hamas, er landet blevet anklaget under Folkemordskonventionen fra 1948, som blev vedtaget som respons på nazisternes udryddelse af seks millioner jøder.
Men ironisk var det ikke kun Israel og palaestinensere, som fredagens kendelse havde afgørende betydning for. Der stod også meget på spil for domstolen selv. En afvisning af sagen ville koste opbakning fra det globale syd og udløse beskyldninger om, at den holdt med Israel. Det kan også have spillet ind på udfaldet, selvom domstolens primaere interesse er at bevare sin position som en »nøgtern, objektiv, retfaerdig, international retsinstans«, fremhaever Frederik Harhoff.