Fortaellingen om Holocaust har mange ansigter. Den må ikke dø

»Det skete. Derfor kan det ske igen: Det er kernen i, hvad vi har at sige.« Primo Levis ord indrammer udstillingen i koncentrations- og udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau. Som vidnesbyrd. Som påmindelse.

Levi er som langt hovedparten af dem, der overlevede kz-lejrene, død. Hvert år på mindedagen for Holocaust er der faerre til at fortaelle historien. Desvaerre også flere, som ikke forstår den.

At fortaelle videre er en forpligtelse. Og fortaellingen handler ikke kun om, hvad der skete i gaskamrene i Auschwitz-Birkenau.

For at forstå Holocaust eller rettere for at forsøge at forstå det, som synes ubegribeligt og ufatteligt, så kunne rejsen i Europas erindring begynde med ”LTI –lingua Tertii Imperii, det tredje riges sprog” af Victor Klemperer, som registrerede, hvordan sproget aendrede sig og blev et spejl af nazismens ideologi.

Den kunne fortsaette til Nürnberg og et studie af de dagbøger og postkort, som glade deltagere i partikonventerne sendte hjem, eller af de ordrer, som jernbanens ansatte fulgte, når de blev bedt om at arrangere en saertransport. Eller ved at dykke ned i de 962 love, forskrifter og forordninger, som Det Jødiske Museum i Berlin har samlet, og som viser, hvordan jøders liv gradvist blev begraenset. Til Mauthausen, hvor lejrkommandantens fotoalbum er udstillet med al dets dokumentation af, at det, som vi i dag mindes og tager afstand fra, engang for nogle var dagligdag og rutine.

Fortaellingen om Holocaust har mange ansigter.

20 pct. af unge amerikanerne mellem 18 og 29 år mener, at Holocaust er en myte, fremgår det af en rundspørge, som The Economist/Yougov foretog i december 2023.

I Holland, hvor Anne Franks hus kan besigtiges i

Amsterdam, svarede over halvdelen af borgerne for et år siden, at efter deres opfattelse havde Holocaust ikke fundet sted i Holland. 23 pct. af de unge angav, at Holocaust enten ikke havde fundet sted, eller at det blev overdrevet.

I Tyskland viste en undersøgelse før jul, at 45 pct. af befolkningen ikke laengere vil tale så meget om jødeforfølgelser under nazismen.

Derfor, men ikke kun derfor, skal vi insistere på at tale og at fortaelle. Det skylder vi ofrene. Og det skylder vi den jødiske befolkning, som heller ikke i dag kan vide sig sikker. Det blev alle mindet om den 7. oktober, da Hamas kynisk og koldt gik til angreb på Israel.

Og for den, som ønskede, at Europas jøder derefter måtte blive mødt med solidaritet og varme, har virkeligheden vaeret nedslående: Overalt i Europa er der registreret flere antisemitiske haendelser. Beskrivelser af, hvad jøder må tåle i dagligdagen, er urovaekkende. Som den 13-årige pige i en dansk bus, der må overhøre, at en medpassager stiger af bussen, fordi han ikke vil køre sammen med jøder. Som det aegtepar, der bliver chikaneret på en tysk motorvej, fordi den ene baerer kippa.

Vi skal insistere på at tale og at fortaelle. Det skylder vi ofrene. Og det skylder vi den jødiske befolkning, som heller ikke i dag kan vide sig sikker.

Had mod jøder accepteres i den forstand, at det kollektive opråb udebliver. Ifølge den tyske organisation Rias findes det i alle grupper af samfundet: højreradikale, Holocaust-fornaegtere, Israel-hadere, islamister, på venstrefløjen, den politiske midte, kristne fundamentalister og ikke mindst i den store, ubekendte gruppe, som tegner sig for over halvdelen af de registrerede tilfaelde i Tyskland.

Kernen er, som Levi skrev, at Holocaust skete. At det kan ske igen. Derfor skal generation efter generation fortaelle historien. Det er en forpligtelse at forhindre en gentagelse.