Dronning Margrethe gik. Hvem bliver den naeste?
Den danske dronning brød sin hensigt og den danske tradition med at blive siddende som regent indtil døden. Vil f.eks. hendes jaevnaldrende nordiske kolleger foretage samme skridt?
Norges kong Harald V er netop blevet direkte spurgt af en journalist, om han vil følge dronning Margrethes eksempel og abdicere. Og han har endnu en gang afvist det.
Men hvis man tager udgangspunkt i Europas historie: Hvad er så egentlig sandsynligheden for, at andre monarker i Europa vil følge dronning Margrethes eksempel i de kommende år?
Hvis man ser på de to øvrige skandinaviske kongedømmer, Norge og Sverige, har man – ligesom i Danmark indtil for få dage siden – en lang tradition for ikke at abdicere. I Norge skal man helt tilbage til samme år som Danmark (1523) for at finde det seneste eksempel på en monark, der er holdt op med at vaere monark af en anden grund, end at vedkommende døde. Norge havde kongefaellesskab med Danmark fra 1380 til 1814, og Christian II er således nordmaendenes (såvel som danskernes) seneste eksempel. Hvis altså ikke man medregner den svenske konge Oscar II, som i kraft af personalunionen mellem Norge og Sverige fra 1814 til 1905 også var norsk konge frem til unionsopløsningen i 1905 og i den anledning måtte opgive den norske trone.
I Sverige er det seneste eksempel, da dronning Eleonora Ulrika abdicerede i 1720 og overlod tronen til sin mand. Svenskerne har således også en saerdeles lang tradition, der går over 300 år tilbage i tiden, for at monarken bliver siddende på tronen til sin død.
Når det gaelder Storbritannien, er dette også den generelle tradition. Dog abdicerede kong Edward VIII i 1936 af personlige grunde (hans valg af aegtefaelle). Men han er det eneste britiske eksempel i moderne tid.
I de øvrige tre af de i dag syv eksisterende
europaeiske kongedømmer, Holland, Belgien og Spanien, er historien en helt anden. Hele to belgiske konger er abdiceret i løbet af det 19. og det 20. århundrede. Dels af politiske, dels af personlige grunde.
Og i Holland er det ligefrem blevet en fast tradition at abdicere. Af Hollands i alt syv konger og regerende dronninger, siden den første konge satte sig på tronen i 1806 (indtil da havde man ikke haft betegnelsen konge i Holland), har ikke mindre end fem abdiceret.
Det interessante ved Holland og Belgien er, at abdikationstraditionen begge steder i høj grad begyndte som noget, der havde med forskellige indenrigs- og udenrigspolitiske konflikter at gøre. I Holland måtte den første konge (kejser
Napoleons bror, som kejseren havde indsat som lydkonge i landet) således abdicere pga. de forskellige politiske konflikter og omvaeltninger i forbindelse med Napoleonskrigene.
Den anden hollandske monark, der måtte abdicere, var kong Vilhelm I, der i 1840 måtte opgive tronen pga. sit ønske om at generobre Belgien (som havde løsrevet sig i 1830) med militaer magt. Et ønske, som ikke alle i de ledende kredse i Holland var enige med kongen i. Og senere måtte dronning Vilhelmina i 1948 abdicere på grund af kritik af hendes rolle i forbindelse med diskussionerne om og konflikterne i relation til en eventuel afvikling af Hollandsk Ostindien (Indonesien) som koloni.
For Belgiens vedkommende foregik
den første abdikation (i 1951) i forbindelse med, at kong Leopold III var upopulaer pga. sin rolle under Anden Verdenskrig.
vedkommende har store politiske, sociale og økonomiske uenigheder også mange gange i moderne tid vaeret afgørende for, hvornår kongerne er ”kommet og gået”.
Monarkiet blev således afskaffet og erstattet af en republik i 1873, indtil det blev genindført i forbindelse med en ny politisk omvaeltning i 1875. Og igen fra 1931 til 1975 var Spanien en republik (fra 1936/ 1939 til 1975 under diktatoren Francos ledelse), indtil den gamle kongeslaegt (Bourbon) kom tilbage på tronen med kong Juan Carlos’ indsaettelse som konge i 1975.
De forholdsvis mange nyere eksempler
For Spaniens
fra Holland, Belgien og Spanien på monarker, der er holdt op med at vaere monarker af andre grund, end at de er døde, kommer således oprindelig af en raekke store politiske, økonomiske og sociale modsaetninger i disse landes historie. Modsaetninger, som ikke i samme omfang fandtes i de noget mere homogene skandinaviske lande.
Men betyder det så, at det er helt utaenkeligt, at den norske og den svenske konge vil lade sig inspirere af dronning Margrethes nylige brud med den skandinaviske tradition?
Ja, den norske konge har jo som sagt netop afvist det igen. Mere interessant er det imidlertid med kong Carl XVI Gustaf i Sverige. Her bliver det afgørende for, hvad der sker i de kommende år, om kongen vil laegge mest vaegt på at holde fast i traditionen, eller om han – som dronning Margrethe – vil laegge mere vaegt på, at den stadigt højere levealder i Vesteuropa gør, at monarkerne generelt bliver aeldre og aeldre – og at tronfølgerne dermed også bliver det. Og at det er uhensigtsmaessigt, hvis tronfølgerne når alt for højt op i årene, inden de overtager tronen, da dette risikerer at svaekke indtrykket af en reelt saerlig stor fornyelse i forbindelse med tronskiftet.
Dertil kommer, at Carl XVI Gustaf i efteråret kunne fejre sit 50-års regeringsjubilaeum (ligesom dronning Margrethe i 2022), ligesom han for laengst har slået rekorden som den laengst siddende regent i Sveriges historie (ligesom dronning Margrethe i sommeren 2023). Samt at hans datter, kronprinsesse Victoria, i mange år har vaeret yderst populaer (og ifølge en del meningsmålinger mere populaer end sin far). Alt dette traekker i retning af, at kong Carl XVI Gustaf måske godt kunne finde på at følge dronning Margrethes eksempel. Måske ikke i år, men så måske om et par år eller lignende.
Men vi kan ikke vide det. Muligvis vil den svenske konge laegge mere vaegt på den mere end 300 år gamle svenske tradition med ikke at abdicere end på de øvrige faktorer, jeg har naevnt ovenfor. Og i det tilfaelde vil der sandsynligvis gå en del år, inden vi får et tronskiftet i vores svenske naboland.