Nordic Waste viser hullerne i lovgivningen
På miljøområdet har "fortidens synder" vaeret et gaengs udtryk. Men kan det virkelig passe, at vi også må lade nutidens synder gå fri på grund af utilstraekkelig lovgivning. Det ser desvaerre sådan ud.
Sagen om Nordisk Waste har givet anledning til mange spørgsmål og markante udmeldinger ikke mindst fra politisk hold.
Som advokat med mange års erfaring på området vil jeg i det følgende give mit bud nogle af de juridiske aspekter, og hvad de kan give anledning til af overvejelser i forhold til den fremtidige lovgivning.
Vi har en retlig grundmodel i Danmark, hvor aktiviteter, medmindre lovgivningen bestemmer andet, kan varetages i selvstaendige selskaber med begraenset ansvar. Dermed er defaultløsningen i dansk ret, at ejeren ikke haefter for selskabets aktiviteter. Hvis det skal vaere anderledes, kraever det saerskilt lovgivning.
Retligt set er Nordic Waste i sin gode ret til at undlade at skyde penge ind i selskabet og lade selskabet gå konkurs, inden selskabet har modtaget påbud om genopretning og sikkerhedsstillelse. Offentligretlige krav, der rejses mod selskabet efter konkurs, kan ikke gøres gaeldende mod selskabet eller dets ejer.
Selvom lovgivningen er indrettet sådan, at en ejer ikke juridisk haefter, aendrer det ikke ved, at samfundet helt berettiget kan have en opfattelse af, at ejeren burde betale, når ejeren nu har evnen. Hvorfor er det hr. og fru Jensen, der via f.eks. reduktion af offentlige ydelser skal samle regningen op?
Ejeren skal i forhold til de nye ESG-krav til regnskaber også overveje, hvad det betyder for regnskabsaflaeggelsen for koncernen, at regningen fra Nordic Waste ikke samles op.
Bliver det vanskeligt for ejeren at saelge varer, andre ydelser, få nye kontrakter og tiltraekke andre investorer? Det har givetvis også en indirekte pris for ejeren af Nordic Waste.
Jeg kender ikke de konkrete omstaendigheder omkring Randers Kommunes rolle i sagen. Men min erfaring med kommuner på miljøområdet er, at de forvalter lovgivningen inden for de rammer, som Folketinget fastlaegger i den lov, der bemyndiger kommunen til at traeffe afgørelse.
Det vil sige, at kommunen giver miljøgodkendelse med de vilkår, som er mulige inden for lovens rammer. Kommunen er ved vilkårsfastsaettelsen bundet af et proportionalitetsprincip og må dermed ikke fastsaette vilkår, der går videre, end formålet tilsiger.
Jeg har ikke grundlag for at vurdere, hvorvidt Randers Kommune har givet tilstraekkelige vilkår ved miljøgodkendelse af Nordic Waste.
Ligeledes har jeg ikke grundlag for at vurdere, om kommunen har ført tilstraekkeligt tilsyn med Nordic Waste.
Det, jeg imidlertid kan konstatere, er, at der ikke i den lovgivning, som Randers Kommune skal administrere på baggrund af, er krav om, at der skal stilles vilkår om f.eks. forsikring og forudgående sikkerhedsstillelse. Vilkår herom ville - selv hvis de var blevet stillet af kommunen – givetvis kunne påklages og erklaeres som vaerende uhjemlet eller uproportionale.
har jeg kunne konstatere, at politikerne har stået i kø for at udskamme ejeren bag Nordic Waste for manglende samfundssind.
Det kan jeg godt forstå, at en politiker gør som politiker, men måske mindre som minister. Der kan helt tydeligt spindes lidt politisk goodwill på sagen for politikerne.
Men det er jo sådan, at når man peger på andre, så peger tre fingre mod én selv.
Jeg mener, at ministrene som ministre bør overveje, om den lovgivning, der er lavet, og som ministrene fortsaetter med at tage initiativ til, er god nok, når det handler om at passe på miljøet og passe
På landsdaekkende tv
på de faellesøkonomiske ressourcer.
fornøjelsen af at lave advokatundersøgelse på bagkant af store miljøsager som f.eks. fyrvaerkeriulykken i Seest og nedgravningen af mink i forbindelse med covid-19. Hvad har så vaeret det gennemgående i forbindelse med de sager?
Det gennemgående i de sager har vaeret manglende klar og tydelig lovgivning, der kan håndhaeves af de myndigheder, der skal administrere den.
På miljøområdet har vi et begreb, der hedder ”fortidens synder”. Hermed menes, at man ikke kan gøre en virksomhed ansvarlig for f.eks. de miljøskader, som historisk er sket, fordi lovgivningen var en anden.
Tidligere var det f.eks. lovligt at deponere affald, herunder også farligt affald, i gamle grusgrave. Sådanne gamle deponier kan man ikke gøre virksomheden ansvarlig for i dag. Det kan man f.eks. se i forhold til Cheminiova.
Hvad så med Nordic Waste? Nordic Waste var i hvert fald indtil for ganske nylig en del af nutiden.
Kan det virkelig vaere sådan, at også nutidens synder må vi lade gå
Tidligere har jeg haft
fri på grund af utilstraekkelig lovgivning. Det ser desvaerre sådan ud.
en stor ”industrialisering” i det danske åbne land. Der bygges solcelleanlaeg, PTX-anlaeg, brint- og ethanol-anlaeg med tilhørende infrastruktur, herunder rørføring. Byrødder og landspolitikere tager mange steder imod disse anlaeg med åbne arme. Det er grøn omstilling, arbejdspladser og eksportmuligheder. Men det er givet, at der med disse anlaeg også kommer en risiko i forhold
Lige nu er vi i gang med
til miljø i form af forureningsrisiko og eksplosionsrisiko. Netop disse risici er også ofte baggrunden for stor lokal modstand.
På affaldsområdet har lovgiver valgt, at det ikke laengere skal vaere kommuner, der må håndtere den del af affaldsfraktionen, der kan materialenyttiggøres, og kommuner, der varetager affaldsforbraending, skal fremover varetage aktiviteten i saerskilte aktieselskaber. Endvidere har lovgiver stillet krav om, at aktiviteterne på affaldsområdet skal drives på kommercielle vilkår, og investorerne dermed har mulighed for at tjene penge på aktiviteten.
Fremtiden vil derfor givetvis også have nye synder i forhold til miljøet, som dem vi har set i såvel fortid som nutid. Landspolitisk skal der vaere en større vilje til risikostyring, når man giver mulighed for den form for anlaeg og private ejerformer.
På landsdaekkende tv har jeg kunnet konstatere, at politikerne har stået i kø for at udskamme ejeren bag Nordic Waste for manglende samfundssind. Det kan jeg godt forstå, at en politiker gør som politiker, men måske mindre som minister.
den politiske risikostyring ved lovgivningsarbejdet er det vaesentligt, at kvaliteten af lovgivningen løftes. Et kvalitetsløft kan skabes ved, at der i lov fastsaette klare rammer for kommunens miljøgodkendelser, vilkår mv. i forhold til miljøfarlig virksomhed. Et kvalitetsløft sikres også ved en mere EU-konsistens implementering af lovgivningen. Endelig kan et kvalitetsløft sikres ved mere tid i lovgivningsprocessen, herunder med lovforberedende udvalg, hvilket man til dels er gået vaek fra i dag.
Konkret må lovgiver overveje, hvilken miljørisiko der er forbundet med forskellige aktiviteter. Er der en risiko, skal der måske stilles krav om økonomisk sikkerhedsstillelse, inden aktiviteten går i gang, obligatorisk forsikring, eller eventuelt krav om, at de reelle ejere haefter i forhold til aktiviteten.
Konkret skal lovgiver også overveje, hvilken betydning det har, når lovgiver stiller krav om, at tidligere kommunale aktiviteter ikke kun må, men skal, løses på kommercielle vilkår i selvstaendige selskaber med begraenset ansvar.
I forhold til
er dog også en balancegang. Samfundet vil gerne tiltraekke risikovillig kapital til at lave investeringer i saerlig udvikling af ny teknologi. Hvis der stilles for store krav til forsikring, sikkerhedsstillelse eller f.eks. haeftelse for ejerne af eksempelvis de nye teknologianlaeg, vil der ikke på samme måde vaere den risikovillige kapital til stede til at foretage investeringerne. Politikerne må derfor bevidst afveje, hvor graensen går i forholdet mellem risikostyring og muligheden for at tiltraekke investeringer.
Lige nu synes balancen måske ikke helt af vaere det rette sted, når aktører som Nordic Waste kan placere så stor en regning på samfundet.