Stop oliemilliardaerers kyniske ansvarsflugt

Det er uendelig langt fra ordentlig, ansvarlig og baeredygtig ledelse at lade Nordic Waste gå konkurs. At vedkende sig et ansvar for den truende miljøkatastrofe er ikke det samme som at udskrive en blankocheck.

Det må vaere svaert at se sig selv i spejlet. For Torben Østergaard-Nielsen. For hans to døtre, Nina Østergaard Borritz og Mia Østergaard Rechnitzer. Terningerne er kastet. Historien er skrevet. Omdømmet synes ødelagt. Milliardfamilien, der ejer jordrensningsfirmaet Nordic Waste, er løbet fra regningen, da der skulle ryddes op efter en truende miljøkatastrofe.

Der er ingen formildende omstaendigheder, der kan retfaerdiggøre en så uansvarlig, så amoralsk og lidt baeredygtig ledelse som at lade Nordic Waste gå konkurs.

Ingen behøver at naevne, at vi er i 2024. At baeredygtighed er en integreret del af at drive virksomhed. At samfundsansvar er en virksomheds billet til at kunne operere frit. At ordentlighed forventes af isaer velbemidlede virksomheder og erhvervsledere.

I en klumme, som blev publiceret fredag i sidste uge, inden konkursen blev annonceret, fremgik det, at netop et håndklaede i ringen ville vaere en skandale. Det ville vaere et haesligt brud på en regel om, at forureneren betaler for at rydde op efter sig eller i det mindste gør et forsøg.

- Maersk i Jammerbugten efter tabte containere. Det var forventeligt, at Østergaard-Nielsenfamilien ville forsøge det samme.

Det kan lyde naivt at bede en stor international koncern og dens ejere med mange andre aktiviteter og ansvaret for tusindvis af job om at udskrive en blankocheck for at daekke skader, som den juridisk naeppe er fuldt forpligtet til.

Det kunne unødigt gå ud over andre sunde forretninger, når nu koncernopbygningen netop er struktureret for at inddaemme risikoen i enkeltselskaber. Det vil selvfølgelig blive prøvet

Det gør A.P. Møller

ved domstolene, om virksomheden har handlet inden for lovgivningen, har fået alle nødvendige godkendelser til sine aktiviteter lidt uden for Randers, eller om den på anden vis har handlet ansvarspådragende.

for at begaere Nordic Waste konkurs er, at skaderne er større end Nordic Waste. At de er større end Østergaard-Nielsen-familien. Det kan vaere rigtigt. Men det er ingen gangbar undskyldning for ikke at gøre et forsøg.

Der er tilsyneladende i milliardaerfamilien kun to farver. Sort og hvid. Enten rydder vi op. Eller vi stikker af fra regningen. En fond på 100 mio. kr. til blandt andet ramte borgere i den naerliggende landsby Ølst er kun en rød klud i hovedet på de politikere, der nu skal tage affaere på skatteborgernes vegne. En helt uhørt provokation. Det hører til de absolutte sjaeldenheder, at der laegges en så stor mangel på situationsfornemmelse for dagen.

Forklaringen fra ejerne

Nu står Randers Kommune og i sidste ende staten med en potentiel milliardregning, alt efter hvor effektiv den omfattende indsats er med at stoppe jordskreddet i at nå den naerliggende Alling Å med adgang til Randers Fjord og Kattegat.

Det er meget muligt, at der er rod i implementeringen af EU’s miljølovgivning i dansk lov, at forsikringssummerne er for små, miljøgodkendelser er givet på et mangelfuldt grundlag, og jordskreddet burde vaere forudset for mange måneder siden. Det er stadig en underlig logik at vaere den første til at tage benene på nakken.

forfaerdelig mistanke. At det kan betale sig.

Der kommer andre skandaler, som medierne og almenvaeldet kan gå op i. Omdømmet vil lide skade, men den langsigtede økonomiske effekt for en international koncern kan vaere begraenset. Den kyniske finansielle kalkule falder ikke ud til miljøets fordel. Det er naesten ikke til at sluge. Og det er det slet ikke, at ejerfamilien kun udtaler sig gennem en kortfattet pressemeddelelse, der beklager konkursen. Det er også svaert at forklare noget, der ikke kan forsvares.

Det skaber en

billedet af en arrogant magtfuldkommenhed, hvor ingen skal fortaelle staerke ejerledere, hvad de skal gøre. Ingen skal afkraeve dem svar på noget, som de formentlig i egen bevidsthed ikke behøver hverken forklare eller forsvare. Det virker også, som om sådanne staerke erhvervsledere på linje med Ecco-familiens tavse forbliven i Rusland har fået haevet sig op i luftlag, hvor andre enten ikke kan eller vil, endsige tør, sige dem imod. Det er et farligt sted at placere sig selv.

Men det tegner

den gamle skole. Den vil få svaerere og svaerere ved at begå sig i en verden, der hurtigt bevaeger sig mod en bredere definition af vaerdiskabelse, mod mere baeredygtighed og ikke mindst mod, at virksomheder i stigende grad skal påtage sig et større samfundsansvar. Sådanne tektoniske plader kan ingen i laengden modsaette sig.

Østergaard-Nielsen bilder sig selv ind, at der ikke var nogen anden udvej. Det var alt eller intet. Liv eller død. Men det passer ikke. Dette verdensbillede er dogmatisk, dybt beklageligt og uendelig trist.

Det er udtryk for

blive stoppet. Miljøkatastrofen vil på et tidspunkt blive inddaemmet. Der er stadig et begrundet håb om, at ansvaret ender det eller de rigtige steder.

Det vigtigste er at sikre, at ØstergaardNielsens amoralske undvigemanøvre aldrig skal kunne betale sig.

Jordskreddet skal nok

KOMMENTAR