DEN STØRSTE SORG
Vi kender alle til følelsen af at opleve noget, som for en stund får os til at miste sproget.
Først og fremmest velkommen tilbage til JP Bøger, der vanen tro har holdt ferie i januar.
Nu er bøgerne tilbage på papir. Det er forfatterne også, og vi åbner den nye saeson med at interviewe Naja Marie Aidt.
I mange år var hun den klassiske fortaelling om en forfatter, der blev rost til skyerne af landets anmeldere og vandt vigtige litteraturpriser, som var internationalt anerkendt og blev beundret af sine danske kolleger, men som ikke for alvor var slået igennem i den brede offentlighed herhjemme med sine digte og noveller.
Den virkelighed aendrede sig, da Naja Marie Aidt for syv år siden udgav ”Carls bog”, der endte med at blive en af årets mest solgte bøger og siden er blevet oversat til 18 sprog.
To år tidligere var forfatteren blevet ramt af den største tragedie, man kan opleve som foraelder. At miste sit barn. I en stofpsykose sprang hendes voksne søn Carl ud fra et vindue på femte sal og døde på hospitalet et par dage senere. Naja Marie Aidt var i chok. Alt syntes meningsløst. Selv evnen til at skrive forlod hende. I hvert fald for en stund.
Som hun fortaeller til journalist Kasper Schütt-Jensen i dagens interview:
»Jeg mistede sproget, jeg blev vred på det og ville ikke have noget med det at gøre, for det var ikke stort nok til at rumme min sorg. Jeg havde altid forstået verden ved at skrive om den, men pludselig stod jeg i en situation, hvor sproget havde mistet sin magt.«
Naja Marie Aidts hjerne havde brug for ro. Hun havde svaert ved at laese og skrive, men samtidig føltes det livsnødvendigt for hende at saette ord på situationen.
Så det gjorde hun.
»Jeg måtte virkelig traekke på al min erfaring og min tekniske kunnen inden for poesi og komposition, og langsomt – tre ord ad gangen, i et ødelagt, fragmenteret sprog – fik jeg sat ord på den ufattelige tragedie, som havde ramt mig og min familie,« som hun siger i interviewet.
Det er de faerreste foraeldre, der oplever at miste et barn. Heldigvis. Men de fleste af os har prøvet at miste. I hvert fald når vi når en vis alder.
Nogle har oplevet deres foraeldres død, andre har sagt farvel til en god ven eller er blevet ramt af skilsmisse. Vi kender alle til tab. Vi alle kender til sorg. Vi kender alle til følelsen af at opleve noget, som for en stund får os til at miste sproget.
Det er her, litteraturen kommer til undsaetning. Den saetter ord på det mørke, det svaere, det ubaerlige. Man laeser, og pludselig føler man sig lidt mindre ensom i savnet, i chokket, i fortvivlelsen.
”Du er ikke alene”, sang musikeren Sebastian i slutningen af 70’erne.
Det kan egentlig ikke siges klarere.
God lørdag og god laeselyst.