Er det tyveri, når forfattere bruger andres livshistorier uden at spørge om lov?

Film og litteratur er fyldt med historier, der baserer sig på virkelige haendelser. Men det er ikke altid uden problemer, når mennesker får deres liv omsat til fiktion. Nogle føler sig ligefrem misbrugt af forfatterne.

Kan man stjaele andres livshistorier?

Er det uetisk, når kunstnere bruger andres liv i deres fiktion?

Det mener 40-årige Vili Fualaau, hvis liv har inspireret til den aktuelle og staerkt anmelderroste biograffilm ”May December”. Manuskriptet bygger på den virkelige historie om en amerikansk skolelaerer, der i 1996 blev dømt for at have ”et seksuelt forhold” til en 12-årig elev. Efter at have afsonet sin straf giftede hun sig med drengen, som hun siden fik flere børn med. Laererinden døde i 2020, men drengen er den nu 40-årige Vili Fualaau, der føler sig stødt over filmen.

Han mener, at filmskaberne burde have vist ham respekt ved at kontakte ham, før de lavede den. Manuskriptforfatterne har derimod forklaret, at selvom de lod sig inspirere af den virkelige historie, så afveg de også bevidst fra den i filmen.

Den samme diskussion finder man igen og igen i litteraturens verden. Forfattere skriver ofte om deres eget liv, men er det også i orden, at de skriver om andres?

For et par år siden kom det frem, at den tyske forfatter Winfried Georg Sebald, der i 2001 døde i en bilulykke, ”stjal” andres historier med arme og ben. Han er ofte blevet kaldt for en stor Holocaust-forfatter, og han var flere gange tippet til at modtage Nobelprisen i litteratur. I Carole Angiers store biografi om Sebald, der udkom i 2021, afslørede hun, at Sebald i sine historier gik meget taet på virkelige personers liv og tekster uden at kreditere dem for det. Og at han løj om det.

I flere interviews påstod den tyske forfatter, at han ikke offentliggjorde noget om nogen, de ikke havde godkendt. Han indrømmede, at han lod sig inspirere af virkelige skaebner, men at han lod dem laese sine historier og undlod at offentliggøre dem, hvis de ikke kunne lide dem.

Det passede ikke. Han brugte detaljerede beskrivelser fra andres liv og spurgte ikke altid om lov.

I Sebalds måske mest kendte roman ”Austerlitz” genkendte kvinden Susi Bechhofer sin egen historie i detaljer. Hun kom til England i en såkaldt børnetransport for foraeldreløse krigsbørn under Anden Verdenskrig, hvilket hun først fik at vide sent i livet. Hun skrev en selvbiografi om det, og i Sebalds bog har han ikke alene brugt detaljerede faktuelle forhold i hendes historie, men også hendes følelser. Hendes beskrivelse af det traumatiske øjeblik, hvor hun opdagede, at hun ikke var den, hun troede, hun var, er gengivet meget praecist hos Sebald.

Da Bechhofer opdagede det, skrev hun et vredt indlaeg om det under overskriften: ”Frarøvet min tragiske fortid af en bestsellerforfatter”.

Sagen fik ikke et større efterspil, fordi Sebald døde kort efter. Men i biografien kommer det også frem, at Sebald havde brugt passager fra en jødisk vens tantes dagbog uden at få lov. Sebald var ikke selv jøde, så han brugte de biografiske beretninger til at naerme sig en autenticitet og nerve i teksten, taenker jeg. Spørgsmålet er, om det var i orden.

mente ikke, at forfattere kunne tillade sig at basere en karakter i en bog på en virkelig person. En person ejer sit eget liv, sagde hun.

Sebald gik videre, end de fleste forfattere gør, men noget tyder på, at det er blevet mere almindeligt for forfattere og filmskabere at bruge detaljerede historier fra virkeligheden. Der bliver hele tiden produceret film og bøger over ”virkelige haendelser”. Også meget taet på begivenhederne. Taenk bare på sygeplejersken fra Nykøbing Falster, der i 2017 blev idømt 12 års faengsel for mordforsøg. Der gik ikke lang tid, før vi fik en bestseller om sagen, og der er allerede produceret en populaer tv-serie om de tragiske haendelser.

Eller ubådssagen, hvor Kim Wall blev slået ihjel i 2017, og der kort efter blev skrevet bøger og lavet film om det grusomme mord. Historierne bliver skabt, før de sørgende har haft tid til at sørge. Det er en ny tendens, tror jeg.

Men det er ikke nyt, at virkelige personer har stået model til romankarakterer. Litteraturhistorien er fyldt med bøger, der handler om virkelige personers liv. Mange bliver dog først skrevet, når hovedpersonerne er døde. Historiske romaner er et oplagt eksempel. Men mange forfattere bruger også deres egen families historie i deres fiktion.

Nobelprismodtageren Toni Morrison

Foraeldreopgør er en genre for sig. I Danmark har vi set en del af dem de seneste år.

Den polske forfatter Czesław Miłosz bliver ofte citeret for at have sagt, at ”når en forfatter bliver født ind i en familie, bliver det familiens undergang”.

På alverdens skrivekurser og forfatteruddannelser får de studerende ofte det råd, at de skal skrive om dét, de ved. Om den verden, de kender. Og det er der mange, der gør. Foraeldreopgør er en genre for sig. I Danmark har vi set en del af dem de seneste år. I efteråret udkom både Laerke Kløvedals og Nadia Kløvedal Reichs bøger om deres afdøde faedre, der var fra samme kollektiv i 70’erne. Også Hanne Vibeke Holst, Jesper Stein, Helle Vincentz, Glenn Bech, Kasper Kaum Bonnén og Kristian Leth har skrevet roste bøger om deres faedre. Og Leonora Christina Skov og Peter Øvig Knudsen har skrevet om deres mødre.

Ingen af disse bøger er flatterende helteportraetter. Tvaertimod. Men de adskiller sig alligevel fra de tidligere naevnte eksempler, fordi de også handler om forfatterens eget liv og levede erfaringer. Forfatteren bruger sig selv, saetter sig selv på spil. Og det gør det på en måde mere i orden, synes jeg.