En dansk underklasse i frit fald
Thomas Korsgaard dykker ned i den danske underklasse, som den tager sig ud i dag. Det er grum laesning fra start til slut. Empatien, solidariteten og troen på en bedre fremtid er vaek. De nye noveller om et stykke Danmark fastlåst i elendighed er den pris
THOMAS KORSGAARD 336 sider, 270 kr. Lindhardt og Ringhof
333333
Thomas Korsgaard er vokset op i et miserabelt provinsmiljø, hvor både penge og mentalt overskud ofte var fravaerende. Paradoksalt nok udgør den smertelige opvaekst et staerkt udgangspunkt for den menneskelige og sociale kapital, som det prisvindende forfatterskab nyder godt af, hvis man kan tillade sig den formulering.
Den virkelighed er Korsgaard selvsagt ikke alene om. En udfordret opvaekst kan vaere braendstof til mange gode bøger.
Den 28-årige forfatters første tre meget laeste og roste romaner skildrer hans alter ego, Tue, der kaemper med at overleve i et barndomshjem, hvor der er underskud på alle niveauer. Foraeldrenes svigt er enerverende, og det er et mindre mirakel, at den unge Tue overhovedet kan haenge sammen mentalt.
Den nye novellesamling, ”Snydt ud af naesen”, kan laeses som en forlaengelse af trilogien om Tue, men det virker, som om forfatterens ambition er at skildre et dansk underklassemiljø bredere og mere facetteret, selvom det er den samme mistrøstige historie, der gentages med variationer.
De fleste fortaellinger har børn som sagesløse ofre for de voksnes mangelfulde håndtering af tilvaerelsen. Det er graesseligt at laese. Og jeg tror ikke, at Thomas Korsgaard gør virkeligheden hverken bedre eller vaerre, end den er.
Den nye socialrealisme
”Snydt ud af naesen” er underklasse-socialrealisme anno 2023. Netop fordi bogen spaender vidt i bestraebelsen på at fange de almene, kollektive tilstande i et klassebestemt miljø, vil jeg påstå, at novellesamlingen er Thomas Korsgaards hidtil bedste udgivelse.
Langt de fleste noveller er skåret ind til benet, effekterne er enkle, sproget er nøgternt, og evnen til at jonglere med modsaetninger er udtalt. Det fremgår af bogens taksigelser, at Ida Jessen har laest med, og der er også et klart faellesskab mellem Korsgaards nye tekster og Jessens noveller.
I tidligere tiders underklasselitteratur var der ofte et forsøg på at tematisere en kollektiv modstand mod overmagten. Underklassen var befolket af forarmede arbejdere, men selvom deres familier var ved at gå i opløsning, eksisterede drømmen om, at de kuldsejlede skaebner udgjorde en samlet og kollektivt taenkende klasse. Solidaritet på kryds og tvaers var den traengte del af arbejderklassens håb.
I Thomas Korsgaards opdaterede underklasseskildring er der ikke spor af faellesskabstaenkning i den traengte provins. De enkelte familier og de enkelte mennesker går ned, mens andre vender ryggen til eller ligefrem tilskynder til eksklusion. Håbløs individualisme har erstattet solidariteten, og det taber alle på.
Jeg ved ikke, om det er tilfaeldigt, men bogens mindst vellykkede bidrag handler just om en kollektiv event, nemlig det årlige kraemmermarked, mens de mange effektive og affektmobiliserende fortaellinger handler om enkelte skaebner – som oftest børn.
De håbløse faedre
Det er grum laesning fra start til slut.
Som når den stakkels dreng Tobias bliver tvangsindlagt til faderens dartspil med arbejdskollegaen Bo i novellen ”Bo og hans søn”.
De to fraskilte faedre har ikke begreb skabt om børns behov, og det er frygteligt at vaere vidne til, hvordan Tobias’ far tager sin vens parti og holder hånden over hans søn, der voldtager Tobias.
Der synes ikke at vaere graenser for fortabte maends forråelse.
Novellen ”René” er en opdateret udgave af Henrik Pontoppidans skildring af, hvordan fogeden rømmer en familie. Knaegten Patrick tager i første omgang fejl og tror, at der bliver ringet på døren, fordi han og moderen har vundet i julelotteriet. Selv topmadrassen til drengens seng bliver smidt ud på gaden, og da myndighedernes udsending spørger om ”I ikke har et par gode venner, I kan raekke ud efter?”, lyder moderens lakoniske modsvar:
»Kan du se nogen?«
Nådesløs er også en lille rød tråd i bogen, der over flere noveller handler om Åge Jørgensen og sønnen Kevin, som ingen i miljøet ønsker at røre med en ildtang. Igen er det, der står tilbage, faderens brutale og komplette mangel på empati i omgangen med sin søn.
Der er i det hele taget ingen lyspunkter i underklassen, som den tager sig ud i ”Snydt ud af naesen”. Det er ikke sjovt at vaere ude af stand til at tage vare på tilvaerelsen. Den opløste underklasse sejler rundt på må og få og ødelaegger alt – både for sig selv og omverdenen, hvis vi skal tro Thomas Korsgaard.