»Det er herfra, vi ser Afrika. Det er os og dem«
Afrika interesserer os ikke. Det gør afrikansk fodbold heller ikke. Kun når den leverer stjernespillere til de store europaeiske klubber. Men den runde laederbold kan forsone og forbrødre splittede nationer på det store kontinent mod syd. Og meget mere.
DET LYSENDE HJERTE OSCAR ROTHSTEIN 208 sider, 200 kr. Gyldendal
Udkommer 8. januar
333333
jesper.engmann@jp.dk
Den dag, jeg fik Oscar Rothsteins bog om afrikansk fodbold ”Det lysende hjerte” med undertitlen ”Passion og magt i afrikansk fodbold”, slog jeg op på første side og laeste forordet. Og jeg fik straks lyst til at udfordre en af forfatterens påstande.
Forfatteren skriver, at de europaeiske medier, herunder de danske, ikke bruger linjer på Afrika, men i højere grad koncentrerer sig om europaeiske, amerikanske og kinesiske samfundsforhold. Det lyder som lidt af en påstand, så jeg bladrede et par danske morgenaviser igennem. Fra ende til anden. Og fandt ikke en eneste artikel om Afrika. End ikke en lille notits om en ny ødelaeggende tørke eller endnu en ulykkelig borgerkrig, der var gået ud over tusinder af civile. Tilfaeldigt? Måske.
Oscar Rothstein er journalist og idéhistoriker, og han har sat sig for at klaede alle med hang til fodbold – og ikke mindst spillets afhaengighed af det omgivende samfund – på. Timingen er perfekt. I forrige weekend begyndte Africa Cup of Nations, det store kontinents turnering, der i løbet af de kommende uger skal afgøre, hvilket afrikansk land der er bedst til at spille fodbold af de 24 kvalificerede nationer.
For europaeiske fodboldfans er Africa Cup of Nations lige så meget et irritationsmoment, som det er en stribe fodboldkampe, der laegger sig i kølvandet på den konstante strøm af klubkampe i Europa, der transmitteres og streames dag ud og dag ind.
Fans af de store klubber i Europa vil sidde og bande over, at eksempelvis egyptiske Mohamed Salah skal spille landskampe for sit fødeland frem for at hjaelpe sit klubhold Liverpool med at holde sig i toppen af Premier League.
Hvad nu hvis han bliver skadet? Og er det ikke i England, han tjener sin løn?
Levnet fra kolonitiden
Dét er herfra, vi ser Afrika. Det er os og dem.
Og er det ikke også os i den vestlige verden, der har laert afrikanerne at spille fodbold og organisere sporten? Jo, såmaend. For bolden var med i bagagen, da Afrika blev koloniseret.
Nu – som den 30-årige forfatter anfører – går fodboldens globalisering den anden vej. Det afrikanske fodboldpublikum holder med europaeiske topklubber og alle drenge, der kan sparke til en bold, drømmer om at tjene styrtende med penge i Europa. Kun en brøkdel når i mål. De øvrige? Det vil vi helst ikke vide noget om.
For 14 år siden skrev jeg i fire uger om VM i fodbold i Sydafrika med base i Pretoria. I omgivelser, hvor man hurtigt kunne få bekraeftet sine fordomme: Lågen ind til hotellet var af stål og flere meter høj og skulle straks låses, når man havde passeret den, for ellers slap banditter og røvere med ind. Og på stadion sad tilskuerne og truttede uafladeligt og øredøvende højt i deres vuvuzelahorn. De så slet ikke fodboldkampe som alle os andre. Hvad bildte de sig ind?
»Når sorte målmaend fejlvurderer en bold, er vi tilbøjelige til at taenke i de kolonistereotyper, der mere end et halvt århundrede efter den formelle afkolonisering af Afrika stadig kan spores i den vestlige idéverden. Når hvide målmaend fejlvurderer en bold, kunne vi til gengaeld aldrig drømme om at gøre det til et spørgsmål om hans etnicitet. Han er måske dårlig, men han er aldrig hvid.« skriver Oscar Rothstein.
Føler man sig ramt? Ja.
Fodbold som forsoner
Africa Cup of Nations spilles i denne udgave i Elfenbenskysten, hvor der for 22 år siden udbrød borgerkrig mellem det overvejende kristne syd og det overvejende muslimske nord. Mens landet var splittet, lykkedes det for først gang nogensinde for landsholdet at kvalificere sig til en VM-slutrunde, den i Tyskland i 2006.
Den 8. oktober 2005 vandt Elfenbenskysten 3-1 på udebane mod Sudan og var klar til VM med en flok spillere, som kom fra alle egne af landet, en symbolsk sejr, og straks efter kampen talte holdets stjernespiller, Didier Drogba, direkte til landets indbyggere. Han bad inderligt om fred:
»Maend og kvinder, fra nord, syd, centrum og vest, vi beviste i dag, at alle ivorianere kan leve sammen og spille sammen med ét faelles mål: at kvalificere os til VM. Vi lovede, at fejringen ville forene folk. I dag beder vi jer, på vores knae: Tilgiv, tilgiv, tilgiv. Et land i Afrika med så meget rigdom må aldrig forfalde til krig. Laeg våbnene, afhold valg. Alt vil blive bedre,« sagde Drogba, som på det tidspunkt tjente sin løn i maegtige Chelsea i Premier League. Året efter stoppede borgerkrigen, som dog blussede op igen fire år senere. Oscar Rothstein bruger eksemplet til at vise, at fodbold har et potentiale til at forsone og forbrødre en splittet nation. I Afrika.
Oscar Rothstein kigger på fodbolden på det store kontinent mod syd, men han ser meget mere end det.
Han forsøger at få sig selv og os til at forstå en del af verden, som vi i Europa stort set kun har øje for, når Marokko når semifinalen ved VM, eller når Mohamed Salah scorer mål for Liverpool.