Det er lige før, man glemmer de fornaermende ringe sange, som popgruppen brød 40 års tavshed med
Ny biografi viser Abba fra den mest flatterende side. Men de mange opremsninger af svenskernes endeløse strøm af hitlisteplaceringer skaemmer og skubber den samlede laeseoplevelse ud af kurs.
BIOGRAFI VEMOD UNDERCOVER
JAN GRADVALL
Oversat af Jakob Levinsen 384 sider, pris: 299,95 kr. Gutkind
333333 KASPER SCHÜTT-JENSEN kasper.schutt@jp.dk
De fleste kender det vel.
Man forelsker sig i en popsang eller et par hundrede som barn, og når man – mere eller mindre frivilligt – støder på de samme toner som voksen, klinger de ikke bare hult, de går direkte ind og påvirker centralnervesystemet. På negativ vis.
Sådanne sange kunne denne anmelder sammensaette lange lister af, men lad os nøjes med en håndfuld:
Carl Douglas: ”Kung Fu Fighting” (1974) Rod Stewart: ””Da Ya Think I’m Sexy?” (1978)
Nena: ”99 Luftballons” (1983)
Herreys: ”Diggi Loo, Diggi Ley” (1984) tFalco: ”Rock Me Amadeus” (1985)
Med Abba forholder det sig anderledes. Jeg voksede op med den svenske popgruppe. Det er vi mange, der gjorde.
Björn Ulvaeus, Benny Andersson, Agnetha Fältskog og Anni-Frid Lyngstad har solgt mere end 385 mio. albummer og singler, og langt de fleste holder endnu.
Nej, der er ingen grund til at dvaele ved ”Waterloo”, som Abba vandt det internationale melodigrandprix med i 1974. Melodien er så faengende, at den snurrer lystigt videre i erindringen 40 år senere, men den bygger ikke på den saerlige kombination af omkvaed, vokalharmonier og melankoli, som kendetegner gruppens største øjeblikke.
Vemod undercover
Melankolien dvaeles der heldigvis ved i den nye, anbefalelsesvaerdige Abba-biografi, som er forfattet af Jan Gradvall, en af Sveriges førende journalister inden for popkultur. Det afslører bogens titel.
”Vemod undercover – bogen om Abba” hedder den, og det er en velvalgt titel, for det er netop kombinationen af den opløftende melodi og den melankolske tone, der gør sange som ”The Winner Takes It All” fra albummet ”Super Trouper” (1980) – om Agnetha Fältskog og Björn Ulvaeus’ skilmisse – og ”When All Is Said and Done” fra ”The Visitors” (1981) – om bruddet mellem AnniFrid Lyngstad og Benny Andersson – så tidløse.
Jan Gradvall var den første journalist, der interviewede de fire medlemmer af Abba efter gruppens opløsning, og i den aktuelle biografi italesaetter Benny Andersson netop den mørkrandede popmusik:
»Selv de gladeste sange er grundlaeggende vemodige,« siger han.
»Vi lavede vemod undercover.«
”Vemod undercover – bogen om Abba” fungerer som en nøjagtig og velskrevet gennemgang af den svenske popgruppes imponerende karriere.
Abba var i nogen grad hadet af rockfans, men omfavnet af punkbands som Sex Pistols, og i biografien skriver Jan Gradvall kompetent om de fire svenskeres betydning for store navne som Depeche Mode, Erasure og Madonna.
Vi er med fra etableringen af Abba og får et indblik i popgruppens eksplosive succes. Ikke mindst i Australien, hvor tv-programmet ”The Best of Abba” fra 1976 fik flere seere end månelandingen i 1969:
»Mange verdensnavne bryder sig ikke om at turnere i Australien. Det ligger for langt vaek, og udgifterne overstiger indtaegterne. Også Abba sagde i begyndelsen nej, men sidst i februar 1977 landede gruppen alligevel i lufthavnen i Sydney. Flyselskabet Qantas havde syet hvide pilotjakker til de fire medlemmer. Allerede ved ankomsten var der tumulter med flere tusinde ventende fans. En saerlig fanatisk fan anbragte sit spaedbarn i en vugge på motorvejen for at tvinge Abbas bilkortege til at standse,« står der i biografien.
Lidt for meget hitlistenyt
Detaljegraden er imponerende, men indimellem går det for vidt. Som laeser udsaettes man for uendeligt mange opremsninger af pophits, årstal og placeringer på diverse hitlister i forskellige lande, hvilket i nogen grad ødelaegger flowet i fortaellingen. Som her, hvor Jan Gradvall beskriver Agnetha Fältskogs første indtog på hitlisten Kvällstoppen i 1969:
»Den 27. februar var nummer et på Kvällstoppen den 18-årige debutant Agnetha Fältskog med sin egen sang ”Jeg var så kär”, der blev solgt i frygtindgydende 80.000 eksemplarer. Sangen lå også tolv uger på Svensktoppen, hvor den nåede op på en tredjeplads og konkurrerede med Hootenanny Singers, der det pågaeldende år havde tre sange på Svensktoppen: ”Mårten Gås” (tre uger), ”Så länge du älskar är du ung” (elleve uger) og ”Så lunka vi så småningom” (fire uger).«
Men det er en tilgivelig detalje i en bog, der viser Abba fra popgruppens mest flatterende side.
»Har du gemt alle dine gamle plader?,« spørger forfatteren under et interview med Agnetha Fältskog i 2023.
Nej, det går hun ikke op i, svarer hun:
»Jeg har foraeret meget af det til Abbamuseet. Nogle lp’er og cd’er har jeg stadig, men de er pakket vaek. Jeg lytter meget sjaeldent til mine egne indspilninger. En af undtagelserne er ”The Winner Takes It All”. Den plejer jeg at lytte til, når selvtilliden er langt nede. Der kan jeg rose mig selv. ”Det gjorde du godt”.«
I 2021 vendte popgruppen tilbage med ”Voyage”. Albummet var en massiv skuffelse. Her blev fanskaren spist af med to traeffere, en klaebrig julesang, en omgang røvballet boogie-woogie samt en masse ligegyldigt fyld.
Med Jan Gradvalls aktuelle biografi er det lige før, men også kun lige før, at man glemmer de fornaermende ringe sange, som popgruppen brød 40 års tavshed med.