I Nordic Waste-sagen dyrker Mette Frederiksen en ny slags politik
Statsminister Mette Frederiksens moralske angreb på Nordic Waste-milliardaeren Torben Østergaard-Nielsen handler ikke kun om forargelse, men er også udtryk for en politisk nødvendighed i SVMregeringens aera.
Man plejer at sige, at forskellen mellem moral og moralisme er, at moral handler om ens egen måde at opføre sig på, mens moralisme handler om alle andres.
Det plejer også at vaere underforstået, at det første er mere tilrådeligt end det sidste.
Men tider skifter, moralismen får det i disse år bedre og bedre. Også i dansk politik, hvor der er helt saerlige grunde til udviklingen.
Nordic Waste
Skulle vi vaere i tvivl, har de seneste par uger leveret det bedst taenkelige eksempel på det: den ulykkelige sag om firmaet Nordic Waste, der har efterladt op mod 6 mio. tons forurenet jord, der er i fare for at skride ned over og begrave den lille østjyske by Ølst.
Regningen for at forhindre miljøkatastrofen ligger nu på skatteyderne, alt imens den ubegribeligt rige mangemilliardaer bag selskabet, Torben Østergaard-Nielsen, er som sunket i jorden.
Sagen har fået saerligt Socialdemokratiet helt op i det røde, moralske felt, og både folketingsmedlemmer og ministre har stået på nakken af hinanden for at fordømme Østergaard-Nielsens påståede ansvarsforflygtigelse.
»Moralsk forkasteligt«, »dybt skuffende«, »mangel på samfundsansvar« har det bl.a. lydt. Justitsminister Peter Hummelgaard (S) gik til angreb mod, at ØstergaardNielsen gemmer sig »bag store formuer og flotte biler«, mens kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) ville skamme sig over at vise sig »nede på hovedgaden«, hvis han var ham.
Mere end naturlig forargelse
Torben Østergaard-Nielsen er blevet genstand for en decideret moralsk udskamning, og det er for så vidt ikke underligt i sig selv. Sagaen om Nordic Waste er så vild, at den kunne vaere skrevet som en DR-julekalender med Østergaard-Nielsen i skurkerollen, og det er helt naturligt, at politikere forsøger at laegge sig op ad den folkelige forargelse i sådan en sag.
Men under den ophidselse er denne sag alligevel udtryk for en interessant udvikling i dansk politik netop nu.
For sagen er, at der er et markant misforhold mellem den politiske forargelse på overfladen og så det faktum, at det er meget, meget svaert for regeringen for alvor at gøre noget politisk substantielt ved sagen.
For det første er det langtfra sikkert, Østergaard-Hansen har gjort noget som helst ulovligt. Regeringen har ganske vist bebudet, at den vil »tage alle juridiske skridt« for at stille de ansvarlige til regnskab, men ingen aner, om det kan lade sig gøre.
For det andet har regeringen heller ikke endnu nogen forslag til, hvad man så skal gøre for at forhindre, at noget lignende sker i andre sager i fremtiden. Justitsminister Peter Hummelgaard luftede i forrige uge idéer om at se på både konkurslov, aktieselskabslov og selskabslov, men bakkede fredag tilbage og sagde, at »regeringen ikke har nok overblik over alt, hvad der er foregået i sagen«.
Lucky Lucky
Flyver vi lidt op i helikopteren over det politiske landskab lige nu, vil vi opdage, at Nordic Waste-sagen ikke er den eneste sag, hvor regeringen skruer op for forargelsen, selv om de egentlige politiske forslag til løsninger lader vente på sig.
Tag nu sagen om den etbenede pirat Lucky, der blev taget til fange af danske styrker i Guinea-bugten ved Afrika i 2021, og som i sidste uge blev belønnet med en dansk opholdstilladelse, fordi man ikke ville kunne garantere hans sikkerhed, hvis han blev sendt tilbage til sit hjemland Nigeria.
»Det kan jeg ved Gud ikke forklare – og sådan set knap forsvare,« udbrød en forarget statsminister Mette Frederiksen (S) efter Folketingets spørgetime tirsdag i sidste uge og slog fast, at Lucky ikke »hører hjemme i Danmark«.
Men hvad vil hun så gøre ved det? Ja, ingenting. Piraten skal nemlig nu vaere i Danmark »på grund af internationale forpligtelser«, sagde Mette Frederiksen, og dem kan eller vil hun tilsyneladende ikke kaempe imod i denne sag. Hun kunne således heller ikke garantere, at en lignende sag ikke gentager sig.
Eller tag spørgsmålet om de mange antisemitiske ytringer og haendelser i Danmark, efter at Hamas-angrebet på Israel den 7. oktober udløste den stadigt mere blodige krig i Gaza. Også her har Mette Frederiksen og store dele af regeringen vaeret på de retoriske barrikader og igen og igen raset mod dem, »der ikke har taget de danske vaerdier til sig«.
»Når man står og råber ”jihad”, så er det i mine øjne fuldstaendig uacceptabelt,« har statsministeren sagt, og hun har da også bedt justitsminister Peter Hummelgaard undersøge, om der ud fra eksisterende lovgivning kunne rejses tiltale mod nogle af deltagerne i de store Palaestina-demonstrationer.
Men der er indtil videre ikke nogen nye politiske tiltag fra regeringen for at forhindre de antisemitiske udbrud eller for at sikre, at danske jøder kan bevaege sig frit i alle dele af det danske samfund. Indtil videre bliver både synagoge og skole blot pakket endnu mere ind i bevaebnet bevogtning.
Fra intention til moral
Det er velkendt, at Mette Frederiksen laenge har vaeret god til det, der er blevet kaldt ”intentionel politik”. Det vil sige, at hun har skruet sine politiske forslag sammen, så vaelgerne altid vidste, hvad hun ønskede, der skulle ske – også selv om forslagene var vanskelige eller umulige at gennemføre.
Det bedst kendte eksempel er Frederiksens første regerings plan om et modtagecenter for asylansøgere i Rwanda – en markør, der understregede en benhård udlaendingepolitik, men som bl.a. på grund af internationale forpligtelser var naesten umuligt at gøre til virkelighed, og nu da også er de facto lagt på is af SVM-regeringen.
Et andet eksempel, der endte med i hvert fald delvist at blive til rigtig politik, er naturligvis Arne-pensionen.
Men det var kendetegnende for den intentionelle politik, at den så godt som altid var knyttet op på et konkret politisk forslag, som Mette Frederiksen og Socialdemokratiet kunne stå på over for vaelgerne og sige: Se, hvad vi vil gøre, hvis bare vi får lov!
Eksemplerne fra de seneste måneder viser imidlertid, at den sammenhaeng i afgørende sager ikke laengere er til stede. Der er masser af moral, forargelse og indignation – men mindre konkret politisk handlekraft. Og i den situation er det fristende for socialdemokraterne at forsøge at udfylde det politiske vakuum ved at skrue endnu mere op for de moralske fordømmelser.
Et farvel til den intentionelle politik og et goddag til det, vi kan kalde moralpolitikken.
Hvad er forklaringen?
Noget af det handler naturligvis om, at det er svaere sager, der ikke har nogen lette løsninger. Regeringen ved ganske enkelt ikke, hvordan den skal forhindre en ny Nordic Waste-sag, bremse den antisemitiske bølge eller forhindre uønskede pirater i at udnytte de internationale konventioner til at få ophold i Danmark.
Men det handler også om, at den gamle intentionelle politik har det svaerere i SVM-regeringens aera. Der er simpelthen blevet laengere fra tanke til handling, end der var i S-etpartiregeringen. Ethvert politisk forslag skal igennem alle de interne regeringsudvalg, hvor der skal findes nøje afvejede kompromiser mellem Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre.
Her er der for det første ikke nødvendigvis enighed om f.eks. aendringer i regler for virksomhedsejeres juridiske ansvar, som bl.a. Venstre frygter kan skabe usikkerhed i dansk erhvervsliv og haemme investeringslysten. Og nok så vigtigt: Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har derudover en udtalt aversion mod idéen om intentionel politik.
Moralsk forargelse, derimod, har den ubetingede fordel, at den ikke skal godkendes i noget regeringsudvalg.
Det er velkendt, at Mette Frederiksen laenge har vaeret god til det, der er blevet kaldt ”intentionel politik”.