Vildt vejr udløser blaest om store klimaprojekter
Kampen for at sikre en raekke huse ved en bugt syd for København er et godt eksempel på, hvordan der efter vildt og ekstremt vejr som i 2023 opstår uenighed om klimatilpasning. Syd for Kolding er digeplaner, som tidligere blev stoppet af protester, blevet
Under stormfloden i oktober sidste år kaempede Tonny Christensen i de sene nattetimer en brav kamp for at holde havet vaek fra sit hus i Solrød. Nu kaemper han og andre pressede husejere rundt i landet for at få lige praecist det dige, den mur eller den sandfodring, som de mener, er den rigtige løsning til at sikre deres huse mod elementernes rasen.
Efter det vilde vejr i 2023 og en naesten lige så vild start på 2024 går bølgerne højt. Mange steder venter en millionregning, der skal betales.
Hvem skal haenge på den? Og hvad med naturen?
»Jeg har aldrig, aldrig oplevet noget lignende,« siger Tonny Christensen. Han har siden 1992 boet i sit hus, der ligger i første raekke ved Karlstrup Strand ud til Køge
Bugt.
Solrød og stranden mod bugten er et godt eksempel på, hvad der er på spil, alt imens Jorden bliver varmere og varmere, stormene tager til, og vandstanden stiger.
Men det er langtfra det eneste sted, hvor kampen mellem husejere, kommuner og andre bølger frem og tilbage lige nu.
Sårbar kyststraekning
»Man er 100 pct. sikkert ikke enige. Man kaemper om alt, fra hvor sikringen skal placeres, til hvilken type kystsikring og højde man skal vaelge – og ikke mindst hvem der skal betale hvad,« fortaeller Marianne Skov, seniorrådgiver hos konsulentfirmaet Rambøll.
I Solrød ligger mange huse taet på stranden. Stormen i oktober åbenbarede, at kysten og vaerdierne langtfra er tilstraekkeligt beskyttede.
I den nordlige ende af stranden bor Tonny Christensen. Her blev der i 2022 lagt sand på stranden og klitterne for at beskytte huse som hans mod vandet. Men som han forklarer det, åd hver enkelt bølge under stormfloden store dele af klitten.
»Det var et spørgsmål om timer, så var det vaek,« siger Tonny Christensen.
Da stormen blev varslet i oktober, lavede han knap halvandet hundrede sandsaekke, og klokken halv tre om natten gik han og hans kone ned på stranden og begyndte at bygge en daemning op. Samtidig havde kommunen sat gang i flere gravkøer, som fyldte sand op på klitten i takt med, at bølgerne skyllede sandet vaek.
»Problemet er, at man har sandfodret. Det tog et døgn under stormen i oktober. Så var det vaek. Så fodrede man en gang til. Det forsvandt så igen over en nat i januar,« siger Tonny Christensen med henvisning til det vilde vejr, der igen ramte Danmark i begyndelsen af januar.
Han frygter nu, at kommunen om kort tid endnu en gang vil beslutte sig for at sandfodre klitten. Og da regningen til sandfodringen bliver delt mellem kommunen og husejerne, bl.a. afhaengig af deres grundes størrelse og placering, så forudser både han og formanden for grundejerforeningen i området, Mireille Dyrberg, en lang raekke af regninger til endnu mere sandfodring.
Mireille Dyrberg og Tonny Christensen understreger, at de ikke er imod sandfodring. Det er måden, man gør det på. De frygter også, at det med de jaevnlige sandfodringer bliver svaert at opretholde den vegetation i området, som de holder meget af.
»Der er stor modvilje hernede. Det virker som et evighedsprojekt. Der kommer nok en kaempe regning på et tidspunkt,« siger Mireille Dyrberg og taler om, at en samlet regning for sandfodringerne på titusindvis af kroner – måske i vaerste fald oppe i naerheden af 200.000 kr. for nogle af husejerne.
Hun synes, at det er urimeligt at husejerne skal haenge på så stor en udgift.
»Alle kommer jo hernede og går tur på stranden. Hvorfor skal folk, der bor hernede, betale for vedligeholdelsen af klitterne, når de bliver slidt af alle,« spørger hun og sammenligner det med, at alle borgere jo også betaler til kloakker i baglandet.
Hård kystsikring laengere mod syd?
Lidt laengere mod syd i Solrød Kommune er behovet for kystsikring måske endnu større. Her ved lagunen ved Jersie Strand ligger flere af husene uden samme beskyttelse som laengere mod nord.
Der har da også tidligere vaeret fremskredne planer om at bygge et dige her, men det har lovgivning og lokale protester foreløbigt sat en stopper for.
En af kritikerne af dette projekt hedder Axel Bøggild. Han er uddannet arkitekt og var med til at stifte en protestgruppe mod projektet. Han skrev i 2019 i et laeserbrev i Sjaellandske Nyheder:
»På vegne af beboerne vil vi gerne have en forklaring fra Solrød Kommune på, hvorfor man vil pålaegge beboerne en kystsikring, de ikke har glaede af, og samtidig forlange, at man skal betale for. Vi vil også gerne spørge, hvorfor man vil fjerne beplantningen og udføre et stort dige i et Natura 2000-fredet område?«
Axel Bøggild understreger, at han ikke er imod kystsikring – tvaertimod haster det, mener han. Men han er imod det foreslåede dige, som han mener, er for indgribende og unødvendigt stort.
Han foreslår derfor en anden løsning. I stedet for at anlaegge et flere meter bredt dige ude i det beskyttede område ved lagunen, forslår han at lave en skotløsning, hvor man i skellet mellem grundene i første raekke slår nogle paele i jorden og derefter saetter beton eller trae imellem. At man altså laver en slags ”mur” mod vandet, som så senere kan forhøjes efter behov. Men skotløsningen skal kun etableres i den del af området, hvor der ikke er naturlig kystsikring, mener han.
»Det er helt vildt, at der ikke er kystsikret dernede. At kommunen i stedet for at prioritere det nordlige område har kystsikret den nederste del af kommunen,« mener Axel Bøggild.
Ramt fra flere sider
Solrød bliver i det vilde vejr ramt af oversvømmelser både fra havet, men f.eks. også når det regner voldsomt, og vandet samler sig i lavninger og kommer ind i husene. Det skete f.eks. i november, kort tid efter at flere huse var blevet oversvømmet under stormfloden.
Midt i det hele står Solrøds borgmester Emil Blücher (LA) og forsøger at balancere processen med klimasikringen. Når det gaelder klimasikring, er der f.eks. lovgivning, som regulerer, hvad en kommune må betale. Når det gaelder kystsikring, er der lovgivning, der regulerer naturhensyn. Og så er der uenighederne blandt borgerne om, hvad der er nødvendigt, og om hvem der skal betale for hvad.
»Vi kunne jo som kommune, som man gør nogle andre steder, bare laene os tilbage og sige, hvis I vil have kystbeskyttelse, må I selv lave et projekt og selv sørge for at etablere det. Men der har vi valgt at påtage os en rolle i forhold til at få tingene til at ske. Selvom det er dilemmafyldt,« siger Emil Blücher.
Han mener, at kystsikringen af stranden i Solrød er »et eksempel på en sag, hvor vi er taet på at gøre ingen tilfredse«.
»De, der bor op i vores opland, spørger, hvorfor de skal vaere med til at betale for kystsikring. De, der bor nede på strandsiden, siger, at alle bruger stranden, så alle må vaere med til at betale. Så er der nogle, der gerne vil have en hård kystsikring, selvom det virker meget urealistisk med de udmeldinger, vi har fået fra Kystdirektoratet.
Andre siger, at hvis vi får en hård kystsikring, så er boligerne usaelgelige, fordi vi tager udsigten,« forklarer Emil Blücher.
Han sender det beroligende signal til borgerne ved den nordlige del af stranden, at prisen for de tre sandfodringer ikke vil nå op i naerheden af 200.000 kr. Han forventer et spaend i regningerne til grundejerne på mellem 3.700 kr. og 60.000 kr.
Samtidig sender han det signal, at der minimum vil gå tre år, før der kommer en permanent løsning for husejerne i den sydlige del af stranden.
»Og det har de rigtig svaert ved at forstå,« siger Emil Blücher.
Digeplaner genoplives
Ved Binderup Strand lidt syd for Kolding finder man et eksempel på, at husejerne ser ud til at vaere blevet mere velvillige over for et digeprojekt oven på den store stormflod sidste efterår. Dengang blev omkring 350 huse i området ramt af oversvømmelse, fortaeller en af de berørte husejere Peter ChristensenDalsgaard.
Et tidligere projekt med kommunen som tovholder faldt, fordi der var for meget modstand.
»Nu har vi sendt en ny anmodning til Kolding Kommune om at kigge på muligheden for at rejse et dige én gang til. Jeg tror, at ret mange har indset, at en kommende skade vil vaere ødelaeggende,« siger Peter Christensen-Dalsgaard.
Ifølge ham blev kysten i oktober ramt af en såkaldt 100-års-haendelse, der skabte de mange skader.
»Nu lyder det, at den slags fremover vil komme i hvert fald én gang for hver 50. år – og at man ikke kan sige, om det naeste gang vil ske om fem eller 10 år. Derfor er der nu god fremdrift i planerne om at få rejst et dige,« fortaeller Peter Christensen-Dalsgaard.
Marianne Skov fra Rambøll peger på, at uenighed om økonomi forsinker mange projekter.
»Finansieringen er en vanvittig stor del af uenighederne. De mange uenigheder gør, at alle projekter tager lang tid – ofte fem-otte år. Nogle projekter falder, mens det i andre tilfaelde ender med, at 80 pct. gerne vil, og at resten så bliver ”tvunget” med. Jo flere mennesker der bor i et område, jo større er sandsynligheden for, at det bliver trukket i langdrag,« siger hun.
Mere ekstremt vejr afbøder ifølge hende ikke nødvendigvis konflikter om klimasikring. Snarere tvaertimod.
»Der er en tendens til, at det ikke nødvendigvis samler folk, når vejret bliver mere ekstremt. Så opstår der et voldsomt mentalt og psykisk pres mod dem, der er imod et projekt om f.eks. et nyt dige – som man så det med Jyllinge Nordmark,« siger hun med henvisning til den årelange konflikt om et stort dige, der beskytter mod oversvømmelser i Roskilde Fjord.
Skrappere metoder
I oktober lykkedes det for Tonny Christensen at holde vandet vaek fra sit hus. Men han mener, at der skal skrappere midler i brug. F.eks. kan man ifølge ham sikre stranden og området neden for hans hus ved at lave en betonmur, som man graver ned i stranden og så daekker til med sand. Men det må man ifølge Kystdirektoratet ikke, fordi man kun må anvende naturlige materialer, forklarer han:
»Jeg er åben for alt. Jeg synes, at det er en super god idé at bygge den mur, hvis man giver håndslag på, at den skal daekkes med sand. Altså, hvis man laver en klausul eller servitut, der siger, at den altid skal altid vaere daekket til.«
Finansieringen er en vanvittig stor del af uenighederne. De mange uenigheder gør, at alle projekter tager lang tid – ofte fem-otte år. MARIANNE SKOV, SENIORRÅDGIVER, RAMBØLL