Private raketselskaber og verdens rigeste maend er havnet i et gigantisk kapløb om at komme først til månen
Et enormt amerikansk rumprojekt har spillet en raekke private selskaber ud mod hinanden i et kapløb, der med tiden skal bringe mennesket til Mars. Det går dog ikke helt efter planen, heller ikke for Elon Musk og hans rumselskab SpaceX.
Menneskeheden skal ikke bare til Månen igen. Vi skal også til Mars. En storstilet plan, der bringer mindelser om Apollo-programmet tilbage i 1960’erne, er efter et tilløb på naesten 10 år nu i fuld gang. Den 8. januar blev den anden raket i Artemis-programmet sendt afsted, ubemandet, men med en månelander ombord, der for første gang i over 50 år skulle saette amerikansk teknologi på månens overflade.
Men modsat Apollo-programmet, som var kulminationen på det store kapløb mellem USA og USSR, er det denne gang en hårdtslående dyst mellem en raekke forskellige private firmaer. Tilsammen konkurrerer de om knap 640 mia. kr., alene frem til 2025. Resten af budgettet, fra 2025 og frem, er ikke lagt endnu.
Den helt store dyst står nu imellem konsortiet United Launch Alliance, et samarbejde imellem giganterne Boeing, Lockheed Martin og Northrop Grumman, og den nye, fraekke dreng i klassen SpaceX, som Elon Musk står bag. Som et tredje hjul i den store konkurrence er Jeff Bezos’ selskab Blue Origin også blevet leverandør til Artemis-programmet, men ikke af selve raketterne.
At få raketter op til månen er første trin, og her går det bestemt ikke efter planen. Hverken hos ULA eller hos SpaceX. Hvis det var et hestevaeddeløb, ville startskuddet have lydt for laenge siden, og Elon Musks hest ville stadig stå i startboksen.
»ULA er startet med en gammel krikke, som er sikker og god og er kommet godt rundt i banen. Og Musk er ved at bygge en ny hest, som slet ikke er begyndt at løbe endnu, men som vil vaere hurtigere,« forklarer John Leif Jørgensen paedagogisk.
Han er professor ved Danmarks Tekniske Universitet og ekspert i rumraketter, som han også i mange år har leveret udstyr til. Og så følger han rumkapløbet taet, for det er her, der for alvor sker noget nyt i branchen.
»Nasa betaler både ULA og Elon Musk, men de har fået frie tøjler til at udvikle en løsning. De kører helt uafhaengigt af hinanden – og de er hinandens vaerste fjender,« siger John Leif Jørgensen.
Artemis-rumprogrammet er opkaldt efter en søster til Apollo i den graeske mytologi. Under Barack Obamas regering blev en raekke forskellige projekter hos Nasa samlet under én paraply og med en ny filosofi: Nu skulle Nasa ikke vaere dem, der udviklede raketterne og rumfartøjerne. I stedet skulle private raket- og rumselskaber i USA byde på de forskellige opgaver.
Donald Trump fortsatte i samme spor, og i 2019 kunne Mike Pence, den davaerende vicepraesident i USA, melde en ambitiøs deadline ud for Artemis: Den første kvinde og den naeste mand skulle saette fod på månen i 2024. Inden da skulle der vaere flere ”generalprøver”, hvor de forskellige elementer og raketter fra forskellige leverandører skulle vise deres vaerd. Men den deadline er skredet. Nu bliver det tidligst i 2026 og måske noget senere, at Artemis vil saette astronauter på månens overflade.
Legede med raketter som dreng
Ingen anden har som enkeltperson gjort mere for at sikre, at vi kan rejse til Mars end Elon Musk. Han legede med hjemmebyggede raketter og spraengfarlige kemikalier allerede som barn – i en barndom uden meget opsyn. Siden dengang har han vaeret drevet af den store mission: at menneskeheden skal vaere en ”multi-planet-livsform”. Det er for risikabelt at satse på jorden som eneste sted, vi kan bo, mener han, og vi er derfor nødt til at kunne flyve til andre planeter og bosaette os der.
Da han som nybagt rigmand efter salget af en techvirksomhed grundlagde raketselskabet SpaceX i 2002, var det med en ambition om at gøre raketter så meget billigere, at koloniseringen af Mars kunne komme inden for raekkevidde. Nasas bureaukrati og de saedvanlige leverandører med deres costplus-kontrakter var så håbløse, at det aldrig
ville lykkes for dem, lød hans vurdering ifølge Walter Isaacsons biografi om Elon Musk.
Cost-plus betyder, at en leverandør som for eksempel Boeing vil få daekket alle omkostninger ved et projekt og så derudover få et i forvejen fastsat beløb oveni for at sikre leverandøren et overskud. Det princip sikrede leverandører til nogle risikable og svaert forudsigelige projekter, som ingen måske havde lyst til at byde på med normale vilkår. Men det gav selvsagt ikke meget incitament for at effektivisere eller forny sig.
Elon Musk besluttede sig for at tage konkurrencen op med den etablerede rumindustri, og der var ikke ret mange, der troede på den mission. At bygge rumraketter er dyrt og potentielt farligt. Men trods en utraditionel tilgang og ifølge kritikerne en alt for stor risikovillighed lykkedes det altså SpaceX at blive en succes.
I dag er det rutinemaessigt selskabets Falcon-raketter, der bringer astronauter og gods til Den Internationale Rumstation – inklusive danske Andreas Mogensen. Denne weekend fløj SpaceX for 12. gang astronauter op i rummet – med en raket, som er blevet genbrugt mange gange. Og med Starlink-projektet har Elon Musk slået alle rekorder for, hvor mange satellitter man kan sende op. Der er indtil videre sendt over 5.000 små Starlink-satellitter i omløb.
»Jeg kan godt lide at blive involveret i projekter, der aendrer verden. Det gjorde internettet, og rumfart vil nok aendre verden mere end noget andet. Hvis menneskeheden kan ekspandere ud fra Jorden, så er det indlysende der, vores fremtid ligger,« sagde Elon Musk til avisen L.A Times tilbage i
2003 i SpaceX’s barndom.
Og tilføjede så:
»Derudover er raketter fede.«
Men der er bare meget stor forskel på at flyve op i rummet i en lav bane omkring Jorden og aflevere satellitter og så på at flyve vaek fra Jorden, til månen og så komme tilbage igen. Og det er begge deltagere i kapløbet nu ved at finde ud af på den hårde måde.
Hos SpaceX hedder løsningen Starship, et rumskib, der bliver kombineret med en enorm raket, som Elon Musk i første omgang døbte ”Big Fucking Rocket”. I dag bruger SpaceX det mere stuerene navn Super Heavy.
Og i første omgang handler alting om raketmotoren. Indtil nu har SpaceX nemlig brugt raketmotorer med teknologi fra 1960’erne, som var driftsikre og fine til formålet, når en raket ikke skal mere end måske 400 km op. Men det er ikke nok til at flyve til månen eller til Mars. Derfor bruger Starship en helt ny type motorer, forklarer John Leif Jørgensen.
»Den er fire-fem gange mere effektiv end de gamle. Og det er nødvendigt for at komme til månen. Den første opsendelse af Starship sprang så i luften, fordi der var ballade med motorerne. Men han skal nok laere det,« siger professoren.
Dyr hovedmotor
Hele SpaceX-filosofien handler om at nedbringe prisen og lave raketter, der kan genbruges. Men når motorerne bliver så kraftige, er genbrug pludselig meget svaerere.
Det var faktisk et af de store problemer med den amerikanske rumfaerge, som fløj fra 1981 og 30 år frem. Her var idéen også, at selve rumfaergen skulle genbruges – mens løfteraketten var til engangsbrug – men sådan gik det ikke. Raketmotorerne skulle naermest bygges op på ny.
»Hovedmotoren på rumfaergen er den mest effektive motor, som menneskeheden har frembragt. Men den er dyr, når den ikke kan genbruges, cirka 1 mia. dollars pr. styk. Det løber jo op,« siger John Leif Jørgensen.
Motoren fra rumfaergerne er interessante, for de er blevet genoplivet til det nye rumkapløb. Hos Elon Musks konkurrenter, ULAalliancen, tog man nemlig disse motorer ned fra hylden og bruger dem nu for ikke at sakke for meget bagud. Det er bare ikke en holdbar løsning rent økonomisk, så ULA-selskaberne er også ved at udvikle en ny motor.
Til gengaeld har ULA nu to gange sendt en
raket op, der er døbt SLS, hvor den første i november 2022 gik helt efter planen. Rumkapslen kom fint til månen, i et helt saerligt omløb om månen, der sparer på energien, og retur. Anden gang – som var her i januar – gik det mindre godt. Da rumkapslen blev sendt afsted imod månen, var der problemer med en motor, så rumkapslen ikke kunne placere sig korrekt. Og så var der ikke noget at gøre. Fartøjet var tabt.
Men samlet har ULA altså vist, at der er styr på turen til og fra månen.
»De har vist, at de kan saette rumfartøjet i en relativt kompleks bane rundt om månen, som er nødvendig, hvis man skal videre til Mars. De har gjort alt klar til at lande på månen. Til gengaeld har de noget arbejde med at modernisere deres motorer,« siger John Leif Jørgensen.
I Elon Musk-lejren er der fremgang med de kraevende motorer, men ingen erfaring med flyvning til månen.
»Han skal lige have sin raket til at virke, men han er meget taet på at vaere klar. Så skal han lige laere at skyde en raket til månen og tilbage igen. Der er han bagud på point,« siger rumprofessoren.
Gik galt i starten
Den første test af det 121 meter høje Starship-rumskib i april gik galt på mange måder. SpaceX mistede kontrollen over raketten, som endte med at eksplodere i 39 km højde. Samtidig blev affyringsrampen fuldstaendig ødelagt. Men SpaceX var godt tilfreds.
Men månen er kun første trin i det stort anlagt Artemis-projekt. Hele idéen er at gøre klar til den store tur til Mars. Og det kan man ikke bare klare i ét hug. Man skal have sendt en masse udstyr og braendstof op i rummet først, som kan fungere ligesom Base Camp-lejren på Mount Everest, hvorfra bjergbestigerne begynder den svaere del af turen.
Derfor skal der først opbygges en rumbase, som er i omløb om månen, og så skal der sendes et stort antal raketter op med braendstof, som så kan tanke den sidste raket før den endelige tur mod Mars.
»Vi skal samle det hele ude ved månen. Og så skal vi have en tankstation derude. Alt det skal vi laere. Ligesom man laerte at bygge havne i 1600-tallet, skal vi nu laere at bygge en rumhavn,« siger John Leif Jørgensen.
Det kan godt vaere, at det kraever en del arbejde og nogle fejlslagne forsøg, før systemet med optankning i rummet fungerer, men til gengaeld er der en kaempe bonus, når det er udviklet.
I dag er et af de store problemer for satellitter nemlig, at de løber tør for braendstof på et tidspunkt. Deres levetid som brugbar satellit er begraenset af maengden af braendstof, forklarer John Leif Jørgensen.
»Hvis du kan tanke en satellit op, når den er løbet tør, så har du lige reddet 1 mia. kr. Ellers bliver den bare til rumskrot. En satellit bruger hele tiden noget braendstof, for den skal kunne flytte sig. For eksempel for at undgå at blive ramt af rumskrot,« siger han.
Og fordi der er så mange penge i at forlaenge levetiden på satellitter, er det på vej til at blive et nyt, stort forretningsområde.
»Det rykker virkeligt i de her år. Der er masser af nye opstartsvirksomheder på området, og jeg kender til i hvert fald fem af de store operatører, som nu arbejder med det her,« siger John Leif Jørgensen.
De kommende opsendelser i Artemis-programmet er lige blevet udskudt igen. Nu hedder den nye tidsplan, at det tidligst bliver i 2026, at USA igen vil kunne saette astronauter på månen.
Samlet vil de kommende år blive helt afgørende. Om der kommer styr på de nye raketmotorer – et teknologisk spring, som også vil kunne bruges til for eksempel militaert brug. Om Elon Musk får styr på hele måneturen. Og om vi får ”tankstationer” i rummet.
»De her år bliver virkelig spaendende,« siger John Leif Jørgensen.