I kan ikke regne med, at de pårørende kan løse flere opgaver for samfundet
Mange af os har vaeret der; hjulpet et aeldre familiemedlem på toilettet, givet medicin, redt hår, haengt i telefonkøen til laegen og ganske ofte også forsøgt at kommunikere med en rar, men fortravlet, dårligt dansktalende sosu-assistent på et midlertidigt plejehjem.
lfølge en Voxmeterundersøgelse fra 2021 hjaelper 24 pct. af befolkningen en eller flere aeldre familiemedlemmer – over en million danskere er altså pårørende og tager dermed ofte plejeopgaver på sig.
Mange kender dermed frustrationen, har fulgt de kommunale nedskaeringer – og frygter at få omfattende plejeopgaver for aeldre familiemedlemmer. Og kan med gru se frem til, at vi selv står i en vaerre situation en dag. Eller som Jane K. Nielsen beskrev det i Jyllands-Posten fredag: »I kølvandet på mine foraeldres plejeforløb er jeg ikke laengere bekymret for at blive at gammel. Jeg er raedselsslagen.«
Danmarks Statistik har netop undersøgt udviklingen i pårørendeopgaver for AEldre Sagen. 1.600 tilfaeldigt udvalgte voksne børn til hjemmehjaelpsmodtagere har svaret på spørgsmål om tidsforbrug og opgaver, og udviklingen er ildevarslende. For ikke bare laegger de pårørende mange flere timer om ugen og løser flere opgaver i forhold til 2015. Det er nu også dokumenteret, at flere pårørende selv angiver, at de bliver fysisk og psykisk nedslidte af at hjaelpe – flere i en grad, så det påvirker deres egen arbejdsindsats. Det er en alvorlig advarselslampe, som bør give aeldreminister Mette Kierkgaard anledning til at trykteste det store aeldreudspil, der praesenteres tirsdag i Kolding.
For hele aeldreområdet er smerteligt udfordret. Vi har nu i månedsvis ventet på at høre, hvad man politisk vil gøre ved det. Af uransagelige grunde er regeringens store aeldreudspil først udskudt og siden delt op i småbidder.
I regeringsgrundlaget var en omfattende frisaettelse af den offentlige sektor en hjørnesten, og det er i den grad velkomment. For der er tydeligt brug for flere frie valg, som regeringsgrundlaget lagde op til med ordene: »Derfor ønsker vi et samfund, hvor der er større tillid, flere muligheder og mere frihed til, at borgerne kan vaelge den velfaerd og den service, som passer bedst til dem.«
Siden er delplaner om bl.a. lokalplejehjem, helhedspleje, løn under sosu-uddannelse, teamtaenkning og sosu’er fra Indien og Filippinerne kommet til. Og aeldreministeren taler varmt om, at pårørende skal »forlaenge hverdagslivets glaeder og bidrage med glaede, varme og omsorg«. Det lyder fint alt sammen, men ikke bare mangler det samlede overblik over, hvordan det hele skal realiseres – nu står noget af det også i skaerende kontrast til de tunge opgaver, som både Jane Nielsen beskriver om plejen af sin far – og som fremgår af AEldre Sagens store undersøgelse.
AEldreminister Mette Kierkgaard siger klogt, at »vi skal på ingen måde pålaegge pårørende og frivillige forpligtelser«. Vi tager ellers alle nok gerne ansvar for vores egne, men det skal vaere rimeligt, og byrden til at baere. Så hvordan det konkrete regnestykke praecist skal gå op, venter mange med rette meget spaendte på.
Nu efterspørges der ikke flere ord, flere delplaner og mere debat, men konkret handling.
mere frihed på området – det må bare ikke betyde friheden til at gøre mere arbejde selv, for laesset er allerede ved at vaelte for de pårørende. Så nu efterspørges der ikke flere ord, flere delplaner og mere debat, men konkret handling.