At vaere adoptivbarn er som at vaere en brik i et puslespil
I disse uger kører dokumentarserien ”Det Store Adoptionstyveri” på DR1. Dokumentaren har allerede skabt opmaerksomhed og forargelse, men som med så mange andre lignende programmer kommer den aldrig helt i dybden med adoptionsproblematikken.
Jeg er selv oversøisk adopteret og har genfundet min biologiske familie, men emnet og de etiske spørgsmål om adoption har laenge optaget mig og indgik også i mit speciale.
Adoption er både fra statsministeren og i en bred del af befolkningen anset, som om man gør et barn noget godt; en tjeneste, der er til barnets bedste, men det er bare langtfra altid sådan, at vi adoptivbørn selv oplever det.
Det er som at bruge en brik fra et andet puslespil og forvente, den passer ind i billedet.
Det er muligt, at brikken kan passe ind i puslespillet, men den passer ikke ind i motivet. Som adopteret er man som en gren, der er podet på et andet trae. Man kan nok komme til at baere frugt, men
grenen har et svagt led, som let kan knaekke i en storm.
programmer kommer heller aldrig ned i spørgsmålet om børn som en rettighed. Det at kunne få børn opleves i dag som en
Denne type
menneskerettighed, på trods af man har trodset biologien i jagten på uddannelse, selvrealisering, villa, Volvo og vovhund.
Når man så har fået alt dette klaret, er biologiens ur ved at løbe ud i sandet for kvinderne, og graviditet bliver svaerere og svaerere for hvert år, der går, og dermed sidste punktum i den perfekte selvrealisering: at få børn.
Biologiens faktum har samfundet fået svaert ved at acceptere, og mange søger derfor andre veje for at få sidste brik i selvrealiseringen på plads. Mange forsøger i første omgang med reagensglasmetoden, og giver det ikke resultat, adopterer man et barn fra udlandet. For børn, det skal man have, men har man krav på det?
adopteret falder man hurtigt ned mellem to stole i samfundet. Ens udseende gør, at man ikke passer ind i billedet af blåøjede, leverpostejsfarvede danskere, men opvaeksten i dansk eller vestlig kultur gør, at man heller ikke laengere passer ind i den kultur, man oprindeligt kommer fra.
Mange adopterede oplever ligesom
Som oversøisk
mange første- og andengenerationsindvandrere, at der kan vaere en grad af racediskrimination i forskellige sammenhaenge. Dette er sjaeldent overvejelser, jeg hører adoptivforaeldre gøre sig, inden de vaelger at adoptere oversøisk. Her er det egoistiske ønske om at få et barn det helt centrale.
er der et grundlaeggende problem i adoptionssystemet af danske børn. Der er situationer, hvor det bedste for et barn er at blive fjernet fra hjemmet. Dog er man mange gange for hurtige til det, i troen på at man gør det bedste for barnet. Mange gange vil en intensiv indsats for at hjaelpe foraeldrene vaere bedre for barnet end at fjerne det.
Hvis der er tale om direkte fysiske overgreb, så er jeg enig i, at en fjernelse er eneste rigtige løsning. Hvor systemet så fejler, er, når man for alt i verden vil undgå, at barnet placeres eller adopteres af familiemedlemmer.
Som barn vil det vaere af større psykologisk betydning, når man bliver større, at vide eller opdage, at selvom man er adopteret, så er man stadig en del af det rigtige trae.
Også fra magtapparatet
Som adopteret er man som en gren, der er podet på et andet trae.