Katherine Diez findes ikke mere. Men tragedien består
den side, du søgte, findes desvaerre ikke.«
Det er den besked, man får, hvis man forsøger at tilgå nogle af de artikler, anmeldelser eller andre tekster, som den plagiatanklagede influencer og boganmelder Kathrine Diez har skrevet (eller måske lidt rettere rundhåndet lånt, sakset til og sat sammen) til velrenommerede dagblade, magasiner og virksomheder, bl.a. modemagasinet Elle og foredragsvirksomheden Athenas, der har fjernet Diez fra deres hjemmeside.
»Der er sket en fejl –
»Siden findes ikke laengere« – nej, for den tilsyneladende beåndede, belaeste og begavede Kathrine Diez – sjaeldent smuk og sjaeldent klog – ja, hun findes ikke laengere, for maskerne er faldet.
Berlingske, hvor Diez i perioden 2018-2022 var ansat som freelancelitteraturanmelder og klummeskribent, har ivaerksat en intern undersøgelse af hendes tekster.
I de seneste år har faenomenet Kathrine Diez turneret rundt i medierne og på sociale platforme med budskabet om, at man godt kan vaere smuk og klog samtidig, og har i flere klummer højlydt klaget sig over, hvor vanskeligt det var for hende at finde sammen med en »passende mand«, hun kunne føle »samhørighed med. Ikke bare seksuelt. Men intellektuelt. Åndeligt. Det kraever lidt mere, end at man går i fitnesscenter eller kører i en stor bil«.
Ja, det er hårdt at vaere en køn åndsfyrste, der end ikke i egen ”sociokulturelle baggård” kunne finde en mand, der nåede hende til sokkeholderne, og hun både forargede og fascinerede sine laesere med det elitaere udsagn om, at hun ikke gider spise boeuf bourguignon med maend, der ikke har en bogreol med »de rigtige forfattere, vaerker og udgivelser – og har laest mindst 75 pct. af dem«.
Bum bum … Ja, i lyset eller skyggen af plagiatanklager og afsløringer af, at Diez endnu har til gode at laese Tom Kristensens ”Haervaerk”, som hun lystigt har omtalt og citeret fra – så krummer vi så meget taeer, at det vil tage os flere dage at rette dem ud igen.
i hele verden er at vaere skadefro over Diez – men i virkeligheden er det en dybt tragisk historie.
Diez har mistet sit gode navn og rygte og trovaerdighed, hun ikke kan genopbygge med nogle opdateringer i Instagrams pseudovirkelighed. En tragisk skaebne.
Hvad skal damen stille op nu? Hun får aldrig mere trykt så meget som en indkøbsliste i et medie – og hun får naeppe heller undervisningstjansen i dansk for 7.b med den bacheloruddannelse, hun formentlig ikke har.
Men hun ligger selvfølgelig, som hun har redt – og lad hende bare få fred til at ligge der.
Nuvel – det nemmeste
Til gengaeld må sagen kalde på en vis selvbesindelse og selvransagelse hos de store seriøse dagblade og virksomheder, der uden videre har samarbejdet med Diez, blandt andre Bogforum, hvor Diez har lavet interview på livsstilsscenen, Gyldendal og Podimo – og de allerede omtalte Berlingske og Elle – for plagiatsagerne påvirker selvfølgelig også mediernes trovaerdighed.
Og jeg må sige, at det undrer mig såre, at ingen redaktør har gennemskuet Diez’ løgnagtige selvfremstilling, hun har formået at skabe på de sociale platforme – uden hvilke hun aldrig var blevet til.
Og da Diez efter boeuf bourguignon-klummen havnede i en voldsom shitstorm, blev hun forsvaret af Berlingskes davaerende kulturredaktør, Anne Sophia Hermansen, der skrev, at »klummerne handlede om det vaesentligste, der findes. Så jeg har givet hende lønforhøjelse«.
Lad det bare stå lidt til morskab – både »det vaesentligste« og »lønforhøjelsen«. Jeg forarges faktisk mere over mediernes niveau og evne til at fornemme, om der er substans i deres skribenter – end over Diez.
Hun er faerdig.
Men medierne og virksomhederne lever og bør virkelig omhyggeligt agte på skribenternes og egen trovaerdighed – og alvorligt overveje brugen af de såkaldte influencere, der med trutmund og forførende blikke ligger deres liv til offentligt skue på Instagram – og bliver betalt i dyre domme for at markedsføre alt lige fra tandblegningsprodukter og menstruationskopper til folkekirken.
satte i foråret sin autenticitet og autoritet fuldkommen over styr ved at bede en influencer reklamere for sig og dermed vaere kirkens ansigt.
Det er en maerkelig industri, Kathrine Diez har opfundet sig selv i – influencere med tusindvis af følgere – ikke fordi de er saerlige kloge eller vise, ikke fordi de for alvor kan noget, ikke fordi himlen åbner sig, når man følger med i deres temmelig intetsigende liv og ser på alt det, der ingenting er, men tager sig godt ud, som også Diez’ liv gjorde.
Sidstnaevnte
virksomheder skal vaere varsom med, hvem de allierer sig med – for bag alt det paene, de laekre og forførende ligger skrøbeligheden, åndløsheden – og dumheden og løgnen – i store, tunge kasser.