Gør Europa til et bedre kontinent: Ud med Ungarn, ind med Ukraine
Det er utåleligt, at en eller flere småstater – som EU finansierer med milliardbeløb – kan afspore, hvad snesevis af seriøse medlemslande anser for kontinentets rigtige og nødvendige kurs.
Ungarn under Viktor Orbán har laenge vaeret en tragedie, men ligner før EU’s saerlige topmøde denne torsdag en farce, som tager alt for meget af Europas tid. Farcen består i, at EU-opvigleren Orbán med udgangen af juni, helt og aldeles turnusmaessigt, overtager EU’s formandskab og således den daglige kontrol – om medlemslandene ellers vil finde sig i det – med unionens indre og ydre anliggender.
Det er en uhyrlighed, som statsog regeringschefernes flertal ikke kommer uden om på deres topmøde, indkaldt med det for øje at bevilge Ukraine et milliardbeløb trods Orbáns højlydt meddelte sabotage, en affaere, som selv Robert Fico, den gangsteragtige ungarers ligesindede i nabolandet Slovakiet, tøver med at tage alvorligt.
Vil stats- og regeringscheferne senere på ugen forlade Bruxelles med deres politiske integritet i behold, må de nødvendigvis traekke Orbán, denne slimede ål, op af Donaus mudder og vise ham frem for offentligheden som det, han er: en trussel mod Europa.
naevenyttig, men ikke mindre slimet. Med deres eftergivenhed i forhold til krigsmageren Vladimir Putin i Kreml minder de to centraleuropaeere om Englands Neville Chamberlain, som returnerede til London efter et møde med Adolf Hitler i 1938 og bebudede: »Fred i vor tid.« Forskellen er, at hvor Chamberlain var naiv, er Orbán og Fico udspekulerede, den første mere end den anden.
Der er ingen fred i vor tid. Det ved man alt om i Finland. Regeringen i Helsingfors har lukket graensen til det fascistiske Rusland og leder i disse uger efter hundreder af såkaldte muldvarpe – mere eller mindre hemmelige agenter – som regimet i Moskva formodes at have smuglet ind i nabolandet. Alle ved desuden, at nationen i det 20. århundrede kun med nød og naeppe overlevede to blodige krige med Rusland, dengang som nu en uberegnelig stormagt.
Fico er mindre
At Vladimir Putin med sit overfald på Ukraine forsøger at genoprette det ondskabens imperium fra Østersøen til Sortehavet, som et kommunistisk Rusland tabte i 1989, og at såvel Orbán som Fico render i byen for Putin, betvivler de faerreste finner. Alle ved, at formålet med isaer Orbáns massive misbrug af EU’s regler er at tømme EU’s kasser for penge og at ødelaegge Vestens regelbaserede demokratier. Både Orbán og Fico gentager de manøvrer, hvormed Hitlers nazister for snart et hundrede år siden undergravede det svage tyske demokrati med fatale følger for Europa og for kloden.
I Helsingfors siden begges unge dage, men brød med ham som følge af hans overhåndtagende magtvanvid. »EU støtter med sin tavshed Orbán institutionelt, moralsk og finansielt,« skriver Szelényi.
»Tror man, at EU kan overleve med autoritaere regimer i sin midte, er man offer for en vrangforestilling.« Kan det siges klarere? Mig bekendt ikke.
giver EU-lederne en mulighed for at vise sig som statsmaend og statskvinder. De kan udstøde Orbán af deres kreds, om ikke formelt, så i praksis. Fico kan formentlig bankes på plads. Kan Orbán? Måske.
Den ungarske regeringschef er ikke i bedste politiske form, efter at hans kontubernal i Putins forgemak, Tyrkiets praesident Erdogan, har opgivet sin modstand mod Sveriges medlemskab af Nato.
Orbán må bringes til at garantere,
Topmødet i Bruxelles
at hans håndgangne parlament vil følge Tyrkiets eksempel, når det samles i Budapest den 26. februar.
på bagbenene, må de glødende jern bringes i anvendelse. EU’s flertal må gøre klart, at Ukraine og Moldova hurtigst muligt skal optages både i unionen og i Nato, en gentagelse af den historiske flothed, hvormed davaerende kansler Kohl i 1990 åbnede forbundsrepublikken for resterne af det kommunistiske Østtyskland og gjorde Europa til et bedre kontinent.
Det er utåleligt, at en eller flere småstater – som EU finansierer med milliardbeløb – kan afspore, hvad snesevis af seriøse medlemslande anser for kontinentets rigtige og nødvendige kurs.
Stiller han sig
Der er brug for en stramning af EU’s regler, så vidt at disse ikke laengere lader sig anvende mod Europas sikkerhed, velstand og demokrati. Vetoretten må gradvist fjernes, og flertalsretten styrkes. Unionen har at gøre med Europas samling. I det altid nøgterne Helsingfors lyder en kommentar: »Vil man ikke røgen i køkkenet, kan man som Storbritannien forlade komfuret.«