Økonomer skal få styr på misvisende model

I Finansministeriet har økonomernes regnemodeller en enorm magt, fordi de har stor betydning for den økonomiske politik. På dagpengeområdet fejlvurderer Finansministeriets regnemodel prisen på forbedringer med op mod 60 pct.

EMILIE DAMM KLARSKOV JES VILHELMSEN

Haever man dagpengesatsen, bliver livet som arbejdsløs mere attraktivt, og de ledige vil i mindre omfang søge job. Samtidig vil de beskaeftigede gøre mindre for at undgå at blive en del af arbejdsløshedsstatistikken. Det mener Finansministeriet, men vi mener ikke, at ministeriets regnemodel afspejler virkeligheden på en retvisende måde. Det belyser vi i en ny analyse.

Ministeriets embedsfolk bruger en økonomisk model, Dagpengemodellen, til at beregne de samfundsøkonomiske konsekvenser af aendringer i dagpengesystemet. Modellen har stor betydning for beslutningsprocessen om politikforslag til for eksempel at haeve dagpengesatsen. Hvis et parti, fagforbund eller borgere foreslår en højere sats, kommer Finansministeriet med et bud på, hvad forslaget vil koste statskassen, ved at regne på forslaget i Dagpengemodellen. Vores analyse viser, at modellen overvurderer prisen på dagpengeforbedringer med op mod 60 pct.

Der er altså store skaevheder i den måde, Dagpengemodellen regner på. Det kan have alvorlige konsekvenser for den førte politik på dagpengeområdet.

at det er en akademisk diskussion, hvordan en model i Finansministeriet beregner effekterne af politiske forslag, men det har faktisk realpolitiske konsekvenser.

Tal fylder nemlig meget i den politiske debat. Når politikere argumenterer for et politisk udspil, sker det ofte med afsaet i termer som arbejdsudbud, provenu og offentlige finanser. Helt konkret har statsministeren for eksempel sagt, at arbejdsudbud er blevet den nye valuta i dansk politik. Derfor er det også et demokratisk problem, hvis centraladministrationen bruger skaeve modeller til at konsekvensberegne politiske udspil. Alligevel er det faktisk sådan, det forholder sig på dagpengeområdet.

I Arbejderbevaegelsens Erhvervsråd (AE) har vi laenge undret os over de store effekter, som dagpengemodellen tilsiger, at det har at aendre på dagpengesystemet. Derfor har vi gennem laengere tid forsøgt at få adgang til Finansministeriets datagrundlag og modelapparat. Vi har både viden og erfaring til at gå Finansministeriets regnemodeller efter i sømmene.

Man kan måske taenke,

Finansministeriet – ad flere omgange – naegtet at dele både datagrundlag og modelapparat med os. Det er udtryk for en overraskende lukkethed.

Vi er dog ikke sådan til at slå ud, så vi måtte taenke i nye baner. I stedet for at anvende Finansministeriets datagrundlag, har vi lagt os op ad vismaendenes analyser, der bruger omtrent samme tilgang som Dagpengemodellen – og som Finansministeriet i øvrigt selv bruger til at bakke Dagpengemodellens resultater op med.

Vi har gennem et stort arbejde genskabt Dagpengemodellen, der består af intet mindre end 1.400 ligninger. På den måde har vi kunnet undersøge, hvad der driver modellens store adfaerdseffekter, og vi kan vise, at modellen har vaesentlige mangler.

Både teoretisk og i modellen er der to forskellige konsekvenser – effekter – af at forhøje dagpengesatsen.

For det første vil en højere dagpengesats medføre, at ledige i mindre grad vil søge beskaeftigelse, fordi det bliver mindre slemt at vaere på dagpenge. Denne effekt kaldes afgangseffekten.

For det andet vil beskaeftigede og opsagte gøre mindre for at undgå at havne på dagpenge. Det kaldes for tilgangseffekten.

Og nu bliver det lidt teknisk:

Ifølge Finansministeriets Dagpengemodel indtraeffer afgangseffekten omkring 18 måneder før dagpengeperiodens udløb. Det betyder altså, at ledige intensiverer deres jobsøgning, allerede halvandet år før de står over for en dagpengeudløb.

arbejde med modellen viser vi, at modellen ikke tager højde for en raekke baggrundsvariable, som er relevante for ledighedsforløbenes varigheder. Det gaelder for eksempel, hvilken branche man tidligere har vaeret beskaeftiget i kombineret med tid som ledig. Hvis man justerer modellen, så der tages højde for disse faktorer, aendres de lediges søgeadfaerd – og dermed indtraeffer afgangseffekten først tre-fire måneder før dagpengeudløb. Det er en kaempemaessig forskel.

Gennem vores

Vi har også set naermere på tilgangseffekten i modellen. Her kan vi igen vise, at modellen er skaev. Dagpengemodellens tilgangseffekt er ikke empirisk funderet, men hviler på en antagelse om, at opsagte – men stadig beskaeftigede – reagerer på samme måde på aendringer i dagpengesystemet som ledige. Gennemgår man den – meget sparsomme – forskningslitteratur, der er på området, vil man se, at Dagpengemodellen herved antager en tilgangseffekt, der er 9-10 gange højere end den tilgangseffekt, der er empirisk funderet.

er kendetegnet ved den såkaldte flexicuritymodel, der i korte traek består af tre ben:

For det første har arbejdsgivere fleksible vilkår i forhold til at hyre og fyre medarbejdere. Det betyder, at virksomhederne hurtigt kan tilpasse sig efterspørgslen.

Til gengaeld har lønmodtagere et staerkt sikkerhedsnet, der griber dem i tilfaelde af afskedigelse.

Endelig sikrer en aktiv arbejdsmarkedspolitik, at afskedigede medarbejdere kommer godt og hurtigt tilbage i beskaeftigelse.

Flexicuritymodellen har vist sig

Det danske arbejdsmarked

at vaere ganske fordelagtig og er internationalt anerkendt for blandt andet at bidrage til, at Danmark har høj jobmobilitet og er det land i EU, hvor ledige kommer hurtigst tilbage i job. Det bidrager samlet til et staerkt og tilpasningsdygtigt arbejdsmarked – og en staerk økonomi.

Man kan måske taenke, at det er en akademisk diskussion, hvordan en model i Finansministeriet beregner effekterne af politiske forslag, men det har faktisk realpolitiske konsekvenser.

2010’erne så vi dog en ny tendens, hvor forskellige regeringer begyndte at save i et af benene på taburetten: Man forkortede blandt andet dagpengeperioden, hvilket betød, at lønmodtagernes sikkerhedsnet blev mere stormasket. Og dagpengenes daekningsgrad er faldet.

I dag ser vi stadig igen og igen politiske forslag om at forringe dagpengesystemet. Sidste år foreslog Liberal Alliance at halvere dagpengeperioden, De Konservatives 2030-skatteplan finansieres til dels af forringede dagpenge, og det samme gør Dansk Erhvervs 2030plan.

Når Finansministeriet regner på de samfundsøkonomiske konsekvenser af disse forslag, overvurderer man effekten på både arbejdsudbud og de offentlige finanser. Faktisk viser vores nye analyse, at effekten på arbejdsudbuddet overvurderes med op til 70 pct., mens provenuet overvurderes med op mod 60 pct.

Op gennem

overvurderes det, hvor mange penge der spares ved at lave dagpengeforringelser. Omvendt vil det fremstå dyrere, end det egentlig er, hvis man foreslår at forbedre dagpengesystemet.

Det er naturligvis legitimt at have et politisk ønske om at forkorte dagpengeperioden eller skaere i ydelsesniveauet, men det er dybt problematisk, når politik bliver ført på baggrund af misvisende konsekvensberegninger. Det skaber nemlig en asymmetri, hvor det – som følge af en skaev model – bliver mere fordelagtigt at skaere i dagpengene end at styrke dem.

Vi – og andre – har gennem en årraekke kritiseret Dagpengemodellens store adfaerdseffekter og problematiseret den manglende åbenhed om, hvad der driver dem. Derfor er det også på høje tid, at Finansministeriet gør noget ved problemet.

Dermed

Finansministeriet har bebudet, at den nuvaerende Dagpengemodel er på vaerksted, og det bifalder vi, for der er brug for en gennemgribende reparation. Modellen bør bringes i overensstemmelse med empirien, og retvisende estimater for både tilgangs- og afgangseffekter bør benyttes, så den ikke bygger på misvisende estimater og gaetvaerk.

Der er derudover brug for langt mere åbenhed om metode og antagelser, så der er mulighed for, at taenketanke og forskere med flere kan efterprøve modellernes antagelser. Alt andet er udemokratisk.