»Vi kraever at blive hørt, og vi har brug for at genvinde vaerdigheden«
Premierminister Gabriel Attal lovede tirsdag nye indrømmelser til utilfredse landmaend. Men er det nok til at få dem til at stoppe deres traktoroprør?
Man skal vaere fiks på fingrene for at holde liv i et bondeoprør, der fra alle hjørner af Frankrig laegger et maksimalt pres på praesident Macron og hans nye premierminister.
Overskraevs på en baenk midt på motorvejen har Audrey Chantepie på bare halvanden time skraellet 30 kilo kartofler.
Lidt over halvdelen af det kartoffelbjerg, der skal til for at maette de over 100 bønder, der med deres traktorer har spaerret motorvej A15 ind mod Paris og skabt lange køer på bivejene.
Natten har vaeret kold, men omkring flammende olietønder er kampgejsten stadig høj her på andendagen af landmaendenes forsøg på at belejre hovedstaden.
Faelles for de aktionerende er, at de har fået nok.
Nok af den franske regering, nok af EU, nok af Ukraine, af unfair konkurrence, lange arbejdsdage, lave lønninger, miljøaktivister, stramme miljøkrav og supermarkeder, der ikke vil betale prisen.
»Nu må de snart stoppe med deres bullshit. Vi kraever aendringer nu,« siger kartoffelskraelleren, der driver et gartneri på 20 hektarer, heraf de to som drivhuse:
»Ellers bliver vi her. Vi har mad og drikke nok til en måned, og vi har også taget toiletter med.«
Audrey Chantepie er 41 år og fjerde generation i gartneriet, der er leveringsdygtigt i alle saesonens grøntsager og frugter. Allerede nu bekymrer hun sig om, hvem der en dag skal arve familiebedriften.
»Mine to sønner er 17 og 15. Den aeldste siger, at han gerne vil overtage, men hvilken tilvaerelse kan vi tilbyde ham? Jeg arbejder 70 timer om ugen, står på markeder to gange om ugen og tjener 11.000 kr. om måneden.«
Det er et godt stykke under den franske mindsteløn, men det er virkeligheden for mange af Frankrigs ca. 400.000 landmaend. Naesten 100.000 landbrug er nedlagt i løbet af de seneste 10 år ifølge det franske landbrugsministerium.
En aldrende landbobefolkning er en del af forklaringen. Men lange arbejdsdage og lav løn virker ikke fristende for den naeste generation. Betingelser, der også får skylden for en tårnhøj selvmordsrate. Hver anden dag tager en fransk landmand sit eget liv.
Nye indrømmelser
De halvt hundrede traktorer på asfalten nord for Paris er blot én af adskillige blokader tvaers over Frankrig. Alle syv motorveje, der fører ind til hovedstaden, er blokeret af traktorer.
For en flere kilometer lang konvoj af traktorer fra det sydvestlige Frankrig, der er på vej mod Paris for at blokere et af verdens største fødevaremarkeder i Rungis, udviklede turen op gennem Frankrig sig til kattens leg med musen. Flere steder spaerrede politiet for konvojen, der måtte søge alternative ruter. De pågaeldende landmaend har ry for at anvende militante metoder.
Her på motorvej A15 råder fred og ro.
På et banner spaendt ud over en traktor står der »intet land uden landmaend«, og det kan der vel vaere noget om. Selv om oprørerne bedyrer, at deres mål ikke er at udsulte Paris, har frygten for et tomt køleskab allerede ført til begyndende hamstring fra supermarkedernes hylder med isaer frugt og grønt.
»Indtil videre har vi fået massiv opbakning fra befolkningen. Det har overrasket mig og varmer helt ind i hjertet,« konstaterer Romain Coubriche med et blik ud på de mange bilister, der i den modsatte retning trykker hornet i bund for at vise deres støtte: »Så det ville vaere dumt at vende stemningen ved at udsulte dem.«
Da premierminister Attal tirsdag i sin jomfrutale i parlamentet rakte hånden ud til landmaendene med nye løfter, gjorde det begraenset indtryk.
»Pommade,« konkluderede Coubriche, der driver en gård på 160 hektarer med hvede og sukkerroer:
»Vi kraever at blive hørt, og vi har brug for at genvinde vaerdigheden. Vi har brug for visioner, der raekker mindst 10 år frem, og som vil tillade os at investere.«
Ukraine dumper priserne
Hovedbudskabet fra blokaden lyder, at reglerne og vilkårene skal vaere lige for alle, hvis man skal have fri konkurrence.
Ifølge den 43-årige landmand og hans kolleger har den franske regering en fael vane med at laegge ekstra stramninger ovenpå EU-regler. F.eks. kan et sprøjtemiddel, der bruges på roer, godt benyttes i Tyskland, mens det er forbudt i Frankrig.
Sammen med høje skatter betyder det, at fransk landbrug ikke er konkurrencedygtigt med andre EU-lande og slet ikke med billige producenter i Ukraine eller Sydamerika.
»Det kan ikke passe, at franske landmaend skal laegge ryg til genopbygningen af Ukraine, hvis bønder har dumpet prisen på sukker i EU,« siger landmanden.
42-årige Fabrice Mauger er frustreret over, at politikerne lytter mere til miljøforkaempere end til de landmaend, der ved, hvordan man passer på jorden og producerer kvalitetsvarer. Han og kollegerne opfatter EU’s krav om braklaegning af 4 pct. af landbrugsjord som helt hen i vejret, når EU ikke er selvforsynende med fødevarer.
Under teltdugen i revolutionskøkkenet er Audrey naesten faerdig med kartoflerne til den gratin, der skal serveres sammen med den chilli con carne, som 37-årige Julien Sarazin er i faerd med at tilberede på et kaempestort paellafad med tynde skiver af oksekød fra sin egen gård. Ud fra devisen, at bare fordi man slår lejr i sin traktor midt på en motorvej, er der jo ingen grund til at gå sulten i seng.
Det kan ikke passe, at franske landmaend skal laegge ryg til genopbygningen af Ukraine, hvis bønder har dumpet prisen på sukker i EU. FABRICE MAUGER, LANDMAND