Regeringen vil reformere aeldreplejen. Tør man naesten tro på, at det lykkes?

»Du bliver aldrig for gammel til at have det godt.« Sådan lyder titlen på regeringens variant af en gammel klassiker: AEldreplejen. De, som er tilpas gamle, vil måske få det mindre godt, når de går tilbage ad erindringens lange landevej og støder på: »Uden en aeldreomsorg har vi ikke et velfaerdssamfund, der er vaerd at tale om. Men derfor kan vi godt gøre det bedre.«

Sagt af statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i 1999. Efter ham fulgte Anders Fogh Rasmussen (V), som i 2001 ville gøre op med minuttyranni og stramme tidsskemaer: »Det er en kold, steril fagforeningsmentalitet, og det er det stik modsatte, der er brug for, nemlig en varm omsorg,« lød det i Foghs version.

Da Lars Løkke Rasmussen (M) sad som Venstre-statsminister, ville han »saette ind over for det voksende bureaukrati og saette borgere, ledere og medarbejdere i centrum«.

»Vi skal saette heltene på gulvet fri og skabe rum til at yde den bedste service for borgerne,« som han tweetede før et møde om sammenhaengsreformen.

Helle Thorning-Schmidt (S) afsatte 1 mia. kr. til aeldre med en besked om, at kommunerne selv måtte bestemme, »om de vil bruge pengene til at tilbyde de aeldre mere rengøring, flere bade eller mere genoptraening«, blot der var dokumentation for, at de blev brugt til reelle forbedringer for de aeldre. Og nu lover Mette Frederiksen (S) »et opgør med new public management og 30 års overstyring af den naere velfaerd, vi har set«.

Man kan roligt konstatere, at der også i hendes egen regering sidder folk, som kan bidrage til at forklare, hvad der er gået galt de mange andre gange, hvor regeringer har haft de helt store ord fremme og givet borgerne en forventning om, at nu gjaldt det varme haender, naerhed og omsorg.

Når Poul Schlüter (K) taelles med i ligningen, så er resultatet, at Mette Frederiksen er den sjette statsminister, som bebuder et opgør med det regeltyranni, som er knyttet til velfaerdsstaten. Betegnende nok allerede ved indgangen til 2022, da hun som leder af en socialdemokratisk etpartiregering sendte befolkningen ind i det nye år med ordene:»Alt for meget tid går med proces, bureaukrati, kontrol og skemaer. Det taerer på arbejdsglaeden. Det gør det svaert at rekruttere. Og det giver en velfaerd, der ikke altid lever op til forventningerne.«

Rent rutinemaessigt bliver forslagene modtaget med forventning om, at der endelig sker noget. Denne gang ingen undtagelse. Men som det dog påpeges af Djøf, så »er det vigtigt, at politikerne er klar til at give de lokale ledelser ansvaret for at løse de problemer, der potentielt kan opstå, i stedet for at komme med ny lovgivning, når en sag opstår«. Sagt på en anden måde:

Kan regeringens reform holde til endnu en tv-dokumentar, som viser, at fru Hansen forsømmes, og at der er forskel på Jensen i Skjern og Varnaes i Humlebaek?

I bogen ”Entreprenørstaten” har Sigge Winther Nielsen glimrende dokumenteret, hvad der sker, når højtprofilerede reformer forsvinder fra politikernes fordør og henvises til det mere kedelige implementeringsarbejde ved bagdøren.

Tiden må vise, om dette forsøg på at skabe en vaerdig aeldrepleje vil få en anden skaebne end de forrige. Hvem vil argumentere imod vaerdier som selvbestemmelse for den aeldre, tillid til medarbejderne og lokalt faellesskab? AEldreloven skal efter planen traede i kraft den 1. juli 2025, et års tid før naeste valg.

Når problemerne begynder at vise sig, er Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre et nyt sted.

Måske hvert sit sted.

Som med så mange andre forsøg på at reformere den kolos, som velfaerdssamfundet også er, er der kun ét at gøre: Krydse fingrene og håbe på, at det denne gang må lykkes. Man bliver aldrig for gammel til at håbe.

AEldreloven skal efter planen traede i kraft den 1. juli 2025, et års tid før naeste valg. Når problemerne begynder at vise sig, er Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre et nyt sted. Måske hvert sit sted.