Staten vil også bestemme her: Hvorfor må vi ikke slå dem ihjel, som selv beder om det?
Alt imens de fleste danskere beskaeftiger sig med jordskreddet i Randers, så skylder vi både os selv og Preisler-aegteparret at gribe den bold, det sendte op inden årsskiftet.
Mariann Preisler havde gennem laengere tid vaeret uhelbredelig syg, hvorfor hun bad sin mand, Ebbe, om at slå hende ihjel. Derfor er Ebbe Preisler lige nu sigtet for manddrab. Selv kalder Ebbe det for et kaerlighedsdrab. Andre vil nok bare kalde det for aktiv dødshjaelp.
Drabet på Mariann Preisler efterlader os med spørgsmålet: Er Ebbe Preisler en skurk eller en helt? I diskussionen om aktiv dødshjaelp tenderer vi nemlig til at have fokus på, om et menneske overhovedet bør modtage aktiv dødshjaelp eller ej, i stedet for at spørge: Hvorfor må man ikke slå dem ihjel, som selv beder om det?
Diskussionen om aktiv dødshjaelp er dermed forfejlet og kommer ofte til at udspringe fra et enkelt sygdomstilfaelde, hvor man tvinges til at forholde sig til, hvorvidt et enkelt individ er berettiget til at blive aflivet eller ej?
Derfor kommer vi hurtigt til at spørge: Hvornår er aktiv dødshjaelp begrundet, i stedet for at spørge, hvorfor er aktiv dødshjaelp ikke tilladt?
at vi på noget tidspunkt har indgået en samfundskontrakt med staten, hvori der står, at vi som individer
Umiddelbart mindes jeg ikke,
ikke selv må slutte vores eget liv. Et sådant forbud findes vist heller ikke i grundloven, så hvorfor er der et forbud mod aktiv dødshjaelp?
I oktober 2023 gentog Det Etiske Råd sin anbefaling om ikke at indføre aktiv dødshjaelp i Danmark.
Dets begrundelse er, at der er for meget på spil i vores grundlaeggende menneskesyn til, at man kan forsvare aktiv dødshjaelp – en anbefaling, som mange politikere vaelger at laene sig op ad.
netop kun et råd og ikke faktisk lovgivning. Samtidig giver Det Etiske Råd selv udtryk for, at der i dag er opstået et helt andet vidensgrundlag til at behandle emnet end tidligere.
Den udvikling fortsaetter og giver mennesket andre muligheder for at slå sig selv ihjel end tidligere.Står du i en situation, hvor du er uhelbredelig syg, skal du efter min mening have mulighed for med aktiv dødshjaelp at tage dit eget liv.
Alt andet er uvaerdigt og mangel på respekt og anerkendelse over for den borger, som spørger om hjaelp.
Når staten siger nej, så umyndiggør den dig som et selvstaendigt menneske, mens den tydeliggør magtrelationen mellem borgeren og staten.
Men et råd er
i Danmark er udfordret af, at staten har bundet mennesket
Individet
fast i velfaerdssystemets normgivende raedselskabinet. Borgerne er blevet statens ejendom, og den bestemmer suveraent, hvornår vi må dø, hvilket er en ydmygelse. Derfor er forbuddet mod aktiv dødshjaelp også statens ultimative magtdemonstration, hvor man ikke anerkender individets frie vilje, autonomi eller evne til at tage ansvar for sit eget liv. Men deri befinder statens udfordring sig også og dermed vores begraensning.
Menneskets frihed er uantastelig, og døden som mulighed er frihed. Derfor skal staten ikke blande sig i det rent personlige valg, det er selv at ville slutte sit liv. Heller ikke, når en borger beder om hjaelp til at slutte sit liv, skal staten tage den mulighed fra borgeren. Døden som mulighed handler om frihed, og hvorfor må vi ikke få den? Hvad får staten ud af at holde sagesløse mennesker fanget i terminale, smertefulde sygdomsforløb?
aktiv dødshjaelp bliver tilladt, så har staten skabt et samfund, som vi kan leve i. Muligheden for at få hjaelp til at slå sig selv ihjel viser, at staten har tillid og tiltro til, at vi kan traeffe de rigtige valg, både for os selv og for andre – alt andet illustrerer en stat, som ikke vaerner om den personlige frihed eller tror på, at vi er i stand til at taenke for os selv.