Det ender i gaetvaerk: Kongens valgsprog kan ikke bortforklares
i JP 19/1 om sprogbrugen i kongens valgsprog har udløst flere reaktioner, som ønsker at forsvare valgsproget. Skønt det utvivlsomt er i god tro og hensigt, så bekraefter disse indlaeg ufrivilligt, at kongens valgsprog ikke fungerer.
Valgsproget lyder: ”Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark”. De to første ord er en opremsning af egenskaber. Problemet er, at bøjningsformen skifter fra flertal (forbundne) til ental (forpligtet). Det er ikke korrekt at skifte bøjningsform i en remse, medmindre man opremser en raekke forskellige sammenhaenge, hvilket i så fald må praeciseres.
Hvis jeg siger ”røde, blåt, dejlige farver”, så er det umiddelbart dårligt dansk, fordi jeg bøjer tillaegsordene, som vinden blaeser. Nogle kan så gaette på, at jeg nok mener, ”roserne er røde, havet er blåt”. Men hvis det var dét, jeg mente, så skulle jeg selv have sagt det tydeligt: ”Roserne er røde, havet er blåt, dejlige farver.”
Bøjningsskiftet er nemlig uforståeligt, når det ikke er forklaret. I eksemplet med ”røde, blåt” er det da muligt, at jeg taenkte på ”roser og havet”.
Men andre kan gaette på, at jeg mente noget andet, f.eks. ”bøfferne er røde, mit hus er blåt”. Måske gaetter de forkert i begge tilfaelde, måske taenkte jeg på noget helt tredje. Jeg har med andre ord udtrykt mig dårligt, hvis jeg ville sige noget, der skulle vaere forståeligt for andre. Sådan er det også med kongens valgsprog.
i JP 23/1: ”Mon ikke kongen har taenkt sig godt om”
I indlaegget
gaetter én, at valgsproget skal forstås som: »Kongen og det danske folk, er forbundne. Kongen er forpligtet for kongeriget Danmark.« (Hun medgiver dog, at valgsproget unaegteligt ikke er saerligt mundret. Og det kan i sig selv siges at vaere et problem).
En anden skriver samme dag i indlaegget ”Kongens valgsprog giver god mening”: »Går man naermere ind i meningen med ordene, er meningen klar: Kongen og danskerne er forbundne (flertal), kongen selv er forpligtet (ental) på sit embede. Hvis valgsproget hed “forpligtede”, ville han lade det omfatte danskerne, og det har han naeppe myndighed til.«
Også det er gaetvaerk.
Det holder f.eks. ikke at antage, at kongen var bundet til at nøjes med entalsform i ”forpligtet”. Hvis kongen ønskede at sige, at det danske folk i faellesskab var ”forpligtede” (i flertal), så kunne han uden problemer gøre det. Det er vi jo faktisk, på vores lands love og konstitution.
tilføjer 25/1 i et indlaeg i JP ”Kongens valgsprog er ikke dårligt dansk”, at ufuldstaendige saetninger er normale i valgsprog, og gaetter som de øvrige på, at kongen med ”forpligtet” taler om sig selv. Men ufuldstaendige saetninger fungerer kun, hvis det er entydigt klart, hvad der skulle have stået i de undladte led.
Imidlertid kunne ”forpligtet” bl.a. også henvise til, at ”den enkelte er forpligtet”. Og ”forbundne” kan ligeledes udlaegges på flere måder, f.eks. at ”det danske folk er indbyrdes forbundne” (med eller uden kongen medtaenkt). Så ville det referere til en sammenhaengskraft i folket og ikke forholdet imellem kongen og folket.
En sprogforsker
Forsøgene på at få mening i valgsproget ender som folks egne gaetterier med forskellige betydningsnuancer. Også sprogforskerens.
Og det er stadigvaek umiddelbart forkert at skifte bøjningsform i en remse, medmindre det fremgår, at man også har skiftet emne, og i så fald fra hvad og til hvad.
at »han kaemper med ordene til tider«.
Hans valgsprog er utvivlsomt samlende ment.
Men det er formuleret, så den enkelte er nødt til at gaette på, hvad der praecis menes. Enhver kan så gå rundt med sin egen tolkning, sine egne gaet.
Det hjaelper ikke, hvis der står en forklaring i bogen ”Kongeord”. Et godt valgsprog er sprogligt korrekt og giver tydelig mening, uden at man er nødt til at ”laese manualen”.