Moral, jura og kapitalisme i en bunke jord
Skal Torben Østergaard betale for skaderne efter Nordic Waste? Det ville klaede ham at gøre det, men forpligtet er han ikke. Nordic Waste-sagen stiller en masse spørgsmål – og giver omtrent lige så mange forskellige svar.
Jura og moral går ikke altid hånd i hånd. Det samme kan siges om fornuft og forargelse. Men det betyder ikke, at jura er fornuft, og moral er forargelse. I Nordic Waste-sagen er fronterne trukket hårdt op mellem dem, der vil klynge skurken op og have ham til at betale, og dem, der fremhaever ejeren Torben Østergaard-Nielsens forretningsevner, og hvor synd det er for ham, at han har købt katten i saekken og påduttes et ansvar, som retsligt hører til i Nordic Wastes bestyrelse og direktion.
Jeg vil prøve at betragte Nordic Waste-sagen i et moralsk perspektiv. Lad mig først erklaere mit afsaet: Jeg har ingen direkte interesser i sagen, men føler mig kaldet til at gøre disse betragtninger, fordi jeg som erhvervsmand, direktør og ejerrepraesentant for en koncern, der beskaeftiger sig med energi, drikkevand, klima og miljø, er berørt af sagen.
Det moralske spørgsmål lyder således: Skal Torben Østergaard eller hans koncern betale for skaderne og forebyggelse heraf? En regning, der angiveligt kan løbe op i mere end 2 mia. kr.? Spørgsmålet kan vaere relevant, fordi Torben Østergaard er så formuende, at han har mulighed for det. For at få styr på det spørgsmål skal vi forstå, om det faktisk var Torben Østergaard, der forårsagede skaden? Ellers har det i sit udgangspunkt ikke anden rimelighed end generel tale for højere topskatter.
På den ene side står synspunktet, at Torben Østergaard ejede Nordic Waste og derfor har et moralsk ansvar. På den anden side fremhaeves det, at Torben Østergaard erhvervede majoritetsindflydelse i selskabet så sent som efteråret 2022 og endda med afsaet i, at Randers Kommune havde haft forudgående kontrolbesøg og udstedt tilladelser til selskabet. Torben Østergaard købte katten i saekken, lyder forsvaret.
Kontrolbesøg og tilladelser fritager dog ikke for ansvar. Det er vaerktøjer, der skal sikre, at samfundet kan vide, hvad der foregår, og give samfundet mulighed for at forebygge en skade. Om det lykkes, ved vi ikke endnu, men vi må fastholde, at ansvaret for at drive virksomheden ligger i selskabet.
Deri ligger anden del af forsvaret for Torben Østergaard: at han netop ikke driver selskabet. Det gør bestyrelse og direktion. Men Torben Østergaard købte selskabet, og ved købet må en professionel Torben Østergaard have fået gennemført en due diligence.
Det er en almindelig disciplin, der skal sikre, at en ny ejer kender risiciene ved den forretning, der erhverves. Når man køber en miljøvirksomhed, laver man miljødue diligence. Det findes der en haer af rådgivningsfirmaer, der kan gøre. Det er således svaert at forestille sig, at Torben Østergaard som ejer ikke skulle vaere oplyst om selskabets udfordringer. Med denne forventelige viden i hånden følger et moralsk ansvar for at sikre flere forhold omkring selskabet:
Det første er indsaettelsen af en kompetent bestyrelse, der kan håndtere de beskrevne risici. Det naeste er, at med en potentiel ulykke forude, burde der vaere etableret en beredskabsplan – både til håndtering af en ulykke og til kommunikation om ulykken – en beredskabsplan, der har haft så mange anledninger til at blive bragt i spil, at man må undres. Det sidste er, at der naturligt må foreligge en forretningsmaessig vurdering af, hvor meget jord der kan tilføres bunkerne, før forretningsmulighederne er udtømt.
Der må foreligge en vurdering heraf fra købet. En sådan vurdering vil altid vaere behaeftet med usikkerhed, men må også antages at pege på, hvad der saetter graensen for tilførslen af jord. Og tilførslen af jord fortsatte, laenge efter et beredskab burde have grebet ind. Disse forhold placerer et moralsk ansvar hos Torben Østergaard.
Kan vi som samfund acceptere, at tumper driver miljøvirksomhed i Danmark, når konsekvenserne for samfundet kan vaere så store? Jeg har ingen grund til at formode, at Torben Østergaard er en tumpe.
Men der er jo en anden mulighed: at Torben Østergaard slet ikke fik lavet nogen due diligence og faktisk købte katten i saekken. Det rejser et moralsk spørgsmål til politikerne: Kan vi som samfund acceptere, at tumper driver miljøvirksomhed i Danmark, når konsekvenserne for samfundet kan vaere så store? Jeg har ingen grund til at formode, at Torben Østergaard er en tumpe. Tvaertimod har han vaeret en dygtig forretningsmand inden for trading og risikoafdaekning – men vel at maerke finansiel risikoafdaekning. På miljøområdet er det nok mere korrekt at betragte ham som en amatør og stille et spørgsmål til politikerne: Hvordan kan I have tilladt amatører at forvalte samfundet på så vaesentlige områder? Det placerer ikke blot et ansvar hos Torben Østergaard, men også hos lovgiverne.
Afvejningen er her, at vi som samfund har interesse i kapitalismens drivkraefter – også selv om de kan vaere farlige i sammenhaenge som denne. Politisk har vi valgt at skabe et samfund, hvor det fri initiativ kan udfolde sig inden for nogle rammer. Betyder det så, at TØ er fritaget for ansvar af den samfundsmodel, vi har skabt? Nej, tvaertimod! Forudsaetningen for et velfungerende kapitalistisk system er, at markedsaktørerne er kompetente og opfører sig ansvarligt. At de i sin helhed er professionelle. Derfor er der også moral forbundet med frihed. Men moral er en svaer størrelse, for det er en elastisk størrelse, der over tid kan forandre sig en del. Her fejler TØ grumt.
Han har ikke haft fornemmelse for, hvad samtiden forventer.
Nu skete skaden. Det gør den en gang imellem. I denne sag peger meget på noget selvforskyldt, men selv om det var en skade svarende til stormfloden, hvor det er udefrakommende begivenheder, der skubber til bunken, så aendrer det ikke på nogle moralske pligter, der følger med: Jeg er enig med dem, der siger, at direktion og bestyrelse skal stå først, men når bestyrelse og direktion svigter – og det har de gjort i denne sags moralske anliggender – så falder ansvaret tilbage på ejeren: For ét er en diskussion om, hvem der forårsagede skaden.
Noget andet er kommunikation om, hvad der sker, mens skaden udvikler sig. Det er her, man berettiget kan tale om, at nogen stikker af fra det informationsansvar, der følger.
Torben Østergaard har brugt det argument, at han skulle have sagen fuldt belyst, før han kunne udtale sig, men i skadessituationer er der behov for noget helt andet: at vi hele tiden fortaeller det, vi ved om, hvordan situationen er lige nu.
Ejeren har et moralsk ansvar for at favne usikkerheden og vise empati over for de berørte. Sikre, at både direkte og indirekte involverede kan forholde sig til situationen. Jeg ved intet om Torben Østergaards forudsaetninger for at kunne mestre dette personligt, men han har helt sikkert forudsaetninger for at udstyre sig med mennesker, der kan håndtere krisen. Det er også helt sikkert, at han ikke gjorde det.
Tilbage til spørgsmålet: Skal Torben Østergaard betale for den forvoldte skade og omkostningerne til at inddaemme den med? Det ville utvivlsomt klaede Torben Østergaard at gøre det, men forpligtet er han ikke. Nok heller ikke moralsk, for ingen er forpligtet ud over sine evner. Uanset om han har vaeret i sagen som en glad amatør eller som en kynisk forretningsmand, der ville udnytte konkurslovens beskyttelse til sit yderste, så har han vist sig uden evner i miljøspørgsmål. Forstod han, hvad han faktisk har forårsaget – ikke bare i Ølst, men også i resten af samfundet – så ville han naeppe have tøvet med at tage ansvaret.
at regningen ender hos skatteyderne, og den formuende burde betale, alene fordi han er formuende. Det er bare ikke vilkåret i det kapitalistiske system. Havde Torben Østergaards samlede formue “kun” vaeret 100 mio. kr., var samfundet endt med regningen alligevel.
Det moralske spørgsmål ligger ikke i den økonomiske evne, men i evnen til at drive virksomhed med betydelige miljømaessige risici og samfundsøkonomiske konsekvenser – det, der forårsager regningen til skatteyderne og kommende generationer.