Europa er ved at tabe produktionskrigen
Det er alarmerende, at Europa ikke er kommet hurtigere og mere effektivt ud af starthullerne med at leve op til løfterne om materiel støtte til Ukraine.
Den 24. februar markerer toårsdagen for Ruslands voldelige overfald på Ukraine. Putin har på effektiv vis omstillet den russiske økonomi til krigstid og etableret taette våbenpartnerskaber med ligesindede autokratiske regimer.
Trovaerdig, langsigtet våbenstøtte er derfor vigtigere end nogensinde, hvis Ukraine skal opretholde sin forsvarsevne og have de bedste forudsaetninger på både den militaere og politiske kampplads.
Imødekommelsen af Ukraines behov kraever en vestlig vilje til fortsatte militaerdonationer. Men det kraever også evnen til at matche Putins produktionskapacitet. Og den evne skal opretholdes, samtidig med at de europaeiske lande skal genopbygge egne forsvar.
Hvis Europa skal kunne følge med i produktionskapløbet, kraever det et kraftigt løft af den europaeiske forsvarsindustrielle base. Og på netop dette område er de europaeiske lande alt for sent ude af starthullerne.
Amerikanerne har indtil nu vaeret Ukraines største bilaterale militaere donor. Ifølge Kiel Institute for the World Economy leverede amerikanerne mellem den 24. januar 2022 og den 31. oktober 2023 for 43,9 mia. euro våbenstøtte.
Desvaerre har praesident Biden grundet republikansk modstand haft svaert ved at få sin seneste støttepakke gennem Kongressen. En fortsat vigende amerikansk støtte vil udgøre en stor udfordring for Ukraines evne til at opretholde forsvarskampen.
Kaster man et blik på den generelle udvikling i støtten til Ukraine, ser det bekymrende ud. Den nåede et nyt lavpunkt mellem august 2022 og oktober 2023 – et fald på naesten 90 pct. sammenlignet med samme periode i 2022. Af de 42 donorlande, som Kiel Instituttet følger, har kun 20 givet tilsagn om nye donationspakker i perioden august til oktober 2023, det mindste antal siden den fuldbyrdede invasions begyndelse.
Der er dog lyspunkter. I løbet af 2023 har vi set konturerne til en nord- og østeuropaeisk støtteakse, der laegger sig forrest i det militaere donationsspor. I august, september og oktober donerede EU-landene 780 mio. euro i tung militaerstøtte til Ukraine sammenlignet med blot 500 mio. euro fra USA i samme periode. Nye tilsagn fra Tyskland og de nordiske lande har drevet denne udvikling. Det gaelder eksempelvis F-16-koalitionen mellem Danmark og Holland samt Tysklands donation af Patriot- og IRIS-T-luftforsvarssystemer.
Senest har Storbritannien besluttet at give yderligere 2,5 mia. pund i militaerstøtte og indgået en bilateral forsvarsaftale. Aftalen er en udløber af sidste års G7-deklaration og baserer sig på anbefalingerne fra Kyiv Security Compact udarbejdet af en arbejdsgruppe anført af Anders Fogh Rasmussen og praesident Zelenskyjs stabschef,
Andriy Yermak. Denne aftale er sammen med andre lignende aftaler, der i øjeblikket forhandles, vaesentlig, fordi den signalerer Storbritanniens langsigtede støtte til Ukraine.
Danmark og Norge udmaerker sig ved, trods vores størrelse, at vaere henholdsvis den femte- og fjerdestørste militaere bidragsyder til Ukraine i absolutte tal i perioden den 24. januar 2022 til den 31. oktober 2023. I toppen finder man også en lang raekke østeuropaeiske lande.
Viljen til at støtte er der altså i saerligt Nord- og Østeuropa. Men kaster man et blik på den europaeiske forsvarsproduktionskapacitet, møder kontinentet udfordringer.
Den begraensede dybde af Europas forsvarsindustrielle base illustreres ved EU’s utilstraekkelige forsyning af artillerigranater. EU tilkendegav i marts 2023 en støtte på én million 155 mm-artillerigranater inden for et år. I slutningen af november havde EU blot leveret 300.000 granater. Med få måneder tilbage er det usandsynligt, at EU når målet. Det skal komme fra ny produktion, men vi har ikke produktionskapaciteten.
For eksempel sagde den tyske stål- og våbenproducent Rheinmetall den 3. december, at den havde modtaget ordrer for 142 mio. euro på artillerigranater til Ukraine, men at disse først leveres i 2025.
Efter snart to år med krig på det europaeiske kontinent har Europa altså stadig ikke formået at omstille sin forsvarsindustri.
Imens har Putin siden krigens begyndelse omlagt den russiske økonomi til krigstid. Eksempelvis har Rusland siden februar 2022 forøget den månedlige produktion af langtraekkende missiler fra 40 til mere end 100 og naesten fordoblet produktionen af artillerigranater ifølge taenketanken Royal United Services Institute. Den russiske våbenindustri vil blive udbygget yderligere de kommende år. I 2024 vil naesten en tredjedel af de russiske udgifter gå til militaer.
Derudover har Rusland pålidelige støtter blandt andre autokratiske regimer såsom Nordkorea og Iran. I september bad Putin styret i Pyongyang om hjaelp. Inden for en måned havde Nordkorea leveret, hvad der ifølge den estiske efterretningstjeneste svarer til 300.000350.000 artillerigranater. Altså har Nordkorea på én måned leveret, hvad det tog EU otte måneder at levere til Ukraine. Og det tal er sandsynligvis endnu højere ifølge Center for Strategic and International Studies. Derudover er der bygget fabrikker i Iran for at styrke den russiske produktionsmaskines modstandsdygtighed og kapacitet.
Uanset om Trump vinder praesidentvalget eller ej, skal Europa overtage en stor del af ansvaret for at støtte Ukraine og forsvare vores egne lande. Vi skal bevaege os fra ”byrdedeling” mellem USA og de europaeiske Nato-lande til ”byrdeoverdragelse”.
Uanset om Trump vinder praesidentvalget eller ej, skal Europa overtage en stor del af ansvaret for at støtte Ukraine og forsvare vores egne lande. Vi skal bevaege os fra ”byrdedeling” mellem USA og de europaeiske Nato-lande til ”byrdeoverdragelse”.
Det kraever ikke bare, at vi i Europa er villige til at støtte Kyiv, men også at vi har en moderne forsvarsindustri, der er i stand til det, samtidig med at den kan forsyne vores egne forsvar.
De europaeiske lande skal omsaette politiske løfter til investeringer. Selvom det tyske Zeitenwende efter Ruslands invasion satte et mål om at bruge 2 pct. af bnp på forsvar i 2024 og lave en engangsinvestering på 100 mio. euro i Bundeswehr, var kun 1,5 mia. euro fra fonden blevet brugt i midten af 2023, mens selve forsvarsbudgettet faldt en smule sammenlignet med 2022. Samme billede tegner sig i andre europaeiske Nato-lande. I Danmark når vi 2 pct. i 2030, og midlerne bliver først for alvor tilført Forsvaret i slutningen af forligsperioden.
Vi forsøger at håndtere en usikker og farlig situation med forsvar og industri, der er indrettet til fredstid. De europaeiske regeringer er nødt til at placere langsigtede kontrakter hos forsvarsvirksomhederne. Uden kontrakter står producenterne med al risikoen, hvorfor de ikke kan foretage investeringer i at udvide produktionskapaciteten.
Der sker fremskridt. Eksempelvis blev der den 3. januar indgået en aftale mellem Holland, Rumaenien, Spanien og Tyskland om op mod 1.000 Patriot-luftforsvarsmissiler. I forbindelse med aftalen vil den europaeiske produktion af missilerne blive udvidet.
EU-Kommissionen ønsker også at oprette en faelles fond på 100 mia. euro, det såkaldte European Defence Investment Programme, som skal styrke faelles indkøb og saette de europaeiske lande i stand til at øge produktion af ammunition og våben.
Men disse initiativer er små skridt i den rigtige retning. Med Ukraines snart to år lange eksistenskamp, de politiske løfter om forøgede forsvarsbudgetter på tvaers af Europa og truslen fra et autokratisk regime, der er klar til at invadere sine naboer med rå magt, er det alarmerende, at Europa ikke er kommet ud af starthullerne.