Kan integrationens rette tilstand spottes på Aarhus Stadion?
Måske bør man haeve blikket fra talkolonnerne og kigge ud på den virkelige verden, for eksempel på et fodboldstadion, som jo er stedet, hvor man i et foreningsland som Danmark samles på kryds og tvaers af socialklasser.
Gennem årene er vi blevet bombarderet med diverse statistikker fra forskningsinstitutter om integrationens tilstand i Danmark. Rapporter og diagrammer fra f.eks. taenketanke som Kraka, hvor begavede politologer og økonomer har dokumenteret, at langt størstedelen af efterkommere af indvandrere fra blandt andet muslimske lande ligner resten af danskerne.
Men siger alle disse akademiske rapporter egentlig noget som helst om integration? Måske bør man haeve blikket fra talkolonnerne og kigge ud på den virkelige verden, f.eks. på et fodboldstadion, som jo er stedet, hvor man i et foreningsland som Danmark samles på kryds og tvaers af socialklasser om verdens mest populaere sportsgren. Måske det kunne give et fingerpeg om integrationens rette tilstand?
I 2022 udkom bogen ”Kaerlighed og smerte”, som er forfattet af journalist Jørgen Høg og fotograf Lars Bech.
Bogen tager udgangspunkt i en af de mest eksponerede klubber i Danmark: AGF. Omdrejningspunktet for bogen er noget af det mest centrale for en fodboldklub: fansene. Dem, som uge efter uge bevaeger sig op ad Stadion Allé for at skrige i kor: »Kom så De hvii’e«. Om deres kaerlighed og passion til hele Aarhus’ hold, AGF.
Jeg har naturligvis købt bogen og moret mig fyrsteligt over mødet med både Rasmus Tantholdt og Thomas Helmig, når de står på Ceres Park i godt selskab med blandt andre pølsemanden, slagteren, bankdirektøren og praesten. Men hov … mangler der ikke nogen?
Jeg bladrer frem og tilbage. Retter på laesebrillen og kigger igen. Men nej, den er god nok. På de 30 portraetfotos af passionerede AGFfans kan jeg kun spotte én. Én enkelt aarhusianer med et navn, der afslører, at han har rødder i den muslimske verden. Det kan da ikke vaere rigtigt.
Har Jørgen Høg og Lars Bech misset noget i deres research? Det er jo ikke ligefrem, fordi Aarhus er en by uden etniske minoriteter. Derfor møder jeg selv op på Aarhus Stadion for at kigge mig lidt om. Jeg ser dem alle sammen. Repraesentanter fra alle socialklasser som i Jørgen Høgs og Lars Bechs bog. Ud over at dele den samme kaerlighed og smerte til ”De hvii’e” har de det tilfaelles, at de er påfaldende hvii’e. Intet sted kan jeg spotte en, der kunne lyde navnet Muhammed eller Fatima. Mon det bare er et Aarhus- faenomen?
Derfor trodser jeg enhver logik og følger med min datter, når hun skal se sit eget yndlingshold i København:
FCK. Også her ser jeg dem. Høje og lave. Tykke og tynde. Maend og kvinder. Men de velintegrerede indvandrere fra Krakas analyse er påfaldende fravaerende, når FCK spiller hjemmekamp. Jeg drager videre. Tilbage til min hjemegn for at se mit eget hjertehold, Hvidovre, spille opgør i Superligaen efter mange års fravaer.
Det må da vaere noget, der kan samle hele byen. Og selvom der ikke ligefrem mangler etniske minoriteter på Vestegnen, så er de i hvert fald ikke at finde på Hvidovre Stadion.
Så selvom Kraka og andre taenketanke med deres akademiske videnskab forsøger at dokumentere, hvor godt det går med integrationen, så er det påfaldende, at dette åbenbart ikke afspejler sig på et fodboldstadion i Foreningsdanmark. Endsige i en håndboldhal til den danske nations egen nationalsport, håndbold. Hvornår har man for eksempel set føromtalte Muhammed eller Fatima med klaphat, når de danske verdensmestre er løbet på banen?
Selvom Jørgen Høgs og Lars Bechs bog nok var taenkt som en hyldest til AGF’s hårdtprøvede fans, der deler deres kaerlighed og smerte, så er den meget mere end det. Den er alt det, man ikke kan laese ud fra tal og statistikker, men som skal opleves ved selvsyn på et stadion i Danmark. Et vidnesbyrd om integrationens rette tilstand i Danmark.