Derfor holder Lars Løkke hånden ...

Men da beslutningen nåede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens bord, sagde han – bakket op af sine egen udenrigsministerielle embedsfolk – nej. Loven er skruet sådan sammen, at Udenrigsministeriet kan nedlaegge veto mod at optage nogen på listen, hvis ministeriet vurderer, at sagen kan »få vaesentlige udenrigspolitiske konsekvenser«.

Og det mente Løkke altså.

Hundredeårsperspektiver

Hvad i alverden handlede det nu om? Man kunne jo ellers nok mene, at Danmarks forhold til Rusland i forvejen er temmelig anstrengt, og at det nok betyder mere, at Danmark sender milliarder af kroner, mortérer, artillerigranater og F-16-fly af sted, end om den russisk-ortodokse kirke kommer på en forbudsliste mod donationer.

Jo, men her er det, at det er nødvendigt at se lidt naermere på, hvordan den udenrigsministerielle tankegang fungerer. Her ser man grundlaeggende anderledes på både sig selv og mange ting i verden, end man gør i andre ministerier.

For det første ser Udenrigsministeriet sig selv som et ministerium, der ikke er haemmet af ”kortsigtede”, indenrigspolitiske dagsordener. I Udenrigsministeriet føler man sig haevet over signal- eller symbolpolitik eller – gys! – udfald af folketingsvalg, og man vil ikke lade sig forstyrre af, hvad der står på forsiden af aviser, der alligevel snart skal pakkes fisk ind i.

Her opererer man i egen opfattelse med ”hundredeårsperspektiver”.

Sådan er det i mange udenrigsministerier i verden. Men i det danske udenrigsministerium ligger derudover et andet mere dansk og mere kontroversielt perspektiv.

Her er det nemlig også et grundlaeggende princip, at det i udenrigspolitikken så godt som altid tjener Danmarks interesser bedst at ligge så meget som muligt i lae af verdens stormagter og de storpolitiske orkaner. Danmark skal helst gøre sig mindst muligt besvaerlig og stikke mindst muligt ud.

Tankegangen gennemsyrer udenrigstjenesten. Konstant holdes der øje med selv de mindste bevaegelser i Washington, Kanzleramt i Berlin eller Quai d’Orsay, som er det saerligt fine kaldenavn for det franske udenrigsministerium. Enhver bevaegelse, der ikke er i takt med dem, vil som udgangspunkt blive betragtet med stor skepsis.

I udenrigspolitikken skal Danmark helst ikke vaere foregangsland, men derimod et efterfølgerland.

Der er gode historiske forklaringer på, at det forholder sig sådan. Efter krigsnederlaget i 1864 blev Danmark et lille og ubetydeligt land, der i princippet uden videre kunne opsluges af store og fjendtlige magter, og derfor gik Danmark i mange år meget forsigtigt på diplomatiske aeggeskaller.

Imod Rwanda-plan

Men selv om Danmark jo nu er medlem af både Nato og

EU og således ikke laengere er et ensomt, forsvarsløst byttedyr, lever tankegangen selv i 2024 stadig i bedste velgående i Udenrigsministeriet.

Og det har i talrige sager skabt problemer internt i de danske regeringer, fordi Udenrigsministeriet ofte bliver en stopklods for politiske dagsordener, som resten af regeringen eller Folketinget ønsker at fremme.

F.eks. fortaeller kilder, at den tidligere regerings arbejde med at etablere et modtagecenter for asylansøgere i Rwanda blev åbenlyst modarbejdet på de interne linjer fra Udenrigsministeriet, der ikke brød sig om, at Danmark sammen med kun en håndfuld andre lande udfordrede haevdvundne international praksis på området.

Eller da der under den tidligere S-regering var forhandlinger om udarbejdelsen af undervisningsmateriale i Muhammed-krisen, var der stor bekymring i Udenrigsministeriet over de mulige konsekvenser, bl.a. for dansk eksport, når først den arabiske verden opdagede, hvad pensum var i den danske folkeskole.

Til flere politikeres store overraskelse sad der ifølge Jyllands-Postens oplysninger derfor en embedsmand fra Udenrigsministeriet med ved forhandlingerne – som i øvrigt siden er løbet helt ud i sandet.

Eller tag den aktuelle sag om den økonomiske støtte til FN’s palaestinensiske flygtningeorganisation UNRWA, der er under anklage, fordi flere af UNRWA’s ansatte deltog aktivt i terrorangrebet på Israel den 7. oktober.

Flere lande har derfor indstillet støtten – men ikke Danmark, hvor udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen indtil videre holder fast i, at den skal fortsaette. En aendring skal helst besluttes i faellesskab i EU – så kan Danmark ligge trygt i slipstrømmen.

Ond sammenligning

En fagminister blev for nogle år siden så irriteret efter sit første møde med Udenrigsministeriet, at han hånligt udbrød:

»Ja, man må sige, at Erik Scavenius ikke har levet forgaeves!« – med en ond henvisning til den danske stats- og udenrigsminister, der var primus motor bag den omdiskuterede samarbejdspolitik med Nazityskland under Anden Verdenskrig.

I sagen om Moskvapatriarkatet er det dog vigtigt at slå fast, at der ikke ligger nogen varme følelser for Putins Rusland bag Udenrigsministeriets stillingtagen.

Derimod er der to andre bekymringer: For det første at man ikke ønsker, at Danmark i sin sanktionspolitik skal skille sig ud fra EU’s. Det er ganske fint, at Danmark er hård over for Rusland – som så mange andre lande er – men det er et vigtigt hensyn, at EU fremstår samlet, ikke splittet.

Derudover er man også bekymret for negative reaktioner i andre lande med ortodokse kirker, f.eks. i Østeuropa og på Balkan.

Svaert med vaerdipolitik

I udenrigspolitikken skal Danmark helst ikke vaere foregangsland, men derimod et efterfølgerland.

De saerlige udenrigsministerielle doktriner gør det vanskeligt, hvis en regering gerne vil føre egentlig vaerdipolitik.

Hvis det skal lykkes, skal det drives fra det eneste sted, der kan trumfe Udenrigsministeriet – nemlig Statsministeriet. Det skete i sin tid f.eks. under Muhammed-krisen, men også i de første reaktioner på terrorangrebet i Israel i oktober, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) stillede sig ubetinget på Israels side.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har forsøgt at skraeve lidt over begge dele ved at kalde sin udenrigspolitiske linje for »pragmatisk idealisme«. Erfaringen siger dog, at i Udenrigsministeriet bliver den kamp oftest afgjort til fordel for pragmatismen.