Peter Ingemann har måttet øve sig i at blive bedre til at tilgive
Tv-vaert Peter Ingemanns altoverskyggende interesse er historiens vingesus. Derudover er han dybt fascineret af spaekhuggere, og så har han gjort sin kone til Rammsteinfan på en tur til Hitlers stadion. Og så er han snart aktuel med en ny saeson af ”Størs
Hvilket rejsemål skal du have besøgt, inden du dør? »Jeg har vaeret mange steder, så derfor er det et godt spørgsmål, men hvis jeg skal pege på et sted, så skulle det vaere Antarktis. Churchill sagde engang: ”Jeg kan vaenne mig til alle grader af luksus.” Og jo aeldre jeg bliver, jo bedre skal hotelvaerelserne vaere, og jeg vil gerne have en højere grad af komfort. Der er Antarktis lidt en udfordring, da det – heldigvis – ikke er bebygget med luksushoteller. Så hvis man på et eller andet tidspunkt, inden jeg stiller traeskoene, kan tage på en fantastisk rejse til Antarktis, hvor man stadigvaek kan komme i et varmt bad, få en drink om aftenen og nyde en stor bøf, så ville jeg gerne det.
Det, jeg allerhelst vil opleve på Antarktis, er mit absolutte yndlingsdyr: spaekhuggeren. Jeg har altid gerne villet se en i levende live. Det er et dyr, der står mit hjerte meget naert. Spaekhuggeren er det klogeste dyr på kloden.«
Herefter følger en flere minutter lang samtale frem og tilbage, hvor Peter Ingemann fortaeller om alle de fascinerende egenskaber, som spaekhuggeren har, indtil han pludselig udbryder:
»Men jeg kunne aldrig finde på at tage ind for at se dem i fangenskab. Det er en forbrydelse mod dyr.«
En musiker, som du skal have oplevet til koncert?
»Det skulle vaere Judas Priest, som jeg desvaerre missede for nogle år siden. Dem vil jeg rigtig gerne se. Og helst på en dag, hvor Rob Halford virkelig kan ramme tonerne. Så er der ikke mange, der synger bedre end ham.
En af de største musikalske oplevelser i mit liv havde jeg i sommer, hvor jeg så Rammstein spille på Berlins stadion. Jeg var der sammen med min kone, der absolut ikke er Rammstein-fan. Men det er hun blevet nu.
Rammstein er jo meget misforståede i deres tekster og musikunivers. De er selv meget venstreorienterede, men meget af deres musik handler om fortiden og Tysklands mørkere år i perioden 1933-1945. Så at sidde der på Hitlers stadion og opleve Rammstein var naesten en religiøs oplevelse. Historie er min eneste hobby, så derfor var kombinationen af musikken og stedet helt fantastisk.
Jeg glaeder mig også til om 10-20 år, hvor man kan komme til koncert med en AI-genereret version af Jim Hendrix’ berømte koncert i Vejlby-Risskov Hallen i Aarhus. Det er fuldstaendig sindssygt, hvor hurtigt teknologien udvikler sig, men også ret uhyggeligt at taenke på.«
Hvilket måltid vil du gerne spise?
»Jeg har vaeret på flere Michelin-restauranter og saetter da også pris på maden der, men det er ikke noget, der som sådan taender mig. Jeg synes, at der er for meget ... hvad skal jeg sige. Det kan godt blive lidt småanstrengende. Det siger nok noget om, hvor privilegeret jeg er,« siger Peter Ingemann med et grin.
»Jeg kommer fra en slagterfamilie. Min farfar var hesteslagter, og min fars motto er: Jo større bøffer, jo bedre. Men i takt med alderen kan jeg maerke, at jeg ikke nyder rødt kød på samme måde mere.
Sådan en blodrød bøf kan man jo have glaede af hele natten bagefter. Hele systemet går jo i gang med at fordøje den. Så jeg ville have grinet af mig selv for 20 år siden, men jeg er begyndt at spise meget vegetarmad. Men jeg er ikke ret god til at lave det.
Så hvis jeg skulle pege på noget, så skulle det vaere at komme ind på sådan en fantastisk vegetarrestaurant. Jeg ved, at der er flere i Berlin. Der kunne jeg godt taenke mig at komme ind.
Så et fuldstaendigt fabelagtigt Babettes Gaestebud-vegetarmåltid – ikke vegansk – er, hvad jeg ville vaelge.«
Hvad har du allerede fået streget over på din traeskoliste?
»Mange ting. Jeg har mødt Mathias Rust, som var ham, der landede et fly på Den Røde Plads i Moskva. En gal mand i øvrigt.
Jeg har også lavet en programserie på seks afsnit med Ulla Terkelsen, hvilket var helt specielt, da jeg jo er vokset op med hende i fjernsynet og har set enormt meget op til hende. Hun er jo en levende legende, så det er jeg meget taknemmelig for, at hun sagde ja til at vaere med til.
Min helt store helt er Claus von Stauffenberg, som var ham, der prøvede at slå Hitler ihjel. Ham har jeg fået tatoveret på min arm, på trods af at jeg generelt ikke bryder mig om tatoveringer. Og mødet med hans søn, der var ni år gammel, da hans far blev skudt for attentatforsøget på Hitler, står også meget skarpt for mig.«
Har du en personlig graense, som du gerne vil udfordre dig selv på?
»Jeg synes, at jeg udfordrer mig selv meget i mit arbejde. Jeg har engang mødt B.S. Christiansen, der sagde til mig: ”Hver gang jeg har set dig, har jeg taenkt på, at du er enormt modig.” Der blev jeg godt nok lidt stille. Sagde B.S. lige det til mig?
Han har jo nok ikke ment, at jeg er modig i den forstand, at jeg kan overleve i vildmarken ved at braekke nakken på en kanin og spise den råt, men måske det med, at jeg giver meget af mig selv, når jeg er på skaermen. I den forstand tester jeg mig selv ret meget af. Den, som seerne ser på skaermen, det er 100 pct. mig.«
Hvilket karaktertraek vil du gerne nå at aendre eller styrke, inden du stiller traeskoene?
»De to vigtigste egenskaber, du kan have som menneske, er selvironi og tilgivelse. Tilgivelse er et enormt staerkt redskab. Og det er noget, som jeg har måttet traene. I mine unge år var jeg ikke specielt god til det.
Som mennesker reagerer vi ofte med vrede, hvis vi bliver skuffede. Den svaere vej er
tilgivelsen, fordi vi ofte føler, at vi taber ansigt, hvis vi er den første til at tilgive, men det er helt forkert. Og det synes jeg, at jeg er blevet meget bedre til i løbet af mit liv.
Jeg er ikke medlem af folkekirken og er ikke saerlig religiøs – tvaertimod. Men lige her havde Jesus ret. Tilgivelse er det staerkeste våben mod dem, der har gjort dig ondt. Og i Jesu eget land tror jeg, at der er flere, der lige nu godt kunne laere lidt om tilgivelse.«
Hvad vil du gerne laere?
»Jeg har engang vaeret ude at køre med en fuldstaendig sindssyg rallykører oppe i Finland. Vi kørte 180 km/t. ud ad en skovvej, og jeg spørger ham: ”Hvad sker der, hvis vi ryger af ?”
”Så dør vi,” sagde han. Helt nøgternt.
Der taenkte jeg, at jeg ville ønske, at jeg kunne finde ud af at styre en rallybil rundt på de finske skovveje i snevejr. Det er jo en saerlig kunst.
Apropos rally så jeg, at ham, der vandt i en af kategorierne i årets Dakar Rally, var Carlos Sainz Sr. – altså faren til ham Formel 1-køreren. Han er 61 år. Det er vildt.«
Så har du jo 10 år at løbe på, Peter.
»Ja, det er rigtigt,« siger Peter Ingemann med et højt grin.
Hvem mangler du at få sagt noget vigtigt til?
»Der er da helt sikkert nogen, men jeg kan ikke lige komme på, hvem det skulle vaere. Der er vi igen tilbage til spørgsmålet om tilgivelse.
Hvis jeg nu skal bruge et historisk eksempel, så er der Erwin Rommel, som var en højt dekoreret general under Anden Verdenskrig. Hans søn blev borgmester i Stuttgart, og der var nogle terrorister fra Rote Armee Fraktion (RAF), der havde begået selvmord i byens faengsel og skulle begraves. Og i Stuttgart ville man ikke have, at de skulle begraves på en kirkegård.
Der sagde Erwin Rommels søn, der var borgerlig og absolut ikke havde sympati for RAF, at ”i døden ophører alt fjendskab”.
Historien fortaeller noget om, at man ét minut i døden lige så godt kan få talt ud om tingene – og helst gerne meget før. Når døden først indtraeffer, hvor fjendskab bliver ligegyldigt, er det for sent.«