Pragmatisk politik? Nej, det er krejlermoral, Lars Løkke

Programerklaeringen fra Lars Løkke Rasmussens mund for kongerigets udenrigspolitik for et års tid siden var »pragmatisk og idealistisk«.

Han har jo sikkert selv følt, at han med de ord lød klog – og ja, ligefrem statsmandsagtig. Og han har sikkert set uudgrundelig og taenksom ud, og der er nok enkelte, f.eks. hans vaelgere, der ikke taenker så dybt over tingene, der blev forblaendet.

Men vi andre så, at der var en klar selvmodsigelse i saetningen.

For hvornår skal man vaere idealistisk, og hvornår pragmatisk – og hvordan definerer man i det hele taget de begreber?

Med tiden har hans udtalelser om hans og regeringens politik afsløret, hvad han mener med overskriftens gådefulde ord. Der menes en ”pragmatisk og idealistisk udenrigspolitik, bare uden idealisme”.

Han har for ganske nylig forkyndt, at »Danmark skal føre en politik, i forhold til hvordan verden er – ikke hvordan vi ønsker, den skal vaere«. Så er det sat på plads! En krejlermoral ud over alle graenser.

Lars Løkke Rasmussen og med ham den hele regerings politik baerer praeg af en underdanighed over for netop de kraefter, som vi bør saette haelen i overfor.

Behøver jeg at naevne koranloven, som indbragte regeringen ros fra alle de islamistiske kraefter? Hamas, Iran, Grimhøjmoskéen – ja, selv Kreml klappede i haenderne og roste regeringen.

afsløret, at Lars Løkke Rasmussen har naegtet at sanktionere den russiskortodokse kirke, som modtager betaling fra Rusland for at udbrede propaganda derfra, og som derfor sanktioneres af anstaendige nationer.

Men Lars Løkke holder festtaler over, hvordan vi fordømmer f.eks. alle, der samarbejder med Kreml (dog undtaget Faerøerne, som han naerer stor kaerlighed til, skønt de tjener tykt på handel med russerne).

Nu har Jyllands-Posten

Kan vi historisk genkende samme situation? Ja, de gaeve englaendere – bl.a. Churchill – brugte i 30’erne og 40’erne vendingen appeasement (på dansk eftergivenhed) – f.eks. Chamberlain – der argumenterede for en positiv holdning over for Hitlers Tyskland for at undgå ubehageligheder.

Og disse mennesker modtog – og fortjente – befolkningens dybe foragt.

Danmark fortjener heller ikke en regering, der i den grad udviser ringeagt for vort lands vaerdier.