Regeringens udenrigspolitik er historieløs. Kunne den i det mindste vaere ansvarlig

Vil vi laere af historien, er det eneste ansvarlige svar på bombardementerne af Gaza og besaettelse af Vestbredden, at den danske regering arbejder aktivt for at forebygge og standse folkedrab.

MALENE SØNDERSKOV

Udviklingskonsulent, Bagsvaerd ANE BIRK

Projektleder, Lejre

JONATHAN OFIR

Musikalsk leder, Hvidovre

ROBA AL-SHARKAWI

Producer, Frederikssund

ANNE ASKJAER LARSEN

Cand.med., Fjeldsted SUHER OTHMAN

I sin vel nok mest berømte bog, ”Modernitet og Holocaust” fra 1989, beskriver den polsk-jødiske sociolog Zygmunt Bauman, hvad Holocaust kan laere os om moderne samfund.

Holocaust var, skrev han, ikke en irrationel undtagelse, der opstod, fordi al civilisation og moral var brudt sammen i Nazityskland.

Holocaust var muligt, fordi der var en effektiv tysk stat, et staerkt bureaukrati, en rationaliseret samlebåndskultur og arbejdsdeling og en moderne ideologi, som kunne gennemtraenge samfundet og dehumanisere og dermed legitimere udryddelsen af jøder.

Alle de enkelte handlinger, som til sammen blev til jødeudryddelserne, var for både administratorerne og ofrene rationelle handlinger. Og ingen kunne forestille sig, hvad hver enkelt handling ville føre til. Derfor var det uhyggelige ved Holocaust heller ikke, at vi principielt alle sammen kunne blive ofre for noget lignende, skrev Bauman.

Det uhyggelige var, at vi alle sammen kunne have gjort det. Fordi vi som soldater, fuldmaegtige, dommere, kontrollanter osv. er vant til at gøre, som vi får besked på, uden at stille spørgsmål ved de ”systemer”, vi er en del af, og fordi alle store processer i moderne samfund er splittet op i små bidder, som vi hver isaer ikke kan overskue og gennemskue konsekvenserne af. At udstede eller afvise en arbejdstilladelse er således ikke nødvendigvis forkert. At kontrollere, at bestemte grupper ikke passerer et checkpoint, er ikke nødvendigvist forkert.

Det er først, når – eller hvis – alle brikkerne i puslespillet laegges, at man kan se konturerne af systematisk undertrykkelse og daemonisering.

Hvordan små handlinger trin for trin kan få grusomme konsekvenser og kan føre til daemonisering og udryddelse af en hel befolkningsgruppe, kan man se i den Oscarbelønnede film ”Pianisten”, som er baseret på den selvbiografiske bog ”The Pianist” fra 1946 af den polsk-jødiske pianist, komponist og Holocaust-overlevende Władysław

Szpilman. I lighed med tusindvis af andre jøder lever Szpilman med sin familie i 1930’ernes Warszawa, men bliver under Anden Verdenskrig tvunget til at flytte til en ghetto omgivet af høje mure.

Her er det oprindeligt meningen, at han og andre jødiske familier skal bo og arbejde, indtil krigen er slut, hvorefter de skal udskibes til Madagaskar eller en anden oversøisk koloni.

De såkaldt ”humane” planer for hans og de europaeiske jøders skaebne nedbrydes dog – som vi ved – og afløses af en tiltagende dehumanisering og undertrykkelse af ghettoens indbyggere. I filmen ser man, hvordan passage til og fra ghettoen kontrolleres af tyske soldater ved checkpoints for at holde polakker og jødisk-polske indbyggere adskilt. Soldaterne ydmyger og tvinger de jødiske indbyggere til at vente i timevis.

Forlader man ghettoen uden tilladelse, bliver man skudt. Skilte på ghettomurenes yderside advarer polakker om at naerme sig indbyggerne. Manglen på bevaegelsesfrihed gør ghettoens indbyggere helt afhaengige af de arbejdstilladelser, den tyske besaettelsesmagt og polske arbejdsgivere udsteder til et begraenset antal jøder. Det gaelder også for Szpilman og hans familie, der både forsøger at samarbejde med ”systemet” og udøver civil ulydighed for at fortsaette tilvaerelsen. I laengden kan familien dog intet stille op imod den tiltagende fattigdom og håbløshed, som besaettelsen og livet i ghettoen skaber. En dag deporteres størstedelen af familien til en koncentrationslejr. Det lykkes dog Szpilman at undslippe og overleve i Warszawas ruiner, indtil krigen er ovre.

At se ”Pianisten” er i sig selv hjerteskaerende og forfaerdende. Dels fordi vi kender historiens slutning: Seks millioner jøder udryddet. Og dels fordi det i filmen er tydeligt, at hverken de tyske soldater eller den jødiske befolkning i situationen helt er klar over, hvad de er en del af, og hvad det vil ende med.

Men at se ”Pianisten” bliver endnu mere forfaerdeligt, hvis man – som vi – har besøgt Gaza og den palaestinensiske Vestbred og fulgt med i de analyser, der regelmaessigt deles og dokumenteres af FN, internationale, israelske og palaestinensiske menneskerettighedsorganisationer.

For der er intet af det, der vises i ”Pianisten”, der ikke har sine klare paralleller til det, der foregår i Gaza og på Vestbredden i dag. Gaza er hermetisk ”forseglet” af en mur og ligner efterhånden Warszawa mod slutningen af Anden Verdenskrig. Israelske regeringsmedlemmer taler åbent om »forflyttelse« af befolkningen til Sinai-ørkenen. Nødhjaelp får ikke lov at komme ind.

Men også på Vestbredden tillader situationen at drage klare paralleller: Murene, der skaerer sig gennem bysamfund. De røde skilte, der advarer mod at naerme sig palaestinensisk bebyggelse. Veje, kun for israelere. Checkpoints. Arbejdstilladelser. Forskellige typer af identitetspapirer til forskellige palaestinensere. Den vilkårlige tilbageholdelse. Alt sammen legitimeret under overskriften ”sikkerhed”. Og måske er hver af de enkelte foranstaltninger forklarlige, når man netop taenker på israelernes behov for sikkerhed. Men laegger man ”brikkerne sammen”, ligner det umiskendeligt systematisk undertrykkelse af et helt folk.

Den ene laere af Holocaust er – naturligvis – at jøder verden over aldrig skal opleve noget lignende igen. At de ligesom alle andre folkeslag og religioner skal kunne leve i fred og frihed. Men den anden laere af Holocaust, som vores statsminister fuldstaendigt overser, er, at v i skal vaere ydmyge over for, at vi alle, kristne, muslimer og jøder, principielt kunne indtage gerningsmandens rolle og medvirke til folkedrab.

Dermed er det svaert for os at ignorere Baumans pointe fra 1989: Det uhyggelige ved Holocaust er ikke (kun), at vi principielt alle sammen kunne blive ofre for noget lignende. Det uhyggelige er også, at vi alle sammen kunne have gjort det og medvirket, også uden at vaere klar over det.

Når vores statsminister skaelder ud på journalister og kalder det »historieløst« at spørge, hvorfor hun ikke også laegger blomster for palaestinensiske ofre i Gaza, er det således hende, der er historieløs, og som slet ikke forstår dybden i det Holocaust, der lagde grunden for, at vi som internationalt samfund oprettede spilleregler for krigsførelse og konventioner, der skulle forebygge, at noget lignende skal ske igen.

Den ene laere af Holocaust er – naturligvis – at jøder verden over aldrig skal opleve noget lignende igen. At de ligesom alle andre folkeslag og religioner skal kunne leve i fred og frihed. Men den anden laere af Holocaust, som vores statsminister fuldstaendigt overser, er, at vi skal vaere ydmyge over for, at vi alle, kristne, muslimer og jøder, principielt kunne indtage gerningsmandens rolle og medvirke til folkedrab – som Bauman skriver.

Set i det lys og i lyset af de mange og veldokumenterede beskrivelser af bombardementer af civile i Gaza, udsultningen og ødelaeggelsen af livsvilkår og den tiltagende bosaettervold og vold begået af soldater på Vestbredden vil det eneste rigtige og ansvarlige traek for den danske regering vaere, at den aktivt arbejder på at forebygge og standse folkedrab mod palaestinenserne.

Ikke kun fordi det er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Ikke kun fordi vores tavshed taerer på vores trovaerdighed og mulighed for at fremme menneskerettigheder internationalt. Ikke kun for palaestinensernes skyld eller for Israels og det jødiske folks. Men også for vores egen skyld og for hele menneskehedens.