Israels ekstreme højrefløj forsøger at spinde guld på krigen
Naesten en tredjedel af ministrene i det israelske regeringskabinet ønsker at smide 2 mio. palaestinensere ud af Gaza og bygge jødiske bosaettelser.
Trods pres har Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, indtil nu undladt at fremlaegge en plan for, hvad der skal ske i Gaza efter krigen mod Hamas. Nu er flere af hans ministre på den ekstreme højrefløj kommet ham i forkøbet. Og det, de har at sige, er staerkt kontroversielt.
I et konferencecenter i Jerusalem samlede de forleden flere end 1.000 af deres israelske støtter, som alle virkede euforiske over det klare budskab fra ministrene:
De ønsker, at der igen skal etableres jødiske bosaettelser i Gaza, og de nuvaerende 2,3 mio. palaestinensere i enklaven skal vaek og flytte til andre steder i verden.
Det blev også skåret ud i pap andre steder.
En saelger uden for konferencecenteret solgte T-shirts med teksten: »Gaza er en del af Israels land«.
Indenfor i lobbyen var der på vaeggen haengt et gigantisk kort op over Gaza, hvor de jødiske bosaettelser allerede var plottet ind. Ved opstillede borde kunne de mest ivrige skrive sig op på lister for at blive de første, der rykker ind. Det var der angiveligt mange, der gjorde. Der blev også danset og sunget nationalistiske sange om Israel, og knyttede naever blev pumpet op i luften, som om sejren allerede var hjemme.
Men det var ordene, som blev råbt fra scenen til det jublende publikum, som har udløst mest furore og vrede reaktioner fra både ind- og udland.
Israels nationale sikkerhedsminister, Itamar Ben-Gvir, der blev modtaget som en rockstjerne af den taetpakkede sal, sagde, at Gaza var en del af Israels land og skulle tages tilbage.
Netanyahu er tavs
»Hvis vi ikke vil have en ny 7. oktober, er vi nødt til at tage hjem og tage kontrol (over Gaza, red.). Vi må finde en legal måde for frivillig udvandring,« fastslog Ben-Gvir fra partiet Jødisk Magt om palaestinenserne i Gaza. Han talte også for, at Israel skal indlemme den besatte vestbred, hvor Ben-Gvir i øvrigt selv bor i en bosaettelse.
Minister for kommunikation, Shlomo Karhi fra Netanyahus regeringsparti Likud, tilføjede, at »frivillig til tider er en situation, som du påtvinger nogen, indtil de giver deres samtykke«.
F.eks. er der nu jødiske aktivister, der forsøger at blokere for leveringer af nødhjaelp via graenseovergange fra Israel til Gaza, idet de haevder, at det hjaelper Hamas. Men det forvaerrer også de allerede katastrofale forhold for mange civile i Gaza, hvor 85 pct. er internt fordrevne, og halvdelen af bygningsmassen er blevet ødelagt i de israelske bombardementer.
Sammenlagt deltog naesten en tredjedel af ministrene fra Netanyahus regeringskabinet i konferencen, hvilket udstiller det pres, som premierministeren er under fra den ekstreme højrefløj, som hans regeringskoalition er afhaengig af.
Opsigtsvaekkende har Netanyahu, der hele vejen igennem krigen har holdt fast i, at han ikke støtter jødiske bosaettelser i Gaza igen, således ikke irettesat sine ministre, selvom deres udtalelser kommer bare en uge efter, at Den Internationale Domstol i Haag kraevede, at Israel tog skridt til at forhindre folkemord, og slog ned på retorik, der opfordrer til det.
Fordømmelserne er til gengaeld vaeltet ind fra Israels allierede, herunder Frankrig,
Tyskland og USA. Den israelske opposition og partier, der er gået med i Netanyahus krigskabinet, har også langet ud efter de fremmødte ministre for at puste til splittelsen i Israel i en tid, hvor der er brug for at samle.
Det vidste deltagerne på konferencen på forhånd ville ske, men det var der ingen her, der mistede nattesøvn over.
»Hvis du skal have noget til at aendre sig, må du begynde med at sige det højt,« forklarede Moshe Feiglin fra Netanyahus Likudparti igennem larmen i lobbyen, hvor maend med kalot og ørelokker og kvinder med håret skjult under kunstnerisk bundne tørklaeder måtte zigzagge forbi hinanden for at komme frem.
»Sandheden er, at Gaza tilhører os jøder, og jeg tror på sandheden. Men vi må først skabe en bevidsthed om det, og så skal der handles,« fortsatte Moshe Feiglin og mindede om, at der tidligere i historien har vaeret flere tvungne folkevandringer.
F.eks. blev 6-8 mio. tyskere efter Anden Verdenskrig udvist eller måtte flygte fra områder uden for det nuvaerende Tyskland og Østrig.
Vi kan kun acceptere arabere, så laenge de accepterer vores suveraenitet. Staten Israel er kun for jøder. DANIELLA WEISS, LEDENDE FIGUR I BOSAETTERBEVAEGELSEN
Angreb har givet argumentet medvind
Det er noget, som grupper på Israels yderste højrefløj laenge har talt for. Men det har fået ny opmaerksomhed efter Hamas-angrebet mod Israel den 7. oktober, som mange israelere tror kunne vaeret undgået, hvis ikke Israel i 2005 havde tvangsevakueret ca. 10.000 bosaettere og overdraget den smalle kystnaere landstribe til palaestinenserne.
Det var også det, som Daniella Weiss, en ledende figur i den israelske bosaetterbevaegelse, fremhaevede, da hun på tur gav interviews til flere af de fremmødte journalister.
»Efter den 7. oktober er alt aendret. Hamas kan ikke blive (i Gaza, red.). Dem, der støtter Hamas, kan ikke blive. Og dem, som vil leve et normalt liv, ønsker ikke at blive i Gaza, men i andre lande i verden,« sagde hun uden at forklare, hvordan det helt praecist skal gå for sig.
Men hun ser ikke noget problem i at opfordre til, at alle palaestinensere skal vaek fra deres hjem i Gaza, selvom det lyder som en opfordring til etnisk udrensning.
»80 pct. (af befolkningen) støtter Hamas,« haevdede hun: »Det ved verden, men verden ignorerer det, men vi vil forsvare vores land. Vi vil ikke lade folk, som har erklaeret, at de vil udslette os, blive stående ved døren til Israel. Vi kan kun acceptere arabere, så laenge de accepterer vores suveraenitet. Staten Israel er kun for jøder,« fortsatte Daniella Weiss og forudså, at voksende politisk pres til slut vil få regeringen til at acceptere kravet.
Det vil Yanal Jabarin, en palaestinensisk journalist fra DemocraTV, som også var til stede, ikke udelukke, at hun får ret i.
»Når du har magten, kan alt lade sig gøre. Husk, for 20 år siden var der heller ingen, der kunne have forestillet sig, at der i dag ville vaere en halv million bosaettere på Vestbredden. Og de her mennesker forsøger ikke at overbevise det internationale samfund om, at de har ret. De forsøger at overbevise det israelske samfund, og det gør de godt.«