Tv-konceptet er både problematisk og magisk
Det er aergerligt, at børnefamilierne i ”Årgang 20” er så homogene og kønsstereotype. Men mange vil stadig kunne genkende de følelser og konflikter, foraeldrene står i.
ÅRGANG 20, 4. SAESON
DANMARK, 2024
Premiere den 30. januar på TV 2 og TV 2 Play
Fire afsnit a ca. 40 minutters varighed
333333
TV 2’s dokumentarprogram ”Årgang 20” er allerede blevet heftigt kritiseret. Både for kun at repraesentere et hvidt, heteronormativt og kønsstereotypt Danmark, hvor far hiver pengene hjem, mens mor passer hjemmet. Og for etikken i at gøre børn til realitystjerner, da de i sagens natur ikke kan samtykke til at få eksponeret deres bleskift og første skridt på tv. Det fik JyllandsPostens anmelder til at give seriens første saeson én stjerne. Og ”Årgang 0”-deltager Stephanie Siguenza til at kritisere TV 2 for ikke at passe godt nok på hende.
Det er vaesentlige kritikpunkter, som jeg er enig i, og som stadig skurer her i fjerde saeson.
Men samtidig må jeg sige, at ”Årgang 20” er virkelig godt tv. Der er noget magisk ved at følge mennesker over så mange år og ikke mindst se et barn vokse op. Allerede nu, hvor børnene er omkring tre år, er det sjovt at se, hvor meget de har udviklet sig, og hvordan familierne forandrer sig og står over for nye udfordringer.
Programmets styrke er, at det skildrer helt almindelige børnefamilier, som står midt i det børnekaos, mange af os kender, og tvinges til at reflektere over deres livsvalg og prioriteringer i kraft af kameraets tilstedevaerelse. Som del af en børnefamilie er deres dilemmaer genkendelige, selvom de kan virke banale: Hvordan finder man overskud til hinanden som par, når man har små børn? Hvordan får man enderne til at mødes tidsmaessigt og økonomisk? Og hvordan reagerer barnet på, at der kommer en ny søskende?
Sidstnaevnte er dilemmaet i programmets mest rørende fortaelling, hvor det charmerende unge par Maria og Daniel fra Lyngby venter en lillesøster til sønnen Louie. Louie har autisme og har derfor svaert ved at relatere til andre mennesker socialt. Da parret kommer hjem med lillesøster, aenser Louie hende ikke, og saerligt Maria er nervøs for, om de nogensinde får et godt søskendeforhold. Efter fem dage baerer Daniel Louie over til sin søster, og hele familien ånder lettet op, da Louie aer hende på hovedet og griner.
Kvinden traekker laesset
Lisbeth og Christian i Ålsgårde, der har tre børn, er startet i parterapi for at ”holde vitaliteten i live”, og Christian roser Lisbeth for allerede at vaere blevet ”mindre kaellingeagtig”. Naeste skridt er at få børnene ud af sengen for første gang i ni år. Lille nuttede Ayasofia er spaendt på at skulle sove i sin egen seng, men ender alligevel inde hos foraeldrene. Så parret må få mormor til at passe for at få deres ”Lisbeth og Christian-tid” på spaweekend.
Maria og Nikolaj fra Djursland har også fået en lillesøster til krudtuglen Solvej. Nikolaj knokler i sin restaurant og er nervøs for at gå konkurs ligesom flere andre i området. Ikke desto mindre må Maria gå ned i tid for at få hverdagen til at haenge sammen. Det er forståeligt og jo også helt normalt, at den ene part må gå på deltid, når børnene er små. Bare aergerligt, at programmet kun viser familier, hvor det er kvinden, der traekker laesset derhjemme.
Cykel eller bryllup
Rolige og overskudsagtige Lena og Mads fra Als, der er foraeldre til Malthe og Asmus, er lidt en undtagelse, da Mads har lukket sit anlaegsgartnerfirma for at få mere tid med børnene, og Lena insisterer på at fortsaette med sit frivillige arbejde i gymnastikforeningen ved siden af sit laererjob. Mads har til gengaeld travlt med at cykeltraene for at køre med Team Rynkeby til Paris. Det koster 50.000 kroner og betyder, at parret må udskyde deres bryllup. Det tager Lena så paent, at man taenker, de har ret i, at de ikke har brug for parterapi.
Men nu må vi se, om det aendrer sig i løbet af de naeste 14 år, som programmet er planlagt til.
Anmeldelsen er baseret på to afsnit.