Denne gang blev Orbán ikke sendt på toilettet
Torsdag fik nyhedsredaktionerne pludselig travlt med at finde de gule breaking-bjaelker frem. På kun en time var det lykkedes EU’s regeringschefer at blive enige om en støttepakke til Ukraine på 50 mia. euro. Der var ellers lagt i ovnen til holmgange med den besvaerlige ungarske premierminister, Viktor Orbán, der havde lagt op til at stikke en kaep i hjulet på bestraebelserne på at få kanaliseret saerdeles vital hjaelp videre til en vaerdigt traengende Zelenskyj i Ukraine. Det ville ikke have overrasket nogen, hvis Orbán gik enegang – igen – og i stedet havde plejet sit rygte som saerdeles Putin-venlig.
Men det skete altså ikke. Denne gang var den tyske kansler, Olaf Scholz, ikke engang nødt til at sende den genstridige ungarer på toilet, mens de voksne blev enige rundt om det europaeiske bord.
For der var i allerhøjeste grad behov for
Så langt, så godt.
medvind til Vestens signalflag over for Ukraine – og vel også over for Putin. Om at Vestens støtte til en efterhånden noget presset ukrainsk befolkning er uforandret staerk. I den senere tid har det budskab flagret lidt rigeligt. Ikke mindst med signalerne fra et praesidentvalgklaedt USA, hvor traetheden over at skulle rage kastanjerne ud af ilden i lande langt borte har vaeret brugbar ammunition i Trumps indenrigspolitiske kamp. Her er flygtninge ved den mexicanske graense til hver en tid mere gangbar mønt hos kernevaelgerne.
Samtidig har det faktum, at Vesten tilsyneladende ikke er naer så hurtig til at omstille produktionen af våben og ammunition som russerne, drevet farlige kiler ned i forholdet til Ukraine og sammenholdet internt i EU. Snart er det toårsdagen for det russiske overgreb på Ukraine, og siden har fokus flyttet sig til andre braendpunkter. Fra en udmarvende stillingskrig, der ikke rigtig flytter militaerstrategernes knappenåle på landkortet, til Gaza, hvor terrorangrebet den 7. oktober og den efterfølgende krig har draget verdens opmaerksomhed til sig på bekostning af Ukraine.
Så derfor var det meget glaedeligt, at EU-topmødet ikke endte i afpresning og natlige krisemøder. Omvendt er der ingen grund til at vaere så naiv at tro, at Orbán med ét kan se fidusen i at gå hånd i hånd med resten af det EU, han ikke naerer specielt varme følelser for, i kampen mod Putin. Endnu ved ingen, om hans tilsagn kommer med en pris. Eller om han blot venter med at smide sine nye fåreklaeder til juli, når Ungarn overtager formandskabet i EU. Det vil tiden vise.
noget, Vesten skal udfolde over for Putin. Tiden har vist, at mange af hans intentioner er blev
Naivitet er heller ikke
fejltolket eller undervurderet af vestlig tankegang. Når stemmer fra Polen eller de baltiske lande har råbt op om det, der tårnede sig op fra øst, har de fleste i Vesten i mange år enten vendt det døve øre til eller vidst bedre. Troede de. Men nu står vi her, hvor nabolandenes forsvarschefer advarer om risikoen for krig, russiske skibe sejler rundt i mistaenkelige cirkler rundt om den kritiske infrastruktur på havets bund, og forsvarsminister Troels Lund Poulsen senest har talt om muligheden for at genåbne det forsvarsforlig, man ellers dårligt nok er gået i gang med at implementere. Genåbne det for at opjustere vel at maerke. At selv de mange milliarder, der var bred politisk enighed om, let kan vise sig ikke at slå til. Nøgternt kan det vise sig at vaere rettidig omhu. Det handler ikke kun om at stå på den rigtige side af historien.
Men også om ikke at komme for sent til historien.
Endnu ved ingen, om hans tilsagn kommer med en pris på et eller andet tidspunkt. Eller om han blot venter med at smide sine nyindkøbte fåreklaeder til juli, når Ungarn overtager formandskabet i EU.