Unge vil ikke curles. De vil have ansvaret tilbage
At Vanopslaghs budskaber går rent ind hos så mange unge, siger noget om, hvilken grundforvirret tid vi lever i.
Det må gyse i sjaelene på venstrefløjen, at så mange unge har fundet et ståsted i de liberale blå vaerdier: 30,15 pct. af danske skoleelever i 8. 9. og 10. årgang har sat deres kryds ud for Liberal Alliance ved skolevalget forleden, og partiet løb med en markant sejr.
Der var langt ned til nummer to, DSU, som fik 15,99 pct. af stemmerne, og VU på tredjepladsen med 9,81 pct. af stemmerne.
»Ungdommen er liberal. Det tegner jo ikke helt skidt for fremtiden,« sagde partiets tilfredse leder, Alex Vanopslagh, der har talt ind i hjertekulen af de unge og forkyndt det borgerlige evangelium for dem om frihed og ansvar.
Selvfølgelig afspejler Liberal Alliances maegtige sejr ved skolevalget, at Vanopslagh er veltalende, velklaedt og karismatisk og møder ungdommen på de digitale platforme, hvor de faerdes – og møder dem med nogle ord, de forstår, men alligevel ikke kan sige sig selv.
Og selvfølgelig har de klassisk liberale budskaber om lavere skattetryk, afskaffelse af topskat, mindre bureaukrati, billigere og bedre velfaerd tiltalt de unge, men at de unge hjerter tilsyneladende laenges efter at høre Vanopslagh laegge evighedens eftertryk på, at ansvaret er deres eget, fortaeller noget om, hvilken grundforvirret tid vi lever i.
er blevet opflasket med, at det er samfundets indretning, strukturelle problemer, for få ressourcer, foraeldrenes foraeldreevner eller mangel på samme og måske en diagnose, der har ansvaret for den drejning, deres liv kommer til at tage.
De laerer simpelthen, at det ikke er deres eget ansvar. Og så hører det ofte til de unges skaebne, at mange af dem er ønske- og projektbørn, som foraeldrene kunne realisere sig selv igennem – de blev curlingbørn af velmenende foraeldre, der vil fjerne hver en sten på vejen, så de kan komme let og smertefrit gennem livet – og således uden ansvar.
Ungdommen
til at indrømme, at i de fleste af os i lutter kaerlighedsoverskud nok findes en indre curlingforaeldre, der indimellem stikker hovedet ud – men når det sker, skal vi minde hinanden om, at det vaerste, vi kan gøre over for vores børn, er at berøve dem ansvaret for deres eget liv.
Vi bliver sat i faengsel for at stjaele hinandens penge, og samme straf gaelder, når vi tager ansvaret fra hinanden – tager livsdueligheden fra hinanden. Og jeg er helt overbevist om, at det er dét ansvar
Jeg skal vaere den første
i eksistentiel forstand, de unge nu kraever tilbage – for måske har de fornemmet, at i ansvaret ligger meningen.
klare og enkle budskaber på en gang så frisaettende og så meningsmaettede for den ungdom, der er børn af årtiers rodløshed, åndløshed og traditionstab – og tilmed er de gennem deres unge liv blevet holdt i et kaerligt jerngreb af deres foraeldre, nurset af politikere, der lover dem, at de endelige ikke skal praestere for meget, ikke straebe for meget, ikke knokle for meget efter høje karakterer – der skal »ro på«, som SF’s kampagneslogan lyder.
Lad mig minde om, at SF ved skolevalget kun opnåede 5,6 pct. af stemmerne. De unge vil altså ikke have »ro på«, mindre karakterraes, faerre krav, mere SU og flere varme taepper at pakke den skrøbelige sjael ind i – nej, de vil have deres ansvar tilbage.
Og det paradoksale er jo, at vi gennem den idealistiske dyrkelse
Derfor er Liberal Alliances
af barnet og det unge menneske som et renere, uskyldigere og visere eksemplar af menneskeslaegten har givet eleverne i skolen, den unge i samfundet, det forkerte ansvar. Elever skal ikke ”have ansvar for egen laering”, det er den (forhåbentlig) kompetente voksnes ansvar. Ligesom det heller ikke er børnene og de unge, der skal løse klimaudfordringerne, det er både »uordentligt og umoralsk«, som tidligere undervisningsminister Merete Riisager skriver i sin bog ”Selvbyggerbørn”.
Vi bliver sat i faengsel for at stjaele hinandens penge, og samme straf gaelder, når vi tager ansvaret fra hinanden.
gøre opfindelser, redde dyrearter og finde ud af, hvordan verdensmålene indfris, det skal de vidende voksne gøre, for det forkerte ansvar kan »saette sig som en følelse af utilstraekkelighed og tvivl, der kan blive eksistentiel«, som Riisager så rigtigt skriver.
Børnene og de unge skal ikke have ansvaret for de voksnes ansvarsforflygtigelse, de skal ikke have ansvaret for hele verden, men ansvaret for sig selv. For det er vaere menneske er at baere ansvar. Og baerer vi ikke ansvar, baerer vi heller ikke skyld – og skylden vil det moderne menneske helst slippe for, selvom både ansvar og skyld falder sammen med vores dybeste bestemmelse som mennesker.
Det skriver jeg en klumme om en anden dag, men jeg, der ellers tilhører bekymringsindustrien, er opmuntret og sjaeldent optimistisk over, at de unge vaelger ansvaret til. Det er da en begyndelse.