Bekaemper vi én ulighed med en anden?
Jeg er dybt splittet i spørgsmålet om øremaerket barsel til faedre. For bliver resultatet af det politiske håndvaerk, at vi i virkeligheden fremmaner en ny ulighed til afløsning for den, vi afskaffer?
»Takket vaere den tvangsfordelte barsel er der familier, hvor børn på seks måneder tvinges ud af hjemmets trygge rammer. Far kan ikke tage sine uger. Staten bestemmer, at mor ikke må få dem eller kompenseres for dem.«
Sådan skriver politisk debattør Isabella Arendt på sin Facebookside i sidste uge. Selvom jeg indledningsvist vil pointere, at det er dårlig hovedregning, fordi de nye barselsregler lyder, at man har i alt 11 måneder efter fødslen. Far har øremaerket tre måneder. Selv hvis far tog ingen af de tre måneders barsel, ville det stadig give otte måneder.
Men tilbage til pointen, for den er sådan set vigtig at diskutere uanset matematikken bag. Og det er faktisk en pointe, der efterlader mig i syv sind.
For jeg er splittet. Splittet på midten over at skulle kritisere øremaerket barsel til faedre. Ikke selve indførslen af den. Gud nej, det er der for meget forskning, der underbygger, er en god idé.
Nej, jeg er splittet over at skulle kritisere konsekvenserne af det konkrete politiske håndvaerk. For Arendt vakte en tanke i mit hoved, som jeg ikke kan slippe. Den lyder: Er vi i virkeligheden i gang med at bekaempe én ulighed med en anden?
Som både sociolog, som kaerer sig om ulighed, og feminist, der kaerer sig om ligestilling, er det selvfølgelig en astronomisk stor splittelse for mig at skrive det her debatindlaeg. For skal jeg virkelig stille mig på ølkassen og kritisere den ordning, som jeg selv drømte om? Den, som har positiv effekt på ligestilling? Den, som kunne modvirke en af de største ligestillingsudfordringer i Danmark: at det koster
danske kvinder 20 pct. af deres lønniveau at få et barn – en lønreduktion, de aldrig indhenter igen. Alt imens danske faedres løn er fuldstaendig upåvirket af samme rolletiltraedelse.
Jeg er i dag kommet frem til at: Ja, det skal jeg.
intensiveres, hver gang jeg åbner min telefon. Adskillige familier har skrevet til mig på Instagram, at de ikke har råd til at holde fars barsel, fordi far ikke har lønret, og far i forvejen er den, der tjener flest penge. Det betyder
For bekymringen
for nogle af de familier, der har kontaktet mig, flere tusinde kroner om måneden.
Og hvis du sidder og laeser Jyllands-Posten og drikker en kop kaffe af kongeligt porcelaen og taenker: Hvorfor sparer de ikke bare op? Så kommer svaret her, som måske smager lidt dårligt i munden sammen med kaffen: Det er ikke alle, der har overskud i deres økonomi, så de kan laegge penge til side. Yes. I said it.
mere og mere ud af, da jeg for et par dage siden spurgte
Det fandt jeg
mine følgere: »Hvorfor holdt du (far) ikke de 11 ugers barsel i din familie?« Hvor én svarede: »Økonomien i vores husholdning gjorde, at det ikke kunne lade sig gøre.« En anden skrev: »I min omgangskreds er det pga. penge. Folk har simpelthen ikke råd, fordi de ikke får løn under barslen.«
Så nu er jeg mildest talt bekymret over den sociale skaevhed i det her tiltag. En bekymring, som er blevet bekraeftet af en ny analyse fra Mødrehjaelpen, der har vist forskelle i, hvilke grupper der benytter sig af den nye barselordning.
59 pct. af faedre med grundskole som højeste uddannelsesniveau tog alle 11 ugers barsel sammenlignet med 82 pct. af dem med en lang videregående uddannelse.
Og blandt dem, der ikke holder alle 11 uger, naevnes økonomi som en vigtig årsag. Det er altså en ganske betydelig forskel. En vaskeaegte social slagside, der skaerer i mit sociologiske hjerte.
foretog jeg efterfølgende noget så uvidenskabeligt som en Instagram-meningsmåling, som viste, at af 600 respondenter svarede 40 pct., at »mor har bedst barselsvilkår«, 13 pct. sagde: »Far har bedst barselsvilkår«, og 29 pct. sagde, at »vi har de samme«.
Hvis vi blot legede med tanken om, at denne undersøgelse ikke var fejlbehaeftet på alle mulige måder, så bekraefter den både det, som familierne fortaeller mig, og det, som mødrehjaelpen finder i sin nye undersøgelse. Her finder den nemlig, at halvdelen af respondenterne er enige i, at der er brug for bedre barselsvilkår på arbejdsmarkedet for at sikre, at flere faedre tager barsel.
I mangel af bedre tal
Samtidig vil jeg understrege at det positive er, at 75 pct. af faedrene nu tager de 11 ugers barsel efter implementeringen af de nye øremaerkede barselsregler. Det er en stigning i barselsdage fra et gennemsnit på 31 dage før reglerne til 97 dage efter.
Det er et signifikant fremskridt for maends og børns rettigheder. Det er fuldstaendig fantastisk.
Eller. Naesten i hvert fald. For det iboende problem ved samme statistik er, at det også betyder, at knapt 25 pct. svarer, at de nye regler indebaerer, at deres barn kommer tidligere afsted i daginstitution. Og det tror jeg, vi alle kan blive enige om ikke er en virkelighed at straebe efter.
Så hvad skal vi gøre ved det?
Vi skal først og fremmest undersøge, hvor omfangsrigt problemet er. I skrivende stund har vi ingen repraesentative data på, hvor mange danskere der faktisk har ret til løn under barsel. Vi har kun fagforeningernes egne mindre opgørelser og min Instagram-meningsmåling.
Seriøst. Det fortaeller os intet om, hvor stort problemet rent faktisk er, og det er naturligvis essentielt for at kunne løse det.
Lige nu kan vi overalt observere folk, der udtaler sig uden tilstraekkelig viden eller empirisk evidens om konsekvenserne af den nye barselslovgivning, praecis ligesom Isabella Arendt gjorde det.
Og selvom subjektive erfaringer kan vaere spaendende hen over middagsbordet, bør de altså ikke dominere samfundsdebatten og vaere dem, vi konkluderer og handler på.
Det er essentielt, at beslutningerne traeffes på et videnskabeligt grundlag, ellers kan vi nemt overse de generelle udfordringer, der fortsat påvirker faedres anvendelse af deres barselsrettigheder.
Derfor er det desuden afgørende at opfordre regeringen til at implementere en systematisk praksis for indsamling af data om borgerenes barselsvilkår og børns alder ved indkøring i daginstitution, efter at de nye barselsregler er trådt i kraft.
Kun på den måde kan vi evaluere gevinster og udfordringer ved øremaerkningen af barsel til faedre og skabe reel ligestilling både mht. køn og socialt lag.
vaere, at vi taenker lidt mere end facebookopdateringer for en stund og begynder at debattere det her konstruktivt. Dernaest skal vi selvfølgelig hanke op i vores danske model. Vi kan godt.
3F, Dansk Metal og jer andre med mange mandlige medlemmer: Fagforeningerne i de traditionelle ”kvindefag” har i årevis sikret løn under barsel for deres medlemmer. Nu er det jeres tur.
Og sidst, men ikke mindst: Lad mig understrege, hvad vi ikke skal gøre. Vi skal ikke afskaffe ordningen.
Det ville igen igen vaere at erstatte én ulighed med en anden.