Vi er blevet slatne i Vesten
Det ender galt, hvis ikke vi tager det på os: Det, vi er. Kristendommen er en del af vores kultur, og vi er nødt til at vaere åbne om den – og forsvare den mod alle dem, der har deres tro anderledes fremme i forruden.
Hver dag byder på et bombardement af opfordringer til at støtte snart den ene sag, snart den anden. Og der er gode grunde til at støtte det hele. Men det magter ingen af os. Skal vi støtte Ukraines kamp for overlevelse som nation, skal vi støtte Israels kamp for det samme eller hellere give vores støtte til børnene i Gaza, som uden skyld er ofre for krigen som en konsekvens af Hamas’ terror? Og hvad med et bidrag til Kraeftens Bekaempelse, Laeger uden Graenser og Planbørnefonden? Hver eneste dag tilføres en ekstra sjat skyldfølelse til vores traengte samvittighed, fordi vi må sige nej til de fleste anmodninger om at gøre noget eller sende penge.
Og her topper vi så lige med endnu en opfordring: Stå op mod forfølgelsen af kristne i hele verden. I kronikken i JP 17/1 kunne generaldirektøren for Open Doors Denmark påvise, at den globale forfølgelse af kristne har bevaeget sig fra slem til vaerre de seneste år. 80 pct. af verdens forfulgte er kristne. I lande som Nigeria, Yemen og Somalia driver ekstremistiske jihadister klapjagt på kristne og slår dem ihjel, i Pakistan betragtes kristne som andenrangsborgere, og i Nordkorea skønnes det, at mellem 50.000 og 70.000 kristne lige nu sidder i faengsel – alene fordi de bekender sig til kristendommen.
Michael Aastrup Jensen, udenrigsordfører for Venstre, langer i et indlaeg i JP isaer ud efter venstrefløjen i dansk politik for – af ideologiske grunde – fuldstaendig at ignorere denne omsiggribende forfølgelse af kristne.
Men alle vi andre folkekirkekristne skal nu ikke pege for mange fingre ad venstrefløjen, for de fleste fingre peger i retning af os selv.
Den franske historiker, antropolog og sociolog Emmanuel Todd
blev verdensberømt på at forudsige Sovjetunionens sammenbrud, 13 år før det skete. Denne evne til at forudsige fremtiden baserede Todd på statistiske beregninger – bl.a. konstaterede han, at spaedbørnsdødeligheden var stigende i
Sovjetunionen, og det var en af indikatorerne for det forestående sammenbrud.
på banen igen med bogen ”La Défaite de l’Occident” (”Vestens nederlag”), hvor han forudsiger, at Vesten går sin undergang i møde, og at Vesten (EU, Storbritannien, USA) vil tabe til Orienten, Rusland og andre autokratiske samfund øst for Vesten. Denne konklusion er igen baseret på statistiske fakta som f.eks., at spaedbørnsdødeligheden nu er højere i USA end i Rusland og tilsvarende gaelder mord- og selvmordsraten.
Men det mest opsigtsvaekkende i Todds konklusioner er, at protestantismens tilbagetog i de vestlige lande driver Vesten direkte mod undergangen.
Nu er Todd
Med Reformationen i starten af 1500-tallet blev protestantismen de kristnes ledetråd i Nordeuropa og i Nordamerika. Der opstod en arbejdsmoral, hvor man skulle vaere flittig og gøre sit bedste, og hvor en ordentlig kristen stolt fremviste sin tro og vaernede om andre kristnes ret til at leve i overensstemmelse med det kristne livssyn.
Det kristne faellesskab gik i brechen for hinanden. Men denne staerke forbundethed er nu – ifølge Todd – gået i opløsning i hele den protestantiske verden. Vesterlaendingen er blevet svag og svajende som et siv. Vi står i Vesten tilbage med en slatten form for kristendom, hvor troen er forsvundet ud af bybilledet, hvor alvoren og radikaliteten er taget ud af den. Vi lever nu – stadig ifølge Todd – under devisen, at vi ikke behøver at tro på noget som helst. Denne attitude suger livsmod, vilje og aere ud af nutidens protestanter, så de ikke laengere har viljen og modet til at stå op for noget, stå op mod uretfaerdighed, stå op mod andre trosretningers saeregne vaerdier eller idéer, stå op mod diktatorers forfølgelse af andre kristne. Og her kommer vi til kort med vores tamme, slappe kristendom over for dedikerede anderledes troende og ateister i Nigeria, Iran, Pakistan, AEgypten, Kina, Rusland – fortsaet selv listen af lande, hvor vore trosfaeller forfølges.
Så vidt Todds forudsigelse af Vestens undergang. Nu tilbage til os selv: Folkekirke-danskerne, som vi er flest. Vi har glemt at vaere lidenskabelige i forhold til troen og de kristne vaerdier. Vi forsøger at fastholde laengslen i os selv efter det åndelige, efter at noget er større end os selv på det strengt personlige, inderlige, private plan. Som det er blevet sagt: Det er mere pinligt at tale om sin tro end at tale om porno.
Denne tilbageholdenhed, blufaerdighed og tavshedskultur, når det gaelder tro og kirkelig orientering, indebaerer en lammende ignorance over for uretfaerdigheder mod de mange forfulgte kristne i verden, hvis eneste forsyndelse er, at de – hvad tro og vaerdier angår – står for praecist det samme som os her i Sorø, Brande, Aarhus og Svendborg.
Kunne man forestille sig, at 10.000 mennesker i København gik ned ad Strøget i protest mod forfølgelserne af verdens kristne med et skilt på brystet, hvor der stod ”Jeg er også kristen!” på linje med ”Jeg er Charlie Hebdo!” – markeringen under protesten mod det islamiske terrorangreb i Paris? Nej, den forestilling ligger ikke ligefor, vel?
Der er et behov for, at vi bryder ud af blufaerdigheden, slår en spraekke i vor diskrete kristendom og efter bedste evne står op mod forfølgelserne af de andre kristne. Mange af os vil nok mene, at vi er ikke så kristne, at det gør noget. Vi køber ikke ind på hele den kristne tros-pakke. Men udsaetter vi os selv for ikke-testen, så står det klart, at vi ikke er muslimer, ikke er jøder, ikke er hinduer. Så lad os vaere enige om, at vi er kristne. Politikere som udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen, der tydeligt tager afstand fra forfølgelserne af kristne, må hjertens gerne hjaelpe os andre med, hvordan vi helt konkret kan stå op mod forfølgerne og hjaelpe de forfulgte samt give dem mod til at holde fast i kristendommen.