Hvorfor sige ja, når alle allerhelst vil sige nej til ”Lucky”?

mangen en nigerianer misundeligt kigger mod det høje nord, hvor man bliver belønnet med både opholdstilladelse og velfaerdsydelser, når man har angrebet danske mål til søs? Her til lands har det i hvert fald vakt både undren og forargelse, at piraten ”Lucky” nu er endt med en opholdstilladelse. Det rører ved noget grundlaeggende i os – vores retfaerdighedsfølelse.

sagen er i sit vaesen, ligeså illustrativ er den for det misforhold mellem ret og retfaerdighed, som ”Danmarks internationale forpligtelser” medfører. På Christiansborg taler man helst ikke om dem. De kan nemlig forstyrre billedet af, at alle er enige om en stram dansk udlaendingepolitik. Derfor talte statsministeren da også udenom, da hun skulle forklare den dømte pirats held. »Traels,« kaldte hun det.

Men det er nu noget af en forsimpling.

Men ligeså grotesk

Nigerianerens held beror på udlaendingelovens § 7, stk. 2, som er en fordanskning af Den Europaeiske Menneskerettighedskonventions forbud mod ”nedvaerdigende behandling og straf”, hvilket unaegtelig er et vidt begreb – isaer når vi har med et land som Nigeria at gøre.

Mon ikke de fleste nigerianere oplever tilstande, der i sammenligning med Danmark kan betegnes som temmelig nedvaerdigende? Verden er uretfaerdig. Men bliver uretten mindre ved at rykke teltpaelene mellem dansk ret og retfaerdighed?

Jeg antager det sikkert at mene, at flertallet af danskere ikke ønsker at give ”Lucky” opholdstilladelse. Ligesådan tror jeg, at et flertal i Folketinget ville sige nej. Med andre ord ville udlaendingeloven altså – formodentlig med kaempe folkelig opbakning – kunne aendres, hvis det folketingsflertal, der taler dunder imod Lucky og hans ligesindede, mente det alvorligt. Men det gør de ikke.

Alle som én har de nemlig blandet blod på ”de internationale konventioner”, der i stadig voksende omfang står i modsaetning til den almindelige moral og retsopfattelse. At menneskeretten tilmed udlaegges af en domstol i Strasbourg, hvis dommere som langt overvejende udgangspunkt er ringere i kvalifikationer end vore lands- og højesteretsdommere, gør naeppe problemet mindre. Men det understreger selvsagt alvoren, når de ”domme”, de afsiger – og dermed den ret, som Folketingets flertal ønsker, at Danmark skal rette sig efter – stadig oftere står i opposition til den moral og retfaerdighedsfølelse, der gaelder for langt de fleste af os.

For hvor stor afstand kan et samfund egentlig tåle, at der kommer mellem ret og retsfølelse?

Så når Folketingets partier fra DD til Enhedslisten insisterer på at bygge ret på internationale konventioner, der til stadighed er ude af trit med retfaerdighedsfølelsen, løber de en risiko for, at båndet mellem magthaver og befolkning brister. For hver ”traels” sag, der alligevel blindt adlydes, forøges mistilliden, og formindskes dermed den legitimitet for magten, der er fundamentet for vores retssamfund.

er man tydeligvis uinteresseret i, at den folkelige legitimitet eroderer. Her føler man sig moralsk haevet langt over folkelige sentimenter – måske netop fordi hovedparten af disse dommere godt ved sig helt åbenlyst uegnede (flere af dem har aldrig vaeret rigtig dommer!) og derfor kompenserer deres faglige inkompetence med desto staerkere moralsk stålsathed? Magt korrumperer. Og absolut magt korrumperer, som bekendt, absolut.

Og når vore folkevalgte ikke er villige til at sige fra, når en korrumperet vranglaere tvinges ned over vore love, risikerer også vi i Danmark, at korruptionens naturlige følgesvend – mistilliden – følger med. Spørgsmålet er da, om

I Strasbourg

partierne foruden Dansk Folkeparti er bevidste om, at de betaler denne pris?

af dem udenom. Saetter kikkerten for det blinde øje og prøver at følge folkestemningen ved at aergre sig over ”traelse sager”. Men i en suveraen nation burde kun udefrakommende omstaendigheder vaere traelse. For når det angår vore indre anliggender, kan vi jo bare lave det om. Et flertal kan gøre det traelse ”utraelst”.

I dag taler de fleste

Derfor er statsministerens udbrud mest af alt en tilståelsessag. Det, hun burde have sagt, var: ”I Danmark har vi ikke folkestyre. Her har vi konventionsstyre. Det er ikke danskerne, der bestemmer. Det er heller ikke Folketinget. Lev med det.” Det havde vaeret aerlig snak. At foregøgle utilfredshed over resultatet af de konventioner, som statsministeren – og Folketingets øvrige partier – alle som én bakker op om, er uaerligt. Ja, måske endda det mest traelse i hele denne sag …