Vesten har brug for en ny verdensorden

Verden har vaeret godt tjent med Vestens velmenende imperialisme som grundlag for en global orden. FN, folkeretten og USA som suveraen autoritet har vaeret med til at gøre verden mere fredelig. Den stabilitet er på vej vaek nu.

Én af historiens vigtigste pointer er, at nationalstatens guldalder faldt sammen med en indgående interesse for alt fremmed. Oprigtig nysgerrighed i verdens mange forskelligheder samtidig med en glødende kaerlighed til sit eget. Det passer ikke i tidens fortaellinger om indadvendt nationalisme, men er faktisk ret logisk, hvis man taenker over det. Man kan ikke forstå, hvad der er saerligt for én selv, hvis man ikke har nogen anelse om, at det kunne vaere anderledes.

Derfor kan det heller ikke undre, at nutidens vestlige antinationale kultur i langt mindre grad påskønner verdens forskelligheder end de nationale romantikere fra 1800-tallet.

Det lyder måske lidt maerkeligt, for på lange straek er vores tid usaedvanligt international. Bevidstheden om begivenheder andre steder i verden har aldrig vaeret større. Den måde, vi ser verden på, er desvaerre udpraeget provinsiel.

Kort sagt har vi en skabelon, som vi undersøger verden med, og efterfølgende nikker bifaldende eller rynker brynene, alt efter hvor godt det, vi ser, passer deri. Demokrati, markedsøkonomi, personlig frihed, retsstat, magtdeling, rettigheder, tilslutning til internationale konventioner, homoseksuelles rettigheder, handelsaftaler, individualisme osv. I den politiske debat hedder de ”vores vaerdier” og det er dem, vi kaemper for at få udbredt til resten af verden.

Det er her, den saerlige blindhed for andre kulturer spiller os et puds. For det, vi kalder ”vores vaerdier”, er først og fremmest vores kristne tro og kristne kultur. Vores politisk-filosofiske taenkning kan alt sammen føres tilbage til kristendommen og en smule til de gamle graekere. Eksempler på noget saerligt kristent er det frie, individuelle, autonome individ og vores forståelse af tiden som noget fremadskridende. En anden saerlig kristen taenkemåde er universalismen. Jesus kom ikke til verden for at frelse jøderne, men for at frelse menneskeheden. Høj som lav. Selv idéen om at udbrede ”vores vaerdier” er ultimativt en fortsaettelse af missionsgerningen.

Derfor er der heller intet usympatisk i ambitionen om at aendre verden i vores billede. Den er grundlaeggende godt ment. Til gengaeld er metoderne ikke altid så heldige. Når vi fører krig i fremmede lande eller afpresser dem økonomisk, er der absolut ingen, der ser godheden i projektet. I resten af verden bliver vores sympatiske idealisme opfattet som rå imperialisme. Russere, der angriber med våben, kinesere, der køber sig til indflydelse, eller vestlige lande, der gør begge dele. Forskellen er den samme. Det kan man godt synes er uretfaerdigt, for vi har oftest gode intentioner, når vi gør den slags, men for ofrene for imperialismen er der ikke forskel.

Nuvel, verden har vaeret godt tjent med Vestens velmenende imperialisme som grundlag for en global orden. FN, folkeretten og først og fremmest USA som suveraen autoritet har vaeret med til at gøre verden mere fredelig. Den stabilitet er på vej vaek nu. Fra en unipolaer verdensorden med USA som supermagt går vi gradvist mod en multipolaer verdensorden med forskellige regionale stormagter.

Det er der noget umiddelbart farligt ved. For hvem bestemmer, hvad der er ret og vrang? Vil der overhovedet findes et verdenssamfund, der kan enes om fundamentale spilleregler? Uden en verdensorden risikerer vi et anarki. Alles kamp mod alle. Den staerkes ret til at opføre sig efter forgodtbefindende. Vi har brug for en orden, men hvordan?

Principielt set bør en orden mellem nationer ikke vaere anderledes end en orden mellem mennesker.

Den hviler på en blanding af magt og konsensus. I Danmark kan vi vaere enige om nok så meget, fordi vi ser grundlaeggende ens på tingene. Vi har også glimrende regler og institutioner, men de ville vaere vaerdiløse uden en førpolitisk konsensus om, hvad der grundlaeggende er rigtigt og forkert. Det er let at holde orden, når man er ens.

Verdens store mangfoldighed af nationer er selvsagt ikke ens. Den homogenitet, der skaber orden, tillid og fremskridt i de enkelte stater, er ikke-eksisterende, når vi går på tvaers af landegraenser. Så hvad kan udgøre et grundlag for en orden? Hvad vi kan enes om?

hvad vi ikke kan blive enige om: demokrati, individuel frihed, markedsøkonomi, menneskerettigheder, retsstat, magtdeling osv. Hvor meget vi end holder af dem, kan vi ikke gøre Vestens vaerdier til grundlaget for en verdensorden. Vi kan ikke danne konsensus om noget, resten af verden ser anderledes på. Lige så lidt som vi kan fastholde vores komisk-arrogante idé om ikke at ville udlevere forbrydere til lande, hvis retssystem ikke bygger på samme vaerdier som vores.

Hvad ville vi kunne blive enige

Lad mig begynde med,

om på tvaers af civilisationer? Overholdelse af aftaler er et godt bud. Hvis man indgår en aftale, har man en moralsk pligt til at overholde den. Det kraever naturligvis, at aftaler er indgået uden økonomisk eller militaer pression, men derudover bør afholdelse af aftaler vaere en vaerdi, som menneskeheden kan samles om.

Folkenes selvbestemmelse er et andet bud. Et folk har uanset graenser en ret til i det mindste en form for autonomi. Et ikke ukontroversielt bud, for hvad siger man til eksempelvis de meget store russiske mindretal i Estland eller kampen for et selvstaendigt Catalonien? Begge spørgsmål er indlysende spraengfarlige og ikke engang i Vesten synes der opbakning til nogen af delene. For slet ikke at tale om borgerkrigen i Yemen, hvor shiamuslimer kaemper mod sunnimuslimer, og hvor Vesten som saedvanlig har valgt side til fordel for sunnierne.

Det første skridt er at forlade forestillingen om, at vi skal udbrede vores vaerdier med politisk og økonomisk magt. Vores idealisme er de andres imperialisme.

i ”folk” er i øvrigt en delvist eurocentrisk anskuelse, og mange steder i verden er ”stamme” det centrale gruppefaellesskab. Til gengaeld ved vi, at folkenes selvbestemmelse i afgraensende nationalstater er den mest fredelige opdeling, vi kender i historien.

Graensernes ukraenkelighed kunne vaere et tredje bud. Ingen ret til at invadere et andet land udover i selvforsvar. Men langt størstedelen af magtudøvelsen sker ikke ved invasioner. Adskillige stormagter med USA i førertrøjen har således en udpraeget tendens til at blande sig direkte i andre landes demokratiske valg. For slet ikke at tale om den indirekte påvirkning ved hjaelp af økonomisk støtte til ligesindede. Er det eksempelvis legitimt at yde finansiel støtte til den ene part i en borgerkrig, som USA har gjort med Taiwan? Det kan der naeppe skabes konsensus om. Til gengaeld bør verden kunne samle sig om afvisningen af invasioner af fremmede lande. Husk på, at når der ikke er entydig international fordømmelse af Ruslands nylige invasion, skyldes det ikke mindst, at USA så tit har gjort det samme og med endnu mindre legitimitet.

Opdelinger af mennesker

en international orden er det vaerst mulige resultat. Derfor er det så afgørende, at vi forlader den vestlige verdensorden til fordel for en ny. En ny verdensorden, der samler mere, end den splitter. Det første skridt er at forlade forestillingen om, at vi skal udbrede vores vaerdier med politisk og økonomisk magt. Vores idealisme er de andres imperialisme. Naeste skridt er at opgive udenrigspolitikken som en konkurrence. Vi behøver ikke vinder over de andre. Og de er naesten aldrig en trussel mod os. Højest mod vores interesserer i at lave andre lande om.

Det er ingenlunde et fravaer af engagement i verden, men tvaertimod en anerkendelse af dens forskellighed. En fremhaevning af forskellene mellem verdens befolkninger fremfor et forsøg på at få alle andre til at ligne os selv. At presse dem ned i vores skabelon. Vi deler eksempelvis ikke saerligt mange vaerdier med den islamiske verden, men vi respekterer deres ret til at vaere, som de er. AEgte internationalt udsyn på en bund af dyb national rodfaestethed.

En verden uden

Vi bør ikke opgive håbet om, at verden bliver mere som os. Men vi skal hverken bruge politisk, økonomisk eller militaer magt til at tvinge skabelonen igennem. Vi skal vaere et forbillede.